Jeg gider vistnok…

Der er arbejdet igennem hele formiddagen. Imens har jeg utålmodigt ventet på, at mekanikeren ringer for at melde klart flag, så min bil endelig kan hentes, synes og siden køres til Told & Skat, så de kan værdifastsætte og forlange afgift. Der er lang vej endnu og jeg er stadig billøs.

Mekanikeren har været mere end almindeligt udfordret, fordi modellen ikke tidligere er importeret til Danmark og derfor er lidt ukendt land, når der skal bestilles reservedele. Det er sket mere end én gang, at der er bestilt forkerte dele hjem. Det tegner ikke alt for lyst for fremtiden, men jeg regner naturligvis med, at bilen holder omtrent evigt, efter det lange ophold hos mekanikeren, så der går jo mange år, inden den igen får brug for noget som helst. Basta. Eller sådan cirka…

Mit sofahjørne lokker og det kan da umuligt være fordi jeg er træt, men der sker det forunderlige, at jeg efter en lang søvn ender med at være omtrent ugidelig. Jeg er svær at trække op i omdrejninger, men det er dog lykkedes at få tilstrækkelig fra hånden til, at jeg kan tillade mig at tage en lang pause om lidt. Det bliver med strikketøj, kaffe og lidt hyggesnak med den hostende Oline, som stadig er hjemme med monsterforkølelsen, som dog er så meget på retur, at hun skal i skole i morgen.

Jeg har været en tur i haven. Der blæser kraftigt, så det er ikke en udelt fornøjelse, men der er stadig syrener at tage indenfor, så selvfølgelig måtte en håndfuld med ind til kanden, som nu sender vidunderlige dufte ud i rummet her. Jeg bliver glad ned i maven af duften af syren og det er med garanti befordrende for alt godt, så de er passende selskab, når jeg om lidt slår rumpen i sædet. Jeg gider godt, for jeg gider ikke meget andet.