Åses hjørne

Vi havde meget fornøjelse af Åse på turen til Normandiet, ligesom hun har gjort gavn de forrige år, vi er kørt på ferie. En GPS giver en helt anderledes frihed til at eksperimentere, gå på opdagelse og være spontan. Det er ellers noget, vi kan bryste os af at være temmelig gode til at være, men med skiftende held, når vi skal returnere til udgangspunktet. Altså i årene inden Åse flyttede ind i familien.

Vi har altid holdt meget af at tage den nærmeste omvej og man ser jo nyt, når man sådan ind imellem kommer på vildveje, men med en GPS i bilen, er det bare at læne sig tilbage og bede Åse om at guide retur gennem landskaberne på vej tilbage til vores udgangspunkt. Det er både nemt og bekvemt og pludselig er det ikke længere nødvendigt at huske landemærker.

Åses hjørne, som dette her gudsforladte sted endte med at hedde…

Nu er Åse ikke ufejlbarlig. Træerne gror ikke ind i himlen, så selvfølgelig fik hun os på tynd is og det endda lige, som vi var ganske få minutter fra at ankomme til vores feriebolig i Ravenoville sur Plage. Vi var lige kørt i retning mod Ravenoville og var endt ude på den smalle landevej, som ender ved kysten, da Åse pludselig dikterede et “drej til højre”. Autoritetstro som vi er, snuppede vi sidevejen, mens vi kiggede undrende på hinanden, for dette her var nu alligevel den mindste vej vi længe havde kørt på.

Måske Ravenoville sur Plage ville vise sig at være en udørk midt i ingenting. Det var der noget, der tydede på, da asfalten snart efter afløstes af jord og noget, der med god vilje, kunne kaldes to hjulspor. Hastigheden var faretruende tæt på at nærme sig nul, mens vi langsomt stred os gennem græs, som tydeligvis ikke var blevet berørt af bundkar i umindelige tider. Et hurtigt kig på Åses kort, gjorde os ikke meget klogere. Vi var ude, hvor heller ikke Åse kunne bunde.

Efter alt for mange minutter med tilbageholdt åndedræt passerede vi en lille stikvej. Til venstre for os var en asfalteret landevej. Vi undrede os, for alt tydede på, at vi kørte parallelt med landevejen, vi tidligere havde kørt ad, men sådan leger Åse ikke med os. Vi drejede skarpt til venstre, endte ude på landevejen igen og enedes om, at det var cirka samme retning, som Åse foreslog. Efter ganske få hundrede meter kunne vi konstatere, at vi slet ikke var halvt så dumme som Åse, der fortsatte ferien igennem med at diktere et “drej til højre”, hver gang vi nåede til stedet her.

Åse er praktisk, men hendes sunde fornuft er tydeligvis kun tilgængelig i begrænset mængde. Godt vi havde taget vores med.