7

Valmuehav på trapperne

I går, da vi var nede at hente rabarber, passerede vi valmuerne, som afslørede knopper, der allerede står på spring. Det varer nogle uger endnu, inden der er skørtedans dernede, men de er på vej, de højrøde, dobbelte valmuer, som plejer at gøre nogle uger af havetiden helt igennem fantastisk.

Valmue på lur

Valmuerne stod allerede i haven, da vi overtog den. Et lille, sirligt bundt valmuer, som sprang ud og dansede hvert år, men som tiden gik, gik valmuerne med og nu er der ikke længere et lille bundt, men et helt hav…

Valmuehavet

Valmuerne har fået lov til at sprede sig, som de havde lyst. Det er et veritabelt hav nu.

Den del af haven har tidligere kun rummet et tørrestativ og en lille frugtlund, som forlængst er fældet, for at gøre naboen glad og tilfreds. Nå ja og en flagstang, som endte sine dage på min fars græsplæne, men derudover er det den ende af haven, som tidligere har været anvendt til køkkenhave og bålplads og nu kun rummer bål, lidt valmuer og så heldigvis masser af æbletræer og bærbuske. Vi kommer der ikke så ofte. Det er den bagerste del af haven, hvor græsset slåes og anarki ellers hersker for resten af pengene. Næsten.

Valmuerne er godt på vej

I hvert fald får valmuerne lov. De må gøre, som det passer dem. Vi slår græs udenom valmuerne, indtil de har blomstret. Når de er afblomstret, begynder vi at slå græs også på den plet, hvor valmuerne stod. Det tåler de sagtens. De kommer igen år efter år og gør foråret ekstra farverigt. Jeg kan slet ikke vente.

Du vil sikkert også kunne lide