Honfleur

I Normandiet er vejret skiftende. Mildest talt. Meget fascinerende og absolut ikke til at regne med. Nogle gange skinner solen og vejret er vidunderligt, som de bedste, danske sommerdage med temperaturer, som gør mild og glad. Få øjeblikke efter vælter regnen ned fra en himmel, som er et dramatisk, men smukt syn. Man må bare indrette sig, så det gjorde vi. Vi modtog løbende de aktuelle vejrmeldinger – det er godt med en søster på nettet – og indrettede så dagene således, at vi fik det bedste ud af vejrsituationen lige nu og her.

En dag ville vejret mildest talt blive vådt. Udsigten var regn hele dagen, så vi besluttede at køre op af kysten i håb om, at det deroppe ville være mere medgørligt. Honfleur var målet, men som vi nærmede os, blev vi mere og mere nedslåede. Regnen væltede ned fra en blytung himmel og der var ikke blåt at se i miles omkreds.

Det sidste stykke på motorvejen foregik i et tempo, som var en snegl værdig og Oline lå omme på bagsædet og proklamerede, at hun i hvert fald ikke havde tænkt sig at stå ud af bilen, når vi var fremme.

Heldigvis følger heldet de tossede…

Vi parkerede på havnen i Honfleur. Regnen væltede ned, men Kenneth lovede os fornuftigt vejr om fem minutter, så vi sang, fortalte et par røverhistorier og en vittighed eller to, mens vi ventede på den opklaring, der helt sikkert var på vej. Efter fem minutter forvandlede styrtregnen sig til en mild sommerbyge og vi tog overtøjet på og begav os ud i byen.

Det regnede som sagt fortsat, men vi fandt en skøn, lille restaurant, som serverede Normandiets bedste pandekager. I hvert fald de bedste, vi smagte dernede. Pandekagerne blev bagt ude i køkkenet for åben dør, så vi kunne følge med i bestillingerne. Rygende varme blev de sat på bordet og de smagte ganske enkelt vidunderligt. Vi hyggede os, mens regnen faldt stille lige udenfor vinduerne og vi kunne se drivvåde turister løbe spidsrod mellem gadens markiser. Vi havde det lunt og dejligt og da vi var færdige til at forlade restauranten, var regnen også færdig med at falde. Vi er heldige.

Honfleur har i tidernes morgen været udskibningshavn for hele Seineområdet. Seinens udløb ligger lige her, så i mødet mellem floden og den engelske kanal fandt købmænd og andre handlende det praktisk med en havneby, som kunne lægge plads til handel og vandel. Nu er byen forlængst udkonkurreret af le Havre, men havnen ligger der endnu og med de smalle handelshuse, som stadig omkranser havnebassinet, er det ikke svært at forestille sig den travlhed, som har hersket i tidligere tider.

Husene kan minde meget om dem, man finder omkring Amsterdams mange kanaler. I dag er de fleste af dem ikke alene velbevarede, men også smukt restaurerede, så der er meget hyggeligt omkring bassinet, men vi ville nu længere ind i byen på opdagelse. Det fortrød vi ikke. En helt igennem charmerende og utrolig smuk by var hvad vi fandt, da vi begyndte turen længere ind ad de smalle gader.

Byen er utrolig smuk og stemningsmættet. Mange af husene er velbevarede bygninger, som bærer vidnesbyrd om middelalder, smalle gader og endnu smallere passager, som knapt levner plads til et menneske. Vi vandrede gennem byen uden mål. Det var en opdagelsesrejse, som kun var bestemt af øjeblikket. Vi tog baggårde i øjesyn, kælede for en kat, hilste på en gammel dame med en holdning som Dronning Ingrids, beundrede tagspær og fandt små, gemte perler, som f.eks. det yndigste, lille hotel, som lå gemt i en baggård, hvor ingen finder ind uden at vide, at de skal.

Byen ligger placeret på en skråning, så ind imellem var udsigten til de højtliggende huse og gårde i søgeren, men mest af alt optoges vi af al den bygningsmæssige rigdom af detaljer, som omgav os, ligemeget hvor vi gik. Det var en by, som gav en meget autentisk fornemmelse af, hvordan livet engang har set ud.

Vi kunne slet ikke se os mætte, så vi brugte mange timer på at vandre rundt i de stille gader oppe bag byens travle centrum. Der var stille deroppe. Ingen turister havde fundet vej, for de fleste koncentrerer sig sikkert om området nede omkring havnen. Vi gik alene i lang tid, inden vi igen begyndte at finde mod centrum, hvor vi med det samme blev mødt af turister, som formentlig var kommet for at se l’église Sainte-Catherine, Frankrigs største trækirke.

Den var et imponerende bygningsværk. På den modsatte side af torvet lå klokketårnet, men vi nøjedes med at smutte indenfor i kirken, hvor vi opholdt os en rum tid, fordi vi alle fascineres af træbygninger. Et fantastisk byggeri med tagkonstruktioner, som efterlod os omtrent målløse. Stemningen i kirken var rar og anderledes. Jeg er glad for, at vi ramte centrum akkurat der, hvor kirken lå og inviterede, men vi var slet ikke færdige med at udforske byen, så vi fortsatte ufortrødent op ad endnu nogle smalle gader, som hensatte os i middelalderstemning med det samme.

Byen er simpelthen smuk uanset hvor man vender sig hen. Bykernen er friholdt af moderne byggerier, men er beboet, så selvfølgelig var der paraboler, biler og spor af det énogtyvende århundrede, men i så begrænset omfang og gjort med så nænsom hånd, at det ikke forstyrrede helhedsindtrykket. Vi befandt os i en helt anden tid, mens vi lod os betage og indfange af Honfleurs stemning.

Efter mange timers vandring gennem smukke gader og stræder, gik turen ned mod havnen igen.Vi havde haft vejr, som havde sendt tre dråber regn i vores retning, mens vi indtog Honfleur. Det var fint vejr til en byvandring. Ikke for varmt og slet ikke koldt, men lige tilpas. Vi syntes selv, at vi var heldige.

Da vi kørte ud af byen, begyndte regnen at styrte ned. Det fortsatte den med at gøre de næste hundrede kilometer. Hjemme igen var solen dukket frem af skyerne og varmen gav plads til grill og aftentur langs stranden. Man må indrette sig og være udstyret med en god portion held, når man er i Normandiet og holder mest af tørvejr. Det lykkedes.

Vil du se flere billeder fra vores tur til Normandiet, ligger de lige her.