20

En fredag morgen i juni

Jeg vågner tidligt for øjeblikket. Ikke senere end klokken 6. Så er der god tid og det elsker jeg at have. Badet kan tages i det tempo, som passer præcis den dag. Kaffen kan brygges og nydes, som jeg har lyst og jeg nyder, når der er tørvejr, for så bliver den indtaget i haven.

I dag var jeg stædig, selvom vejret ikke talte for at være det. Morgenen skulle indtages i bare tæer…

Jeg smed skoene

Jeg smed skoene, skuttede mig en smule, men besluttede, at det var midt i juni og der derfor ikke var grund til at bære sko. Som om… men ikke desto mindre, indtog jeg haven i kolde, blå tæer, mens jeg huskede mig selv på, at det er sommer. Det er sommer!

Nede i staudebedet var der bevis på biernes utrættelige arbejde. En udbrændt af slagsen var udåndet midt i stjerneskærmen.

En udbrændt bi

Nu ligger den på Lit de Parade midt i en af de smukkeste blomster dernede. Det er da ikke så tosset et sted, at ende sine dage.

Længere oppe i haven vokser krydderurterne med en imponerende hast. Hele bedet er ved at være tæt og der er nok at hente, hvis man gider.

Krydderurterne

Ind imellem krydderurterne er sneget sig et par Katost. Jeg venter utålmodigt på, at de skal begynde at springe ud. Der står snesevis af dem nede i staudebedet også og ikke alene pynter de med deres lyserøde blomster, men de trækker også bier ind i haven. Når alt andet glipper, er Katosten en rigtig fin sommerplante, som blomstrer fra juli og helt ind i september.

Når jeg kommer hjem fra ferien, er der garanteret blomsterflor. Indtil da må jeg nøjes med at glæde mig.

Dronningebusken og de sjove roser

Ved terrassen står Dronningebusken fortsat i fuldt flor. Den er et imponerende syn med sine lyserøde skyer af blomster, men er begyndt at drysse tæppe på græsset, så den holder ikke længe endnu. Man må nyde, mens man kan.

Foran terrassen står den underlige plante, som ingen ved hvad er. Den levererer pink hybenroselignende blomster, som ikke dufter, men alene er smukke. Den er en underligt starut, for den ligner hyben, men har ingen generende pigge og leverer heller ikke frugter af nogen slags. Jeg kan nu lide den alligevel.

Jasminen blomstrer nu

Jasminen blomstrer nu. De jasminer, som står langs hegnet, står i fuldt flor. De får morgen- og formiddagssol og elsker, at der er lunt og godt i hjørnet. De sender berusende dufte rundt i haven oppe omkring terrassen og jeg elsker dem. Det er aflæggere, som vi har lavet selv med udgangspunkt i en meget stor og gammel jasmin, som står på den anden side af terrassen. Den står til gengæld i skygge det meste af dagen og blomstrer derfor først lidt senere. Vi har fordelt goderne.

Jasminblomster

I eftermiddag vil jeg hente nogle grene indenfor, så duften kan spredes indendøre. Jeg vil nyde dem, for om et øjeblik rejser jeg fra dem og når jeg kommer hjem igen, er de formentlig slut for denne sæson, men inden venter en arbejdsdag forude. En af de dage, hvor jeg ved, at jeg ikke alene skal arbejde, men også kommer hjem med maven fuld af grin og sjov. Sådan skal en fredag være.

Du vil sikkert også kunne lide