Jeg vågner klokken lidt i seks af et brag, som omtrent får sengen til at hoppe. Jeg finder aldrig ud af, hvad der gav det morgenchok, men det fik mig ud af sengen og det er ikke skidt.
Morgenen er fyldt af sol og løfter om sommer. De følges til dørs af meteorologen, som lover sommertemperaturer i løbet af weekenden, mens jeg gør klar til fredagen. Det passer perfekt. Annemette og Heidi er snart på vej herover og vi skal have en pinse, som udelukkende er baseret på hygge og sjov, som meget gerne må foregå ude i haven.
Der er planer om tændt grill, duften af veltillavet mad, lyden af grin og masser af snak. Der skal drikkes lidt vin, hygges igennem og jeg skal nyde, at jeg har alle, jeg elsker, samlet på ét sted. Det skal blive noget så godt.
Da jeg står på terrassen, får jeg øje på noget, som bestemt ikke var i staudebedet i går…
Valmuerne er endelig begyndt at springe ud. Ikke den, jeg forventede ville springe først, men to andre, som pludselig har fået hastværk og har kastet sig ud i en konkurrence om at være den smukkeste. Jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal komme med en afgørelse, for jeg er inhabil. Jeg er forelsket i de valmuer. De er helt fantastiske og afløser nu de røde, dobbelte valmuer, som er ved at være færdige med at pynte for i år.
Fredagen venter med et par opgaver, inden jeg kan gå på weekend. De er til at overkomme, selvom natten blev lidt urolig. Maden i går får skylden, men jeg er klar til at tage hul på fredagen alligevel.
Jeg venter på garn fra Holst Garn. Det er bestilt i mandags, så jeg håber, at der når at ankomme i dag, så jeg kan få strikket min nye, lange strikketrøje færdig. Pinsen byder på masser af dage med tid til håndarbejde, så det ville ærgre mig grusomt, hvis jeg ikke kan komme videre, før engang efter pinsen. Kryds lige fingre, så gør jeg det samme for din fredag :-)
9 kommentarer
Liselotte
29. maj 2009 at 10:12Jo, det vil jeg, Kirsten – jeg krydser helt vildt :-)
Kirsten
29. maj 2009 at 10:11Jeg krydser alt hvad jeg kan for dit garn! Vil du så ikke krydse en lillebitte smule for min gravemaskine…? ;-)
Liselotte
29. maj 2009 at 10:00Eva, der er ikke noget skønnere end et nyt og spændende strikkeprojekt, så rigtig god fornøjelse med det – og god pinse til dig også :-)
Louise, der skal krydses, skal der… og god fornøjelse på onsdag :-)
Louise
29. maj 2009 at 07:58Jeg krydser også og ønsker dig og dine en rigtig God Pinse.
Jeg skal hærge hos Holst garn på onsdag :)
Eva
29. maj 2009 at 07:55Fingre er krydset… :-) Har selv været i Design Værkstedet og hærge løs. Købt garn til et Marimekko Sjal og jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang!
Med sådan et flot vejr er fredagen slået godt i gang, så den kan da kun blive god.
God Pinse til dig og dine…
Liselotte
29. maj 2009 at 07:43Kirsten K, god pinse til dig også… og det garn, det SKAL bare komme, for jeg kan jo slet ikke vente med den trøje ;-)
Kirstenk
29. maj 2009 at 07:36Jeg krydser fingre, både for en god pinse o at garnet ankommer rettidigt..
Liselotte
29. maj 2009 at 07:28Og i lige måde, Catarina :-)
Catarina
29. maj 2009 at 07:23Det bliver helt sikker en dejlig fredag og lige om et øjeblik er det Pinse og hele tre dage står til disposition.
Du og familien ønskes en god én af slagsen. :-)