7

Ind imellem skal vi trues lidt

Kenneth tog lige en hurtig tur med plænetraktoren, for der er vist ingen tvivl. Der kommer regn senere i dag. Vi er ikke sådan at snyde, så nu er der gjort rent bord hvad angår græsset og bedene er i rimelig kondition, så der er ikke et øje tørt. Vi har været flittige.

Græstrimning

Da Kenneth tog turen rundt om mit staudebed, blev det klart for mig, hvordan den ene af mine Allium har mistet hovedet, men resten står ikke yderligt, så medmindre han påtænker at trimme bedet, er der vist ikke fare for dem.

Allium

Jeg ringede til mor, for der er så rigelig med mad og gratis, veltilberedt aftensmad siger man vel ikke sådan lige nej til. Hun gjorde i hvert fald ikke, så hun sidder nu ved siden af mig og er begravet i mine bomuldsrester, for hun har lovet at lave grydelapper til Søster Lystig og det skal åbenbart gøres ved indhug i min garnreol, men jeg har vist så rigeligt, så det går an.

Mors rabarber

Hun har allerede været nede i mine rabarber. Et stort, smukt bundt ryger med hende hjem senere på aftenen, men inden skal hun sættes i arbejde, så Kenneth har allerede kaldt hende op til kartoflerne. Hun skulle så nødig kede sig…

Cosmos

Terrassen er også trimmet. Blomsterne er nippet, der er ryddet op i alle kroge og bedene omkring terrassen har fået en tur. Nu har vi sat ild til kullene. Om lidt er vi klar…

Grillstart

Det har været en ualmindelig dejlig dag. Måske ikke helt så meget sol, som vi gerne ville have haft, men til gengæld har vi så nået så meget mere, fordi vi ikke har været fristet til at sidde stille for længe af gangen. Nogle gange skal vi have lidt pisk, som i tunge skyer og trusler om regn, så rykker vi igennem. Ah, det er dejligt nu, hvor det hele er overstået.

Du vil sikkert også kunne lide