Kulisseskift

Jeg har hygget mig hele morgenen og formiddagen med at redigere, sortere og finkigge nogle af alle de billeder, jeg har taget på turen til Normandiet. Det er mange. Så er det sagt. Jeg har været flittig med kameraet, men der var så utrolig smukt dernede.

Skønheden var det, der først faldt for og det er også det, vi tager med hjem. Vi har haft sådan strand-solskin med jævn blæst én eneste dag (søndag i den første uge). Resten af tiden har været fuld af skyer og ind imellem nogle af dem, som lod noget, der i mistænkelig grad lignede Syndfloden, falde over landskabet.

Der har også været huller, hvor solen har stukket ansigtet frem. Så snart det sker, er der varmt, som på de allerbedste, danske sommerdage. Faktisk var vi vilde med vejret det meste af tiden og lunt og dejligt var der, men de sidste dage spejdede jeg altså længselsfuldt efter noget opklaring og en smule sol. Ikke fordi jeg ikke brød mig om skyerne, men fordi huset var så koldt, at jeg frøs i de tidlige morgen- og formiddagstimer. Så gik jeg en tur i den morgenstille by.

Jeg startede dagene tidligt. Når Monsieur tøffede forbi vinduet med traktoren og båden på slæb, for at tage på havet, stod jeg op og startede med at sætte en kop kaffe over. Mens den bryggede færdig, trak jeg ned til vandet, for at nyde solopgangen.

Lige ud for os lå et par små øer, som ikke er aftegnet på noget kort. Jeg aner derfor ikke, hvad de hedder eller for den sags skyld, hvad de rummer. Når jeg i telelinsen kiggede derud, kunne jeg ane aftegningen af huse, men jeg så aldrig både til og fra øerne, så om de var beboet eller ej, ved jeg ikke.

UPDATE: Søster Lystig er altid kvinde for oplysende arbejde, så her kommer hendes morgenmail:

Godmorgen!! De to øer I kunne se er Iles saint-marcouf, île du Large og île de Terre.

De har været indtaget af pirater og brugt som transitpunkt for franske emigranter. île du Large er fuldt bebygget af et befæstningsværk efter ordre fra napoleon d. 1. som er i to etager, hvor det nederste er et system af ferskvandstanke. De var det første jord de engelske styrker indtog under deres indtog til Utah Beach. De er nu naturreservater, hvor man kan få begrænset adgang til den store, men total forbud på den lille.

Byen var helt stille så tidligt om morgenen. De eneste lyde var køernes brølen, mågernes skrig og lyden af traktorerne, som var i gang med at fragte fiskerbåde til Atlanterhavets Kanalens begyndelse, hvor garvede fiskere steg ud og erfarent fik skubbet småbådene ud i havet, hvor de forsvandt i horisonten, for at hente dagens fangst hjem.

Jeg kravlede over diget og ned på stranden, hvor jeg tog turen ad snoede stier gennem bjerge af rester fra havets rige udbud af skaldyr. Jeg kunne gå uendeligt, hvis jeg gad, men jeg plejede at trave hen til enden af strandhusene og vende om, for så at trave samme tur tilbage. Så havde jeg hilst på de fleste af morgenens fiskere, som i starten snakkede noget om hende kvinden, som hver morgen var oppe, før Fanden fik sko på, men til sidst både smilede og vinkede, når jeg passerede dem.

Når jeg var retur igen, kravlede jeg op af diget, ned på kystvejen og tog den korte tur ned til huset, som lå 50 meter fra vandkanten med den smukkeste udsigt over et overdrev, som synes at fortsætte i det uendelige kun afgrænset af en række træer i horisonten. Det var her køerne gik og hyggede sig på et kæmpestort areal så smukt, så jeg næsten mistede pusten, hver gang jeg så det.

Hjemme igen var det tid for en kop kaffe og et par timer i stilhed, inden resten af familien stod op. Var der skyfrit fra morgenstunden – og ja, det skete altså – satte jeg mig udenfor med kaffen, mit strikketøj eller en god bog. Her sad jeg så, når Monsieur kom retur fra morgenens fiskeri og lod dagen tage sin start til lyden af rindende vand og Monsieur, som rensede fisk og reparerede net.

Jeg elskede mine morgenture langs havet, ligesom jeg elsker mine små ture i morgenhaven herhjemme. De har vel samme funktion. Jeg samler sjælen, mens jeg tager bad i stilhed. Det gør godt for mig og et kulisseskift var nu slet ikke så ringe.