Når først det begynder at blæse, forsvinder charmen. Det kan jeg ikke bryde mig særligt om. Jeg elsker den danske sommer, selv når den inkluderer skyer og lejlighedsvise byger, men når der er blæst, forsvinder muligheden for at opholde sig udendørs med velbehag i min bog. Så bliver det bare irriterende, koldt og besværligt og jeg gider ikke. Det blæser i dag. Frisk vind blæser ind over Aalborg og udsigten til milde briser ligger mange timer forude.
Jeg får visit senere i dag. Jeg havde håbet, at vi kunne opholde os udendørs. Der skal ske en drastisk nedtoning af magtdemonstrationen udenfor, før det bliver muligt. Lige nu blæser det, så stauder står sidevers, men det er godt tørrevejr, så planen om nyvasket og lufttørret sengetøj er i hvert fald ikke skrinlagt.
Oskar er et fint eksempel på, at det ikke er optimalt derude. Han gloede bare irriteret på mig, da jeg foreslog en havetur, vendte om og gik ned og begravede sig under min dyne. Nu ligger han under den med snuden fremme og synes, at jeg er en tåbe, sådan at bevæge mig udenfor, men uanset vejret skal jeg lige have den daglige morgenvandring, hvor tanker tænkes og jeg får lejlighed til at vågne i mit tempo. Også i blæsevejr.
På terrassen står min Brugmansia. Den er heller ikke vild med blæsten. Den er en foræring fra Københavnerfilialen. Annemette og Heidi har gennem den tidlige sæson bombarderet mig med billeder af deres. Allerede på et tidligt tidspunkt var den højere end Heidi og jeg kunne stå tilbage og kigge på mit halvsløje, sølle eksemplar med slet skjult misundelse, for om et øjeblik ville der garanteret vælte trompetblomster frem overalt på deres pragttræ.
Min Brugmansia er vokset. Den er ganske tæt, frodig og sund, men sneglene elsker den og vi har en konstant kamp om retten til planten. Det ses tydeligt, at jeg ikke er lige ved at vinde, men jeg har ikke opgivet.
Annemette og Heidis Brugmansia, som var stort som et træ, frodig og smækkerlækker, har smidt samtlige blade og har besluttet sig for ikke at deltage i årets kapløb. Om jeg får blomster, kan jeg være i tvivl om, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg har det pæneste eksemplar på trods af sneglebid og manglende skønhed. Var der nogen, der sagde Nemesis ;-)
13 kommentarer
Liselotte
23. juli 2009 at 07:42Eva, den får allerede masser af gødning. Kommer tid, kommer råd. Jeg venter tålmodigt :-)
Tak for linket, men det ligger nu allerede oppe i indlægget ;-)
Eva
23. juli 2009 at 07:21Hvis du vil ha’ blomster på din Brugmansia, er du nødt til at gøde den – godt og grundigt, så hvis ikke du allerede gør det, så øh…
Her er linket til en rigtig god hjemmeside, med gode råd til Brugmansiaens forkælelse:
http://www.brugmansia.dk/index.html
Liselotte
22. juli 2009 at 15:16Øjs Mona, det lyder da ikke godt med den lille, grønne larve, men jeg tror nu det er snegle, for jeg fjerner dem troligt hver morgen :-)
mona
22. juli 2009 at 12:23Jeg har også Brugmansia, som blomtrer lige nu, og dufter helt fantastisk dejligt.Det er ikke snegle, som æder bladene, det er en lille fræk, grøn larve, som næsten ikke er til at få øje på, og som elsker de små nye blade.
Liselotte
22. juli 2009 at 10:27Karin, det er da bestemt et forsøg værd. Et stykke kobbertråd burde kunne findes inde i Kenneths værksted, så det må jeg da prøve. Tak for rådet :-)
Karin Grøn
22. juli 2009 at 10:24Mht snegleangreb i potter, vil jeg lige gøre opmærksom på at Det danske Haveselskab påstår- laver forsøg med- mener- at hvis man binder en ring af kobber rundt om sine potter eller sætter potten i en ring af kobber, så kan sneglene ikke kravle over. Jeg ved ikke om der dannes elektricitet- det tror jeg faktisk, men det skulle hjælpe- det er da et forsøg værd.
Liselotte
22. juli 2009 at 09:42Inghild, jeg ved det og spejder efter tendenser til deling, men ser ingen endnu, desværre. Måske det først bliver næste år, jeg kan nyde engletrompeter i haven :-)
Inghild
22. juli 2009 at 00:18Brugmansia setter knopper først ETTER at stammen har dannet en Y-fasong.
Liselotte, din plante er ennå ung, og stammen har fremdeles kun I-fasong, så snart den har “delt seg” slik at den ser ut som en Y, kan du starte å titte etter knopper.
Knopper vil alltid kun dannes over Y-punktet, husk dette når planten senere skal beskjæres…..
Hilsen fra Inghild :-)
Liselotte
21. juli 2009 at 23:48Sifka, der var ingen Brugs her. Til gengæld var her blæsevejr ;-)
Jette, garanteret ikke det mindste :-)
Jette
21. juli 2009 at 19:21Lidt frost skader vel ikke ;)
Sifka
21. juli 2009 at 16:55Jeg læste det som brugsmania, og sad længe, og ventede på, hvornår Brugsen kom ind i billedet. Jaja…
Liselotte
21. juli 2009 at 15:28Bambi, min får vist ikke én eneste blomst, men skidt… for jeg vinder ;-)
Bambi72
21. juli 2009 at 13:502 af mine har hver sat 3 blomster….. De 2 andre har ikke antydning af blomst…. Og de 2 med blomst ser godt nok vindblæste og sølle ud, men blomster er der godt nok på vej….