Jeg har været lidt ked af det i dag. Lidt stille og eftertænksom. Lidt sådan… “Årh for fanden, hvor jeg ikke orker mere af den slags”, fordi jeg har en mor med sukkersyge og dermed selv kan være arveligt disponeret og som en følge heraf går til løbende kontroller, som lige præcis i dag gav udslag til den helt forkerte side.
Jeg har prøvet det én gang før, hvor jeg var ude til glucosebelastning og trak frinummer. Jeg kan vel stille håbe, at jeg gør det én gang til, men den slags fylder i et hoved, som i forvejen er fyldt til randen for øjeblikket. Jeg er tyndhudet og så var det så dejligt, at Oline kom glad hjem fra skole og bad mig tage med hende ud for at købe bøger. Hun er en læsehest, akkurat som jeg er. Vi er nemme at lokke i fordærv, så jeg gad selvfølgelig godt.
Jeg fandt et par bøger, kan jeg vist godt røbe. Jeg fandt blandt andet en skøn bog om Marilyn Monroe, som jeg altid har været helt vild med. Fascinationen af hendes på én gang pågående og sarte skønhed har aldrig fortaget sig. I bogen er samlet en stak af nogle af de smukkeste fotografier taget af Marilyn. Fotografen er Eve Arnold. Jeg glæder mig meget til at kigge i den.
Der røg også tre romaner med i kurven. Alaa Al-Aswanys Yacoubians Hus, Elisabeth Holsts Rosen og Stjernen og sidst, men ikke mindst, John Irvings Den fjerde hånd, som jeg længe har villet læse. Det bliver en af de to sidste, jeg først kaster mig over.
Oline fik købt tre romaner. Hun er vild med uhygge, så det er vist primært i den boldgade, hun har bevæget sig i denne omgang. Hun er forøvrigt også vild med engelsk, så det passede hende svært godt, at de fandtes på originalsproget alle tre.
Bagefter nåede vi at finde et par jeans til hende og lidt cremer til moderen, inden vi havde brugt dagens energi og vendte snuderne hjemad igen. I aften står den vist på hyggelæsning i sofaen. Jeg gider i hvert fald godt.
24 kommentarer
Liselotte
29. april 2009 at 16:40Tina, jeg håber dælme heller ikke, at der er noget… men jeg vil hellere vide og handle derefter, end ikke vide og få skader, så der er da ikke så meget at diskutere. Verden vender, som den vender. Jeg kan ikke lave om på den, men jeg kan beslutte, hvordan jeg vil vandre i den :-)
Tina - omme i London
29. april 2009 at 16:10OK – her kommer den saa: STAKKELS dig! Jeg haaber lige saa lidt at du faar sukkersyge som jeg haaber jeg selv goer, for det er sgi da noget hoe! MEN, hvis vi faar det, saa finder vi lige ud af det. Skal vi ikke lige aftale det? (var det bedre?) :)
Liselotte
29. april 2009 at 11:50Colaen ER lagt på hylden. Sådan! Der er slet ikke noget at diskutere, så det… og så venter jeg…
Tina - omme i London
29. april 2009 at 11:09Fru W – nu faar du lige dundertalen fra mutter skrap: Laeg colaen paa hylden med det vuns, for ellers faar du sgu sukkersyge, om du vil have det eller ej!
Saa faar du lige ogsaa sympatien: jeg har faaet maalt sukkersyge hver gang jeg kommer i naerheden af en laege, lige siden jeg var barn. Jeg har ikke sukkersyge, men er aabenbart en kandidat for det. Oev!
Rosanna
29. april 2009 at 10:46Jeg HÅBER du slipper udenom igen! og så håber jeg at din uge ikke blive alt for træls og lang af at gå og vente på svar.
Mange tanker herfra
Liselotte
29. april 2009 at 09:30Jeg er nødt til at give det lidt tid. Om en uges tid laver vi endnu et blodsukker, for at se, hvordan det så ser ud. Derfra må vi så finde ud af, hvad der så skal ske. Jeg håber imens…
Frk. Vestergaard
29. april 2009 at 09:01Jeg håber du også denne gang trækker frinummer. Jeg har samme arvelige fare hængende over hovedet. Og selvom det ikke er en katastrofe – så orker jeg heller ikke at få det.
Masse af krydsede fingre herfra :o)
Majken
29. april 2009 at 08:58Øv for diabetes. Jo bevares, man kan vænne sig til det. Men jeg var nu helst foruden! Det er møg besværligt og ikke ret omgængeligt for en god-mad-glad tand som min.
For jeg fik konstateret graviditetssukkersyge i min sidste graviditet (havde det med stor sandsynlighed uopdaget i den første også), – og det valgte aldrig at forsvinde igen. Her hvor min mindste er 2,5 år, har jeg stadig diabetes 2…. som det nu hedder, når jeg ikke længere er gravid.
Det forsvinder aldrig, – det har sat sig godt og grundigt fast. Gammelmandssukkersyge mig i nakken… tsk tsk
Jeg er 34 år, er ikke arveligt disponeret, ku godt tabe 5 kg uden det ville gøre noget, men jeg er bestemt ikke overvægtig, bevæger mig ikke hysterisk meget, men cykler og tager trappen, jeg lever sundt og spiser sjældent kage og slik. Sådan har det altid været, så hvorfor det lige skal ramme mig, det synes jeg er uretfærdigt.
