19

Ind imellem må man…

Egentlig ville jeg have været på udflugt i dag. I godt selskab, men hun kunne ikke. Så blev det til noget andet…

Mens jeg var i København, besluttede Kenneth sig for, at han ville overraske mig, når jeg kom hjem. Han har ordnet de sidste vægge her i mit værelse, så jeg nu er klar til at få de opslagstavler, jeg så længe har drømt om. Så var det, at jeg opdagede, at Kenneths “…og det støvede faktisk slet ikke” var en virkelighedsfjern ønskedrøm og desuden måtte jeg indrømme, at mit garnlager var ved at tage overhånd. Nogen gange skal man bare gøre det. Tage det fra en ende af. Det gjorde jeg.

Garnorden

Jeg smed ALT garn på gulvet. Og så var jeg lige ved at tude, for det blev naturligvis fuldstændigt uoverskueligt, men snyd er ikke en option, når det hele ligger i umage og uordentlige bunker, så der var kun én vej og det var fremad. Der blev sorteret. Med hård hånd. Nu er der en sort affaldssæk med garn, som kan gøre andre lykkelige. Resten er lagt på plads og det kunne være der nu til forskel fra før, hvor det stod OVERALT i værelset.

Et kig i garnreolen afslører, at jeg er jævnt kedelig, når det kommer til farver. Og sådan i det hele taget. Til gengæld er der orden. Et øjeblik, hvis jeg kender mig selv ret.

Kenneth er gjort ukampdygtig af et knæ, som driller. Jeg skal handle. Spørg lige, om jeg har lyst… og spørg lige, om jeg synes det er retfærdigt, efter det STORE arbejde, men eneste besked jeg får er, at vil jeg spise, må jeg handle. Jeg har lidt ondt af mig selv lige nu. Som den eneste.

Du vil sikkert også kunne lide