Taknemmelig lørdag

En vidunderlig morgen kan denne vist kaldes. Solrig, stille og med en varme i solen, som gør det muligt at sidde et øjeblik på fars bænk med kaffekoppen mellem hænderne. Maj er skøn. Morgener som denne er skønne. Jeg er vågnet tidligt og i stedet for at tvinge kroppen til mere søvn, er jeg stået op og har taget turen udenfor.

Jeg sidder helt stille på bænken, mens de første bier allerede summer i valmuerne. Solsorteungerne går morgentur i dugvådt græs og trækker regnorme af den jord, som så rigeligt forsyner dem med føde, mens de ind imellem skuler i min retning. Pindsvinet er fortrukket til andre græsgange og der er stille bortset fra en enkelt hund i nabolaget, som synes, at den vil gøre opmærksom på sig selv.

Morgensolen rammer ikke min terrasse. Jeg skal ned i bunden af haven, når jeg vil nyde den. Det gør ingenting, for det giver mulighed for at nyde udsigten til de høje træer og resterne af de røde valmuer, som er hastigt på retur, nu hvor de lyserøde overtager i bedet.

Sådan en morgen kan man mærke livet. I stilhed finder jeg vej ind i mig selv, hvor Alexander ligger og gemmer sig. Jeg savner ham stadig hver eneste dag og et enkelt kig ind i skoven minder mig om den sommer, hvor vi byggede sjov terrasse omkring skurvognen, plantede syrener og i det hele taget hyggede os med livet. Det liv, som blev alt for kort, men alligevel efterlod sig spor, som aldrig kan slettes. Jeg græder stadig over tabet. Jeg sørger fortsat, men smerten forbundet med mindet om Alexander, bliver mindre og mindre.

Det er ikke sådan, at det gode tager over og sletter alt det, som fortsat gør så frygteligt ondt. Det er bare sådan, at min vilje og styrke vender tilbage og gør det muligt for mig, at foretage et aktivt valg, når jeg husker. Det er fortrængning, men jeg ved det. Det er et aktivt valg, at jeg ikke længere vil føle den skarpe smerte og smagen af en vrede, som er så oprindelig og primitiv, at den næsten skræmmer mig og i stedet vælger, at jeg vil huske Alexander, mit lille, smukke menneske, som formede bløde, milde hjerter overalt, hvor han kom frem.

Denne morgen sidder han med i solen, mens jeg drikker min morgenkaffe og husker, at der stadig er så uendelig meget at være glad og taknemmelig for. I dag skal jeg tilbringe i selskab med mennesker, jeg elsker. Mit liv er fyldt med den slags mennesker. Jeg er sund og rask. Jeg er i det hele taget et meget heldigt menneske. Lidt senere ankommer Annemette og Heidi, så der er vist ikke mere at bede om denne lørdag :-)