6

Søndag morgen

Morgenen bød på havevisit. En kat fra nabolaget var inde for at afsøge muligheden for underholdning, jagt eller føde og kiggede bare dovent op på mig, da jeg kom ud på terrassen.

Kattevisit

Den skal vist være glad for, at Oskar har valgt at sove længe, for han er ikke særlig tolerant overfor ubudne gæster. Det inkluderer også solsortene, som kæmper med ham om pladsen i buskadset omkring grunden.

Nå, jamen så smutter jeg da...

Katten spadserede roligt rundt nede i bunden af haven og var også henne for at undersøge en af Oskars bolde, som ligger dernede. Engang imellem kiggede den lige op, for at se om jeg fortsat var der. Til sidst stak den af i en vældig fart, men det skyldtes nu ikke Oskar. Han sover nemlig endnu.

Krydderurterne springer ind i foråret

Mange af krydderurterne står allerede med friske lækkerier, som indbyder til flittig brug de næste mange måneder. Salvierne er flittige til at skyde lige nu og også mine mange mynter er godt på vej. Timian har vi i mange varianter og det er klart til brug, så der er allerede en god buket at hente derude og heldigvis mere i vente.

Midt i krydderurtebedet står vores figen, som på trods af askillige flytninger bare vokser og trives. Vi klipper den flittigt, men alligevel insisterer den på allerede nu at været tæt på at ramme tagudhænget. Det gør ingenting. Den tåler faktisk beskæring og bærer normalt masser af frugt, som kan nydes helt frem til efteråret.

Knopper på figenen

Busken står allerede klar med blade, som er i gang med at folde sig ud og ansatser til de første frugter. Der ser ud til at kunne høstes mange også i år.

Jeg glæder mig til bladene kommer. Jeg synes, at figenbladet er et af de smukkeste blade, der findes. Stort, mørkegrønt og fliget gør det sig til hele sommeren. Lige om et øjeblik er de første her.

På terrassen står resultaterne af gårsdagens anstrengelser. Blomsterne ser ud til at have overlevet natten allesammen, så mon ikke det går alligevel. Jeg tror det.

De overlevede natten

En enkelt oliven skal skifte potte senere i dag, men det bliver vist et job for Kenneth, for min ryg insisterer på en pause og det er sådan set i orden. Jeg kan tage det!

Tibouchina

I går fik jeg placeret Kenneths nyeste investering på plantefronten, en Tibouchina, som gerne må vokse sig endnu større, end den er allerede. Den har i hvert fald fået pladsen til det og så kan han selv prøve at regne ud, hvor og hvordan han skal overvintre den, når den tid kommer.

Solen står på lur bag et tyndt skydække. Det må gerne forsvinde, men indtil da, vil jeg starte min vaskemaskine, overveje at stryge lidt og ellers bare nyde, at det er søndag morgen lidt endnu.

Du vil sikkert også kunne lide