14

På grænsen

Det sker ikke ofte, men ind imellem skal jeg møde ind på steder, som giver mig mulighed for at skyde genvej bagom Gug og ud over Sønder Tranders. Jeg bor i en by. Jo, det gør jeg da, men der er ikke mange skridt, før jeg står på landet, hvor rapsmarker regererer sammen med langstrakte marker, kvæg og mælkebøtter. I morges kunne jeg snuppe Sønder Tranders Vej og få syn for sagen. Der er raps allevegne.

Derude, på grænsen mellem land og by, fordi Sønder Tranders og Gug endnu ikke er vokset sammen, bygger de i vildskab. Ikke at jeg har den mindste fornemmelse for, hvem der skal bo der, ligesom jeg undrer mig over, hvem der skal bo i alt det andet nybyggeri der skyder op i disse år, men de bygger altså med udsigt til raps og marker.

Raps og nybyggeri

Oppe på bakketoppen her bygger de rækkehuse, men overalt skyder nye huse op af jorden, mens afstanden mellem de to småbyer bliver mindre og mindre. Om lidt er vi vel én og kan begynde at slås om navnet.

Jeg ærgrer mig. Jeg er vist sådan småromantisk anlagt på lige det punkt, men jeg holder så meget af, at jeg bor lige akkurat på grænsen mellem by og land og snart er det vel ikke sådan længere. Så bor jeg bare i en storby, men indtil det sker, kan de nye beboere i disse rækkehuse bare tage et kig til højre, så er de på landet.

Sønder Tranders Vej

Landevejen ender i Gug. Lidt til højre og så var jeg hjemme til en kop varm kaffe, en mad og en aftale med Oline.

Du vil sikkert også kunne lide