Sainte-Mére-Eglise

Vi boede i en by, som ikke havde egen forretning. Nærmeste nabo var Ravenoville, som var om muligt endnu mindre og beskeden end badebysudgaven med samme navn. I Ravenoville var to, meget små og beskedne caféer, som det aldrig lykkedes os at stadfæste åbningstiderne på. Der var måske ti huse, en kirke med tilhørende kirkegård og så forøvrigt et par unge mænd på meget larmende knallerter og med en udtalt interesse for Oline. Det sidste passede hende slet ikke så ringe endda, så hun svansede rundt i byen, når vi en sjælden gang var inde forbi.

Når vi skulle handle, var der Sainte-Mére-Eglise, som lå 7,5 kilometer væk. Ad snoede, smalle småveje, langs engdrag og overdrev og med duften af nyslået hø i næsen, kørte vi, når vi skulle handle. I Sainte-Mére-Eglise lå Super U, som bød på et temmelig omfattende udvalg af alt det, som normalt findes i de velassorterede, franske supermarkeder. Det var slet ikke så ringe endda.

Sainte-Mére-Eglise er, som de normanniske småbyer er flest. Lille, charmerende og fuld af gamle, yndige huse. Byen stammer helt tilbage fra det 12. århundrede og har spillet en større rolle i de franske religionskrige, som blandt andet betød, at huguenotter flygtede til eksempelvis lande som Danmark. Reformation er ikke let. Sainte-Mére-Eglises kirke er fortsat katolsk med alle de traditioner, som er forbundet med den retning.

Det er nu ikke de franske religionskrige, som er fremherskende og bærende for den turisme, som byen tydeligvist lever af. Det er naturligvis dens rolle i Operation Overlord under 2. verdenskrig. Ligesom andre steder i området, er også byen her fyldt med museer og gaveboder, som tager deres udspring i D-dag.

I forbindelse med D-dag skete de første landsætninger om natten, hvilket medførte store tab for de faldskærmstropper, som blev kastet ned over byen. Huse var i brand og det var kun alt for let for tyskerne at se faldskærmene. Mange blev skudt, når de havnede i trætoppe eller lygtepæle og blev til alt for lette mål for fjenden.

Èn soldat, John Steele fra det 505. faldskærmsregiment, havnede i kirkens tårn, hvor hans faldskærm satte sig fast og han undgik med nød og næppe at blive skudt, ved at fingere død hele natten. Næste morgen, da byen endelig blev erobret, kunne han konstatere, at han havde overlevet natten og endelig råbe vagt i gevær.

Kirken er beskeden, men med sans for dramatik, har byen arrangeret en dukke på tårnet til at illustrere John Steeles held i uheld.

Bag kirken er der en kilde, der er indviet til Saint Méen. Pilgrimme mente, at den havde helbredende kræfter, men jeg var nu mere interesseret i kirkens indre. Jeg er ikke noget troende menneske i traditionel forstand, men katolske kirker har jeg altid holdt meget af.

Mange af de katolske kirker er fyldt med små sidealtre, hvor mange forskellige helgener holder til. Det er der ikke plads til i kirken i Sainte-Mére-Eglise. Der er til gengæld altid plads til at tænde lys for de levende og de døde.

Katolicismen er ikke min tro, men jeg holder meget af deres tradition med at tænde lys, så undervejs på denne ferie, er der tændt lys for mine kære i mangen en kirke. Det blev der også her. Jeg tænder altid et lys for Alexander og et lys for alle de andre, jeg har elsket og mistet.

Jeg holder af at sidde et øjeblik på kirkebænken, inden jeg igen forlader kirken. Stilhed er godt og både Kenneth og Oline har forlængst vænnet sig til, at jeg bruger tid på at være eftertænksom et minut eller to.

I byen ligger også et lille, men meget charmerende hotel. Jeg forelskede mig i dets udseende. Det ser da frygteligt fransk og frygteligt hyggeligt ud. I vinduet var sat et skilt, som oplyste om tariffen for et værelse. Det var ikke dyrt.

Jeg har taget mere end ét foto af skilte undervejs gennem en lille del af Normandiet. Man ved aldrig, om man pludselig får brug for at vide, at der ligger et hotel, et B&B eller en god udlejningsejendom et sted og så er det godt at have oplysningerne lige ved hånden. Det er nemlig ikke sidste gang, vi har været i Normandiet. Vi kommer gerne tilbage.

Det lille hotel i Sainte-Mére-Eglise er slet ikke noget dumt bud på en overnatningsmulighed. Slet ikke…

Om fredagen er der forøvrigt marked på pladsen foran kirken. Vi opdagede det alt for sent. Den sidste fredag i vores ferie, skulle vi til byen for at handle og hæve kontanter til Kenneths Belgiske bileventyr og ankom klokken 12.54. Franske markeder pakker sammen klokken 13. Præcist. Seks minutter levner ikke plads til mange indkøb, selvom Oline og jeg er drevne shoppere. Vi tager revanche en anden gang.