30

Det er så trist…

Jeg kommer vidt omkring, når jeg kører det nordligste af landet tyndt. Landevejen er flittigt brugt for mit vedkommende, ligesom jeg kommer i en del af byerne heroppe. Jeg ser flere og flere bordeller. På landet er det typisk en nedslidt, lille landejendom, som har hjemmelavede papskilte i alle vinduer, som bekendtgør, at her er åbent for forretninger. Inde i byerne er det samme mønster. De mest elendige af byernes udlejningsejendomme er forvandlet til skumle steder med nedrullede gardiner, røde lamper og et håndskrevet skilt med teksten “Open”.

I Danmark er prostitution lovligt og jeg har ikke noget problem med, at man vælger at tjene til dagen og vejen, som prostitueret. Jeg tror på, at ethvert menneske har retten til frit at vælge vej. Er det velovervejet og uden baggrund i nødvendighed, er det i orden med mig. Jeg har til gengæld en dårlig smag i munden ved tanken om de kvinder, som er installeret i bordellerne, jeg passerer.

Jeg er – og det er kun gætterier – overbevist om, at bordellerne er fyldt med ikke-danske kvinder, som er kommet hertil af forskellige triste årsager. Skiltene i vinduerne vidner om, at det er ikke dansktalende, eftersom der aldrig står “Åbent”, men “Open”. Stederne er nedslidte, gardinerne beskidte og jeg har endnu ikke oplevet at se én eneste af de kvinder, som arbejder indenfor murene. Mon de er her frivilligt? Har de det godt? Er der nogen, som passer på dem og drager omsorg for dem? Sådan rigtigt for alvor? Jeg tror det ikke og det gør mig trist. Det gør mig ondt, at der findes kvinder i dette land, som hver eneste dag udsættes for overgreb, de helst var foruden.

Jeg ved, at der gøres en massiv indsats for at få bund i trafficking, men hver eneste gang jeg passerer sådan et bordel, tænker jeg på, at der lever kvinder her i landet, som er tvunget hertil af bagmænd, som ikke formår at se mennesket, men udelukkende ser de penge, de kan tjene på at behandle et medmenneske som en handelsvare. Jeg tænker på de hjerteskærende triste skæbner, som må findes inde bag nogle af de vægge. Det gør mig virkelig trist. Gid jeg kunne gøre noget.

Du vil sikkert også kunne lide