De renoverer motorvej i min baghave. Ind imellem giver det sig udslag i enorme bump, som giver hjertekvababbelse og nervøse trækninger. Hele huset ryster og selv blomsterne trækker sig sammen i angstanfald. Nu har huset her stået i 150 år, men om det varer ved, kan jeg blive helt i tvivl om…
Gad vide om der ikke er regler for, hvor voldsomt man må gå til værks i bebyggede områder?
Skulle jeg få øje på bare den mindste fundamentrevne, skal de få med mig at bestille og så vil jeg forøvrigt gerne bestille en weekend, uden de arbejder på vejen. Jeg har ikke puls til andet.
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
9 kommentarer
Louise
16. maj 2009 at 13:39Var det måske en idé at tage en billedserie huset rundt?
Liselotte
15. maj 2009 at 14:25Fr. Møller, her er endnu ikke raslet noget af væggene, men det er da bare et spørgsmål om tid, som de er i gang…
Anne Mette, den blomst er så smuk :-)
Anne Mette Toft
15. maj 2009 at 13:29Hold op mand – jeg bliver næsten hypnotiseret af den blomst… jeg bliver trukket helt ind i den… så flotte farver, du har fået frem der.
Fr. Møller
15. maj 2009 at 12:25Jeg tror ikke, der er nogen grænser for galskaben. I den lille gade i Horsens midtby, hvor jeg huserer, er tung gennemkørsel godt nok forbudt. Men selvfølgelig ikke arbejds- og ærindekørsel, og der er konstant gang i et eller andet…
Gavlvæggen i min stue er efterisoleret, hvilket er glimrende. Desværre er den så efterfølgende beklædt med gipsplader, som bevirker, at væggen konstant står i spænd. Måtte jeg sande for nylig, da længere tids rystelser og dumpe drøn helt enkelt fik fire meter hylde – inklusive bøger – til at tage gulvet…
Liselotte
15. maj 2009 at 11:25Helma, man kan da blive helt nervøs, ikke sandt? :-(
Stine, jeg håber det er overstået om et øjeblik… og at de så husker den støjdæmpende belægning denne gang! ;-)
Stine
15. maj 2009 at 11:14Jeg ved det – sidste forår renoverede de vores baggård og fjernede alt betonen med store maskiner. Hele bygningen svajede og jeg var ved at gå amok!
Helma
15. maj 2009 at 11:10Urgh … samme fornemmelse hér, cirka 50 km nordpå ad E45. Asfalten “skrælles” med en klam dirrende fornemmelse i det ligeså gamle hus, anno 1850.
“Det står på solide sølvsten og så længe det knager, så holder det”, siger de kloge med forstand derpå. Jeg tvivler.
Liselotte
15. maj 2009 at 11:07Lad os håbe, at det er de sidste krampetrækninger, for det er godt nok voldsomt lige nu, Stine :-(
Stine
15. maj 2009 at 10:58Er det ikke de sidste krampetrækninger? Nu er det længe siden jeg har været ude at køre, men jeg mener at renoveringen “kun” skulle vare nogle uger.