Wauw, sikke en dag…

Jeg har været på dagens første opgave. Det ligner umiskendeligt en ualmindelig dejlig dag, der er startet og da jeg kommer hjem, er huset endelig ved at vågne. Oline er stadig hjemme. Det er en gigantforkølelse, der har ramt hende og hun får lige denne sidste dag med, så vi er sikre på, at hun er helt frisk, inden hun starter i skole igen. Hun er ikke ubetinget utilfreds, da jeg kravler ind under dynen og fortæller hende, at hun kan sove så længe, hun har lyst.

Udenfor summer haven af travle bier. Dronningebusken slår dørene op for endnu flere af sine blomster og himlen er uendeligt blå. Der er ikke en sky på himlen. Ugens sidste dag lover en weekend, som bliver værd at huske.

Oskar lusker endelig med udenfor. Han er derude hele dagen. Enten ligger han på terrassen og suger sol og varme, eller også er han på udkig efter noget at jagte. Hans irritation over solsortene er udtalt, så der er virkelig noget at bestille lige nu, hvor kuldene er blevet flyvefærdige. Vi har et hav af solsorteunger i haven og når de tripper forsigtigt rundt på græsplænen, er Oskar der med det samme. Ikke tale om, at de skal invadere hans plæne. Han holder skarpt øje med dem… altså når han ikke sover.

Der er opnået konsensus herhjemme. Vi gider ikke røre en finger før i morgen. Vi rubber neglene i morgen formiddag, inden Annemette og Heidi arriverer og bruger i stedet i dag på at nyde, at der er sol, sommer og en skøn have, som er sirlig og derfor bare kan nydes denne weekend. Jeg har endnu en opgave, inden jeg kan kaste mig ud i havelivet, men det er jo ingen sag at skulle arbejde, når man ved, at der venter skønne timer efterfølgende.

Jeg kan nå en kop kaffe, inden jeg igen skal nordpå. Livet er rigtigt godt.