Søndagssjælero

Søndag morgen er mere stille, end den plejer at være. Jeg vågner klokken tæt på syv og kan brede mig, som det passer mig. Kenneth er forlængst taget afsted. Han er på vej til København. Ved middagstid bliver han hentet af Søster Lystig og kan nå at tilbringe lidt tid sammen med hende, inden han skal retur til Aalborg. Jeg er lidt misundelig, men det bliver en lang dag for ham. Han skal hente en bil. Han er godt tosset, men han mangler den grumme, for det er ikke nemt at drive en forretning som hans uden og i dag passede bedst for den slags, så vi undværer ham.

På terrassen står en kasse med blåbærbuske. Dem købte han til mig i går. Han ved, at jeg længe har ønsket at have blåbær i haven, så nu syntes han vist, at det var på tide at opfylde det ønske, når jeg ikke selv fik gjort noget ved det.

Blåbærrene skulle være af en sort, som er egnet til almindelig havejord, så der er vel en chance, men placeringen vil jeg lige tænke over, inden jeg sætter dem. Jeg har jo skovlignende tilstande i bunden af haven, så mon ikke de ville trives dernede. Jeg tror det.

Der er masser af bæranlæg på buskene, så i jorden skal de i en fart, for tænk om jeg kunne høste mine første hjemmedyrkede blåbær allerede i år. Det ville gøre mig ekstra glad.

Jeg havde brød liggende, som skulle på aftægt som fuglefoder sammen med en blanding af frø og nødder. Ude under trækronerne i kanten af haven, hænger fuglefoderhusene. Jeg elsker, at jeg har udsigt fra min pind her. Tre forskellige steder er der placeret foderpladser. Der kommer masser af små og store fugle og spiser, men ikke når jeg er derude. Så holder de afstand og sådan skal det være.

Under trækronerne er bregnerne ved at være sprunget ud. De står tæt langs hele den ene langside af haven, hvor de skaber fint bunddække, som ind imellem rummer et pindsvin eller to, små mus eller kattene, som Oskar bestemt ikke er gode venner med.

Mens jeg får lagt det sidste foder på plads, begynder det at regne en smule. Jeg mærker det ikke i første omgang, men jeg kan høre dråberne ramme løvet. Det kommer aldrig til at regne for alvor, så jeg fortsætter min morgenhavevandring under en tung, grå himmel.

Langs terrassens ene langside står en række rabarber. Lige nu blomstrer de. Det er et imponerende skue. Skyer af  hvide, små blomster, som smider pollen og ikke dufter af noget som helst, men smukke er de.

Da jeg når op på terrassen, kan jeg se, at der ikke er opklaring at spore. De lover solskin og varme senere i dag, men lige nu er der vist ikke meget andet at gøre end at vente, mens vejret langsomt forandres.

Jeg trækker indenfor igen. Brygger en kop kaffe og sætter mig lige her, foran computeren og med fin udsigt til mejser og spurve, som lige nu er gået ombord i al den rigdom, der er kommet til på foderpladserne. Det er ren søndagshygge, er det.