14

En lille tur

Oline og jeg måtte lige op forbi tanken, for at proviantere. Da vi nåede op til Gugvej, opdagede vi, at de har skiftet vores bushus ud med et andet, men identisk bushus. Den eneste forskel er, at dette her er benævnt Turøgade, hvilket ikke kunne være mere misvisende end hvis der havde stået Sahara på skiltet, så vi gætter stadig på årsagen til at skifte et helt fint bushus ud med et andet, som kun kan forvirre Folket™.

Måske er det sidste netop årsagen. Lidt sjov skal man vel have…

Turøgade?

Bagefter var det tid til et lille sving til højre, så var vi på handlen og Oline lod sig friste af en is, mens jeg nøjedes med at hjemtage en god stak læsestof, som nok skal holde de næste dage.

Sikke skyer

Skyerne ligger højt og er utroligt flotte lige nu. De, som indeholdt regn, ser ud til at være forduftet, men vist kun til engang senere på natten, hvor de tilsyneladende kan have fundet tilbage. Det er vi ligeglade med, så længe de holder sig lidt tilbage de næste timer.

På vej ned ad “vores” lille, blinde vej, snakkede vi om, at der er udtalt æstetisk sans langt de fleste steder. Haverne er smukke, sirlige og tydeligvist lige gjort forårsklar. Der er orden, er der. Altså indtil man rammer enden af gaden…

Så er vi hjemme

Dernede ligger en gammel gård med umage tag, ukrudt mellem stenene og nogle ejere, som tilsyneladende er ligeglade med, at deres bede ikke er snorlige. Til gengæld ved jeg, at de hygger sig gevaldigt inde bag de røde mure. Det er meget værd, synes jeg.

Du vil sikkert også kunne lide