Vadehavet… eller vade kunne vi da…

Den anden aften, da aftensmaden var indtaget, gik vi de tyve skridt ned til vandet… eller det vil sige, at vi kunne konstatere, at vandet var væk, som i langt borte, så det var bare med at få tæerne i det våde sand og komme derud af, hvis man ville mærke Atlanterhavet havet, for der var et stykke vej derud.

Der er stor forskel på ebbe og flod. Det vidste vi godt hjemmefra, så vi var forberedte på, at havet gav bred sandstrand om aftenen og næsten ingen om dagen, men tidevandet skulle vise sig at have sit helt eget liv. Rytmen mellem ebbe og flod var ikke til at gennemskue og det eneste vi kunne konstatere var, at der rent faktisk ikke var en rytme. Det varierede fra dag til dag i de to uger, vi var dernede, men én dag var vi heldige at være der, da vandet kom ind ved flod. Det gik imponerende stærkt og vi fik lidt respekt for den kraft, som ligger bag fænomenet.

Sandormene trivedes og jeg har aldrig nogensinde set så mange af slagsen samlet på ét sted…

Ravenoville sur Plage må være sandormenes Paradis eller i hvert fald noget, som ligner. Hver eneste aften kunne vi iagttage, hvordan antallet af ormespor forøgedes så raskt, at vi knapt kunne følge med. Vi vadede rundt i sporene, men så ikke én eneste orm. Underligt.

På stranden var det oplagt at gå aftentur. Der var så utrolig smukt, så der tilbragte vi de fleste af vores aftener og Oline og jeg nåede også at samle et betragteligt antal skaller af både den ene og den anden slags. Vi lærte allerede den første aften, at stranden ikke skulle besøges uden en pose i gemmerne. Man løb snart tør for lommer, når man var dernede.

Vi nød at trave langs stranden og man både taler og tier så godt, når det eneste akkompagnement er mågernes frydefulde skrig.

Det var sjovt at iagttage mågerne, når de fløj til vejrs med en musling, kun for at lade den falde til jorden i det næste øjeblik i håb om, at den åbenbarede sin spiselige skat. Fuglene var utrættelige i deres forsøg på at åbne skallerne.

Efter sådan en travetur, gjorde det godt at komme hjem til en kop kaffe og for Olines vedkommende en kop varm kakao. At slutte dagen på det vis, det gad jeg altså godt lidt oftere :-)