Jeg kan huske som barn, når mor fik gris. Køkkenet forvandledes til et veritabelt blodbad og far gik frem og tilbage mellem værksted og køkken, for at finde den helt rigtige sav, som kunne effektivisere parteringen. Lyden af kniv mod strygestål trak spor gennem hele huset og det var forbudt for os børn, at nærme os køkkenet. Den dag måtte vi klare os selv, indtil mor dukkede frem af dybet sidst på dagen iført tørklæde og sved på panden og meddelte, at nu var svinet parteret og pakket.
Det var en dag, som lignede en festdag, fordi det var en usædvanlig dag. En dag, hvor rutiner blev brudt og forventningen om frikadeller, gode ben og flæskestege på størrelse med en mindre murermestervilla lå uudtalt i luften.
I dag har Kenneth hentet en kvart kalv. Det er ikke helt så eksotisk at stå begravet til albuerne i stege, hakkekød og højreb, som jeg husker mors dage med gris. Det er bare noget gris…
Til gengæld har vi nu halvfjerds kilo økologisk, velhængt kalv, som skal forsøde de næste mange måneder. Det er ikke noget skidt bytte for en smule gris.
18 kommentarer
Randi Glensbo
2. juli 2009 at 09:02At læse de her indlæg har fået mig til at mindes barndommens slagtedage hjemme hos mine bedsteforældre. Min mor plejede at hjælpe til, og vi børn var med som det tynde øl. Min morfar grovparterede, min mor skar ud og min lille mormor lavede medister, finker, blodpølse m.m.
Sådan en slagtedag var en travl men dejlig dag. Når arbejdet var gjort, blev der smagt på lækkerierne – og uhm, hvor det smagte! Der var dog en anelse malurt i bægeret – som barn havde jeg altid stor medlidenhed med grisen, der måtte lade livet, for at vi kunne mæske os. Det kunne godt tage toppen af appetitten.
Lisette
20. juni 2009 at 08:32Hvad giver I pr kg for sådan en kalv? Vi har selv kalvene gående ude på marken, og det er derfor ren nysgerrighed om hvad sådan et dyr koster pr kg i slagtet tilstand :-)
KH
Lisette
Liselotte
19. juni 2009 at 18:03Ulla, det er samme system her. Der er stort set ingen udskæring tilbage, når det leveres fra slagteren. Nemt og bekvemt :-)
Dorthe, karbonader har jeg vist ikke fået, siden jeg var barn. Uhm… det må jeg snart lave :-)
Dorthe
19. juni 2009 at 13:42Hej Liselotte,
Hjemme paterede mine forældre også gris. Jeg selv kom heller ikke længere end til at skrive på fryseposerne. Den er vist typisk kan jeg læse her.
Det blev til mange gode middage. MEN min mor skulle absolut HVER gang SAMME aften lave karbonader af det friskhakkede kød. Hun laver eminente karbonader – men IKKE samme aften som hele huset har lugtet af friskslagtet grisekød, syltekogning mv. hele dagen. Uha, husker det endnu!
Ulla
19. juni 2009 at 08:42Vi har lige lagt 131 kg øko kvie i fryseren, men betaler slagteren kr. 3,- pr. kilo for udskæring, det er pengene værd. Så skriver vi på poserne og pakker mens han udskærer, smart syntes vi. Det samme når han slagter vore egne øko frilandsgrise.
Liselotte
19. juni 2009 at 07:58nordfra, det er rigdom :-)
Mille, det er voldsomt, mens det står på, men sikke lækkert kød efterfølgende… uhm :-)
Pollyanna, der er noget meget voksent ved at pakke kød ned – og sikke et ansvar du fik overdraget som barn ;-)
Pollyanna
19. juni 2009 at 07:45Sjovt – det er når jeg pakker kød ned efter slagtning det rigtig går op for mig, at jeg er RIGTIG voksen…. Som barn havde jeg og min søster det ærefulde hverv at prikke lufthullerne i medisterpølsen… meget betroet stilling.
Mille
19. juni 2009 at 00:40ödrghhhh sir jeg bare…
men det smager jo så godt!
nordfra
18. juni 2009 at 23:07Hvilken rigdom…….. vil ha!
Liselotte
18. juni 2009 at 22:36Vel gør du da så, Steen – og du er velkommen :-)
Steen Brølling
18. juni 2009 at 20:47Halløjsabamselajsa
Det lyder sgu’ da rigtig lækkert! Jeg kommer når i kal(v)er!!! :)
Liselotte
18. juni 2009 at 20:23Ella, det er jo dét, vi véd. Det ender ualmindelig godt :-)
Frk. Vestergaard, jeg har også deltaget hos min farmor og farfar. Bedsteforældre havde nok bare bedre tid :-)
Frk. Vestergaard
18. juni 2009 at 20:09jeg blev heller ikke udelukket fra barndommes slagtniing. Vil aldrig glemme synet af den døde gris, når den hang med et dynebetræk over ude i mine bedsteforældres udehus. Og når blev gamle nok, blev vi også sat til at lave medisterpølser. Måske er mormødre mere tålmodige når det gælder amatør – medisterpølse – fyldere ;o)
Ella
18. juni 2009 at 19:53Uhmmmm, resultatet af arbejdet har jeg nydt mange gange – hold fast hvor det smager godt, især udsat for Kenneths kokkerier :-)
Liselotte
18. juni 2009 at 19:49Majken, vi får kalv to gange om året, så der er nok at tage af – ligesom vi også får to lam til selskab. Det er skønt med den slags. Hønsene har vi heller ikke mod på, så dem køber vi os til :-)
Majken
18. juni 2009 at 19:46Tillykke med svineriet :)
Vi har ligeså 65 kg Øko Herrford liggende i selvparterede stykker i vores fryser.
Det er SÅ vidunderligt!
Lidt senere på året får vi 2 ditto lamsebasser til at holde kalv med selskab.
Som barn var der i min familie også høns inde i billedet, selvslagtet i kælderen. Det er ikke lige noget jeg tænder på i dag, husker tydeligt fjer-helvede og kråser med skræk. Men jeg husker at min far kogte fedtegrever når grisen var slagtet. Det var dælendumle godt :)
Tillykke med herren i fryseren :)
Liselotte
18. juni 2009 at 19:46Jeg tror netop at det, at det var et hestearbejde gjorde, at min mor bare ville have det overstået i en fart og så var der ikke plads til unger i køkkenet :-)
Det var en herlig måde at lære at stave på, sådan at pakke i fryseposer og skrive udenpå :-)
Bernd
18. juni 2009 at 19:40Hvor synd for dig, at du ikke fik lov til at være med. Jeg havde opgaven at lave medisterpølse og skrive på fryseposerne og kunne så samtidig lære, hvordan man staver til koteletter …. og andre mærkværdigheder :-)
Men du har ret – det er et hestearbejde og kun sjovt den første gang.