Jeg får ikke insulin, men regulerer det gennem kost og det er eddermane svært. Man skal være rigtig opmærksom og når jeg en sjælden gang falder i hullerne og spiser slik, kage, gammeldags isvaffel eller pandekager med brombærsyltetøj… så blir jeg simpelthen så træt og utilpas at jeg sværger jeg ALDRIG gør det igen. ØV!
Ja, jeg synes det er synd for dig. JEG ville til hver en tid helst være fri. Jeg håber håber håber for dig at du slipper gennem glykosetesten under de famøse 9 streger… eller hvordan det er hos jer :)
Masser af medfølelse herfra en anden øvbøv diabetes medsøster.
Marianne
28. april 2009 at 23:19Hvor er Oline en fantastisk pige sådan at lokke dig i fordærv….. skal hun ikke på en københavner koloni til sommer – så kan hun lokke mig og Banditten :-)
Kat
28. april 2009 at 22:39Har Oline laest Twilight serien?
Mon hun er interesseret i en amerikansk penneveninde?
Fríða
28. april 2009 at 22:37pöj, pöj med det hele! og så vil jeg alligevel sige at diabetes kan man nemt vænne sig til og der findes jo så mange, mange ting der er meget værre. men derfor kan det da være rigtig træls alligevel, det ved jeg altså rigtig godt ud fra egen erfaring.
kh.fra Island
Frida
INGA M.JENSEN
28. april 2009 at 22:20KÆRE LISELOTTE.
BARE LIGE EN HEL MASSE KÆRLIGE TANKER.
INGA
Lisbeth Bula
28. april 2009 at 21:57Jeg håper du går fri!!!! Så heldig du er som har et barn som liker å lese. Her er jeg litt ensom om min bok apetitt… Mannen min leser. Litt. Døtrene mine foretrekker film. Forstå det den som kan, sier jeg.
Anette
28. april 2009 at 20:43Dejligt at få nyt læsestof – og billeder.
Jeg har haft type 1 diabetes siden 1977 og har det fint med det. Jeg håber dog alligevel at du ikke har diabetes – det er da ikke altid lige sjovt selvom jeg også vil sige, at det er en livsstil.
Det er godt de løbende tjekker om du har diabetes – man kan udvikle komplikationer uden at være klar over det så det er godt at de tjekker folk der kan være arveligt disponerede. Skal du så have lavet en test mere LiseLotte?
Pøj pøj med prøven.
Karin
28. april 2009 at 20:41Øv altså også. Jeg håber at det bare er en and og at det ikke har noget på sig.
Kirsten
28. april 2009 at 20:34lidt shopping, lidt læsning – det hjælper…og at se på noget smukt…
Eve Arnold er en fantastisk fotograf.
Hanne
28. april 2009 at 20:25Glucosebelastning er træls – jeg føler med dig og håber at du holder dig klar af kysten :-)
Lene
28. april 2009 at 19:49Øv Liselotte, jeg håber du trækker frinummer. Man kan lære at leve med meget, men alt andet lige er det nemmere uden.
Anita
28. april 2009 at 19:32Bogen om- og med Monroe er helt fantastisk! Personligt synes jeg, den er én af de allersmukkeste, der er skrevet og illustreret om hende :-)
Anne Dyrholm Stange
28. april 2009 at 19:26Arj altså! Hva’ er nu det for noget?
Jeg håber virkelig, at det ender med frinummer igen, for selvom det ikke er en katastrofe, så er det sgi da heller ingen fest…
Liselotte
28. april 2009 at 19:16Louisek, jeg tror, hun har nok for en tid ;-)
Sanne, du har ret. Det er ikke en katastrofe, men jeg er nu helst fri og jeg havde håbet, at det ikke ramte hverken min søster eller jeg :-(
Bøgerne, dem læser jeg i pauserne, når jeg ikke strikker, men pandestativet var da en skøn idé ;-)
Sanne
28. april 2009 at 19:07… spændende bøger iøvrigt, men det er mig en gåde, hvordan du også kan nå at læse, med alt dét du ellers gør. Har du sådan et stativ til at spænde på panden som bogen kan sidde i mens du strikker?? :o)
Sanne
28. april 2009 at 19:01Sukkersyeg, eller diabetes, som jeg helre vil kalde det, er mange ting, men ikke ‘kun’ en stor grim og farlig ting. Min datter fik diabetes (type I) da hun var 12. Min verden brød totalt sammen; Tænk sig min datter, min guldklump, havde fået en kronisk sygdom. Den skulle hun nu leve med ALTID. Den ville hun dø af hvis ikke man gjorde noget ….
Men selvfølgelig gjorde man jo noget, hun døde jo ikke. Og jo, hun kan da dø af sin sygdom hvis og hvis og hvis, men hvad kan vi andre der ikke har diabetes så ikke også dø af??? Som diabetiker skal man tage sin insulin hver dag og spise fornuftigt, og så er den stort set ikke længere. Vil man skeje ud, så har man lært hvordan man tackler det, så den skønne isvaffel på en strålende sommerdag er ikke forbudt, man skal bare nøjes med den ene den dag, og helt ærligt er dét så svært? Ikke for min For type 2 kan det være af større vigtighed at spise rigtig sundt, for så kan man måske undgå insulin. Men så vidt jeg kan se, så er både du og din mor i en sådan form, at I ikke har de store chancher for komplikationer.
Diabetes er ikke en sygdom. Det er en livsstil! Min datter er i hvert fald ikke syg, hun er som alle andre 19-årige tøser; skøn, skør og indimellem RIGTIG teenager ;o)
Louisek
28. april 2009 at 18:55Det er måske lige før jeg skal ha en bestilling med til london på fredag :-) det siges at der kan købes billige bøger i GB