Cimetière St-Laurant

Vi har hørt om det så mange gange, men uden rigtigt at mærke det. Invasionen på Frankrigs vestkyst. Operation Overlord. Navne som Omaha Beach og Utah Beach klinger velkendt, da vi støder på dem første gang på strækningen langs kysten vi bor på. Faktisk bor vi omtrent ved siden af Utah Beach og vi er omgivet af minder fra 2. verdenskrig i form af store, grå betonbunkere, som engang dannede rammen om Tysklands effektive forsvar af Frankrigs vestkyst, ligesom vi konstant støder på museer og mindesmærker, som skal minde om dengang verden var af lave.

En dag kører vi op langs kysten, for at besøge Honfleur, Trouville og Deauville. Det bliver en lang dag med skiftende vejr, men da vi igen nærmer os hjemmet, er solen kommet frem og der ser ud til at holde tørvejr i mere end fem minutter. Jeg tager en rask beslutning og meddeler de andre, at jeg altså vil se den amerikanske kirkegård, så vi svinger ind langs kysten lidt tidligere, end vi ellers ville have gjort.

Da vi ankommer, er der et hav af mennesker til og fra. Vi sidder i bilen og sunder os, for vi har haft en fornemmelse af, at vi omtrent var de eneste turister i hele Normandiet. Det kan umuligt være sandt med alle de mennesker. Da vi træder ud af bilen, er vi omgivet af mange sprog, men der er tydeligvis mange amerikanere.

Indgangen til området starter langs en imponerende lang, flisebelagt sti. Der er et lille forklarende museum tilknyttet kirkegården. Det vælger vi fra og bevæger os med det samme i retning af kirkegården. Stien slutter langs et vandspejl, som synes at opsluges af havet. Det er meget smukt og meget amerikansk, som i storslået og på en eller anden måde næsten upassende pompøst.

Efter vandspejlet drejer stien og vi runder pynten og har pludselig en betagende udsigt ned over stranden.

Synet der møder os har ikke meget at gøre med det syn, der mødte de amerikanske soldater den junimorgen tilbage i 1944. Den morgen var der tåget og stranden var dækket af miner, pigtråd og barrikader, der sammen med tætte buske besværliggjorde de allieredes fremrykning. Den morgen var der ingen, som vidste, om og hvor godt man havde uskadeliggjort de tyske tropper på land, inden man landsatte de amerikanske soldater.

Invasionen på Omaha Beach blev den blodigste landgang på D-dag. Ganske få dage inden invasionen, havde tyskerne flyttet deres bedst trænede mandskab til stranden her. På stranden, lige nedenfor os, døde ca. 2.400 soldater. Deres blod farvede sandet rødt og den angst, som har været en uundgåelig del af at deltage i operationen, er der ikke længere spor af, når man står på udsigtspunktet og kigger ud over havet.

Vi fortsætter lidt længere ud af stien og da vi runder et hjørne, mødes vi af synet af 9.387 hvide kors. Kors så langt øjet rækker. Døde på rad og række og i et antal, som er næsten uforståeligt.

På korsene står navn og rang på den soldat, som er stedt til hvile lige her. Nogle af korsene bærer jødestjernen. Ved enkelte af gravene ligger blomster og ind imellem hører vi lyden af amerikanere, som leder efter afdøde slægtninge. På korsene er numre, som gør det til en lidt nemmere opgave at lokalisere blandt de mange kors.

Synet af alle de grave gør indtryk. De symboliserer kun en brøkdel af de, som faldt under 2. verdenskrig. Endda kun en brøkdel af de amerikanske soldater, som faldt. Alligevel maner de til eftertanke. Også Oline gør det indtryk på. Vi snakker lidt om, at det her var søstre, brødre, mødre og fædre, nogle forældres elskede børn og i allersidste ende helt almindelige mennesker, som ofrede livet for, at Europa i dag ser ud, som det gør.

De er helte hver og én. Ikke at jeg et sekund tror, at de gik i land og følte sig som en sådan, men de gjorde en vigtig forskel. Jeg er helt sikker på, at de har forladt landgangsfartøjerne med hjerter, som var fulde af angst. Det var der god grund til. De måtte lade livet. De gjorde det ikke, fordi de ville være helte eller fordi de ville gøre det eneste rigtige. De gjorde det, fordi de var en del af den amerikanske hær og overordnet set en del af de allieredes vision om at eliminere én eneste mands ultimative vision om Det Trejde Rige. Jeg takker dem stille for, at de var der den morgen i juni.

Man kan blive grundtræt af at høre om 2. verdenskrig. Man kan synes, at det er så længe siden, at det ikke længere er nødvendigt at blive ved med at snakke om tiden dengang, men man skal huske, at det, der skete dengang, er gentaget i større eller mindre målestok lige siden. Man skal aldrig glemme, at mennesket latent har potentialet for ondskab og kun skal placeres i de forkerte rammer, før ondskaben slår ud i lys lue. Det kan ske til hver en tid. Derfor skal man huske.

Ind imellem støder vi på kors, som bærer inskriptionen “Here rests, in honored glory, a comrade in arms known but to god”, for 307 af de begravede soldater er aldrig blevet identificeret. Der hviler næsten titusinde amerikanske soldater på kirkegården her. Tretten tusinde andre soldaters døde kroppe blev sendt hjem til familierne i USA.

For enden af en sirligt slået græsplæne ligger mindesmærket. I midten af den halvcirkelformede bygning står statuen “Spirit of American Youth”. I sidebygningerne er invasionen visualiseret ved hjælp af røde pile, som illustrerer styrkernes bevægelser efter invasionen. I loftet er den smukkeste stjernehimmel.

Grafisk illustreret bliver det næsten uvirkeligt og vi bruger lidt tid på, at sætte ord på det vi ser. Det var ikke røde pile. Det var unge mennesker i bombefly, på landjorden i strækmarch og det var angst, sult og død.

Bagved mindesmærket ligger “De savnedes have”, hvor man kan se navnene på 1557 savnede soldater, som man ikke har fundet eller har kunnet identificere. Navn på navn…

Det er mange savnede. Det er mange døde, men Oline får det sidste ord, da hun bemærker, at hun synes, at man skulle bruge nogen kræfter på også at fokusere på de steder i verden, hvor etnisk udrensning fortsat er aktuelt. Hun har så evigt ret.

Vi går ud til bilen i stilhed og med hver vores tanker.