Jeg chitchatter med Søster Lystig på MSN. Det gør vi omtrent hver dag. Så får man lige vendt verden sådan på hverdagsmanér og ved i hovedtræk, hvordan det går i den ene og den anden ende af landet. I dag skal hun hente Kenneth, men min yndlingsmand, der er distræt ud over det sædvanlige, har forsømt at meddele hende hvornår. Hun ved hvor, men tidspunktet kender hun ikke. Hans mobil er slukket og derfor ved jeg ikke, om den ligger gemt i køleskabet herhjemme (det er sket mere end én gang) eller ligger i lommen på mandens jakke, men sådan er det at omgås ham, enes vi om. Uforudsigeligt og aldrig kedeligt.
Vi når vidt omkring. Snakker lidt om nu’et, som inkluderer silende regn, hvor hun sidder og tørt, men gråt her hos mig. Vi snakker haver. Vi når omkring vores Engletrompeter. Vi snakker lidt om alt det, som kan forekomme kedeligt, men i virkeligheden er vigtigt, fordi det er selve livet og vi deler det, sådan som jeg elsker det.
Pludselig kan jeg mærke hvor højt jeg elsker hende og Heidi. Hvor meget jeg savner dem. Jeg skriver det selvfølgelig til hende. Den slags skal man huske at sige. Så slutter vores samtale, for vi skal begge videre…
– efter et øjeblik ligger hun igen og blinker nede i min statuslinje. Jeg åbner og så står der bare “vi kommer hjem i næste weekend”.
Jamen altså… jeg er det heldigste menneske i hele verden og jeg GLÆDER mig :-)
8 kommentarer
Liselotte
25. maj 2009 at 07:35Ja, det gør de, Tina. Vi to er meget heldige mennesker :-)
Tina - omme i London
25. maj 2009 at 01:34Saadan en soester har jeg ogsaa, men det ved du jo godt. :) Jeg elsker naar Irene lige agerer pausefisk for mig midt i en travl dag paa arbejde. Der er ingen andre der kan goere det som hun. Alle fortjener at have saadan en yndlingssoester i deres liv. :)
Liselotte
24. maj 2009 at 18:41Jeg synes, at jeg verdens heldigste menneske :-)
Blomsten er en Lupin, som er lige på trapperne nede i bedet :-)
Anne, Mandagspigen.
24. maj 2009 at 17:27Ja…det er så vigtigt, at huske, at sige :-)
Mette
24. maj 2009 at 15:53Så koselig å lese :)
Nadia
24. maj 2009 at 15:04Liselotte, nu er min nysgerrighed ved at tage overhånd, hvad er det for en smuk blomst du har billede af her? Er det engletompeten?
Louise
24. maj 2009 at 14:01Hvor er det bare dejligt!
Tror jeg kender din følelse, selvom jeg ikke er beriget med søskende. I går var vi til min svigerfars fødselsdag. 83 år.
Hvad finder vi på at give? Ønskesedlen er som altid blank.
Jeg købte 12 Pelagonia og 1 Hibiscustræ. Tak for gaven, sagde svigerfar, det var en rigtig god idé og en gave, jeg er glad for.
Det gjorde mig så glad!
Ulla V.
24. maj 2009 at 12:40Sikke et dejligt indlæg…det var lige til at blive helt rørt over.
Jeg kender præcis følelsen med min egen storesøster og hendes familie! Hvor er vi heldige at have den slags vidunderlige mennesker i vores liv… :0)