På sådan en torsdag

Når vi tolker på sygehuset heroppe, er der ofte en vis portion usikkerhed omkring lokaliteten. Aalborg Sygehus spreder sig ud over et enormt område, som oven i købet ligger fordelt med en kilometers penge mellem sig i et Syd og et Nord, fordi alting ikke skal være så nemt. Man ved altid, om man skal være i den ene eller den anden ende af byen, men der holder det sikre så også op.

Nogle afdelinger kender vi, som vores egen bukselomme. Andre er mindre kendte og derfor vanskeligere at finde og når det parres med et sygehuspersonale, som synes alting er indlysende, er det ikke altid, at vi tolke finder vej i første omgang. Jeg tror, jeg taler for os alle, når jeg siger, at vi ankommer i god tid, hvis det er muligt. Man risikerer nemt en tur fra Herodes til Pilatus, inden man ender det rigtige sted. Sådan var det også for mig i dag. Ikke noget alarmerende og heller ikke noget tidspres, for jeg havde chauffør på og slap derfor for at lede efter parkeringsplads derude, men alligevel tog det mig væsentligt længere tid at finde vej, end forudset. Og mange flere trapper. Og matte ben, men hvad pokker, det er godt for noget.

Her er jeg endt lidt på toppen af byen kun for at finde ud af om et øjeblik, at jeg endnu en gang er kommet til den forkerte dør…

Jeg snupper en lille pause, mens jeg får vejret, kigger endnu en gang på de oplysninger jeg har og sikrer mig, at det i hvert fald ikke er mig, som har læst forkert. Næ, den er god nok. Altså indtil jeg kommer indenfor og bliver vist over i en tredje bygning lidt derfra, men byen er jo pæn og grøn og sprød og alting…

Efter endt gerning skal jeg ud og vente på chaufføren. Det drypper forsigtigt fra himlen og jeg tager ingen chancer, så jeg finder lynhurtigt et træ, en bænk og så endelig telefonen, så jeg kan få bestilt transport. “Ti minutter”, lyder det i den anden ende af røret. Jo tak, men mit træ er hverken stort eller tæt, så jeg krydser fingre for, at det holder rimeligt tørt.

Heldigvis holder himlen. I hvert fald tilstrækkeligt til, at jeg ikke bliver våd…

Jeg går lidt, står lidt, venter og ender så med at beslutte, at jeg vil gå i retning af toppen og Zoologisk Have. Bare fordi. Det er frygteligt kedeligt at vente, så jeg snupper tasken og hanker op i mig selv, inden jeg fortsætter opad bakken. Måske man kan få øje på et dyr eller to…

Først får jeg øje på det skønneste syrenhegn. Tæt, frodigt og kæmpestort omkranser det omtrent en hjørnegrund. Det er utrolig smukt.

Jeg spejder efter Kenneth undervejs. Jeg regner med, at han får øje på mig, men intet er sikkert med den distræte mand, så jeg er klar til at hoppe ud på vejen og fægte med både arme og ben.

Jeg når næsten Zoologisk Have, inden han endelig er fremme.

Egentlig havde jeg forslået Oline, at hun kunne tage med ind, for så kunne hun og jeg smutte en tur i Zoo, men Kenneth ankommer alene. Hun orkede ikke? Som om hun har noget at være træt af… og så sætter jeg mig i stedet ind i bilen og lader mig fragte hjemad gennem en smuk, lysegrøn og nyudsprunget Møllepark. Nu ærgrer det mig grumme, at hun ikke gad. Jeg gider nemlig godt.