Vi er uberegnelige

Først et KÆMPEKRAM bare fordi og fordi det var så længe siden. Så var der morgenmad, så vi var rustet til dagens udflugt nordpå og Annes tømmermænd kunne også trænge. Jeg si’r det bare, men svært frisk var hun nu alligevel.

Jeg overtog rattet og det var et kært gensyn med Panda, da jeg satte nøglen i tændingen og satte kursen nordpå. Turen var så hyggelig, men alt for kort, for pludselig var vi i Saltum og selvfølgelig slet, slet ikke færdige med at snakke, men nu var det tid for garn, fibre og modeller, så vi satte kursen mod Bindestuen. Hold da fest i maven på en hval, hvor var der tæt, da vi endelig nåede indenfor. Inden kom vi forøvrigt til at stoppe ved boden udenfor, så nu har jeg gult til en cardigan og vanillefarvet til lad os nu se, men så var det altså også bare lige en hurtig rundtur indenfor, hvor der absolut ikke var albuerum. Nej, det duer vi ikke til. Vi kræver lidt plads til armbevægelser, så vi fortrak til teltene overfor.

Herinde var der masser af fristelser og inden jeg havde set mig om, havde jeg fyldt endnu en KÆMPESTOR pose med det lækreste uld fra Holst Garn. Hun har bare ALLE farver og tusinde fristelser af den skønne, bløde uld, men jeg endte med kit og strå til to trøjer og så lidt ekstra farver, fordi det var for svært at lade være og ja, ja… jeg sagde til Kenneth inden, at det ikke var fordi, jeg skulle have garn deroppe. Som om…

Og jeg nåede at hilse på Karin og sikke garner… suk, hvor hun er eminent til farver. Fristelser var der nok af, men nu havde jeg jo ligesom lige… så jeg hilste bare lige på og overlod så Karin til alle de kvinder, som var lige så betaget af hendes garn, som jeg er.

Så sad jeg lidt udenfor, på en bardunbefængt betonklods, hvor jeg prøvede at genfinde mig selv og pusten, da Kirsten kom forbi. Åh, det gjorde mig da lige glad. Jeg er vild med Kirsten, men sig det ikke til hende, for jeg er så misundelig på, at hun har TO døtre, som strikker. Det er ikke retfærdigt, men en snak fik vi lige og så kom Anne… og egentlig skulle vi så lige op forbi smeden, fåreklipperen og hyrdehundene i den anden ende af byen, men vi var slatne og det var lige her, at det hele skred for os…

Vi besluttede, at vi ville gå ned og hente bilen, smide garnet ind bagi og så køre derop. Vi syntes selv, at vi var topsmarte og Panda gad godt, da jeg bad den, så vi sneg os gennem byen med intention om at parkere oppe ved skolen. Vi skulle blive meget klogere, for deroppe stod en parkeringsvagt med topsikret stribet afspærring og vinkede os brysk videre… og ud til rundkørslen og så var det, at jeg nok mente, at jeg havde et lille trick i ærmet. Det havde jeg sådan set også, men så var det lige, at Anne også huskede, at der var et loppemarked lige henne om hjørnet og så svingede Panda omtrent af sig selv ned ad en lille sidevej… og ind på gårdspladsen… og pludselig stod vi der, hvor de har æggebægre i pangfarver…

Og faktisk er det sådan, at dette her er det eneste billede fra Saltum, så nyd det… for lige dér, hvor vi egentlig slet ikke skulle være, kom vi til at købe et fjernsyn og det indebar, at vi vendte bunden i vejret på vores pengebeholdning og selv med søndagsrabat var vi insolvente, da den venlige mand bar skidtet ud bag i bilen og vinkede farvel.

Ha, vi er ikke sådan at slå ud af kurs, så vi kiggede på hinanden og blev lynhurtigt enige om, at det faktisk fristede mere at komme hjem og få fingre i de nyindkøbte fibre og hos os er der ikke langt fra tanke til handling, så smed, fåreklipper og hyrdehunde fik fred for os, da vi drønede ud af byen med et sikkerhedsselefastspændt fjernsyn i fiberrigt selskab omme på bagsædet. Turen hjem var fyldt med ord og grin og da vi landede, tog vi hul på boller og ost igen, mens vi gik i gang med at nyde indkøbene…

Kaffe, te og fyldte maver. Ah, vi nød det og hyggede indtil Anne ikke længere kunne trække den i ørerne og vendte snuden hjemad igen. Jeg havde lige vinket farvel til hende ude på gårdspladsen, da min kusine svingede ind og overtog de ledige kvadratmeter. Så var det tetid igen og strik og snak og da hun kørte for en times tid siden, var regnen endelig nået til Nordjylland.

Nu er der bare tilbage at nyde de sidste timer af en skøn weekend og de skal nydes, for der venter nye og sjove strikkeprojekter forude. Et er startet, et andet på bedding og så kan den sofa forøvrigt godt gøre sig klar, for jeg lander der om et øjeblik.