15

Lørdagsplaner

Jeg har allerede været oppe et par timer, for fredagen endte tidligere end planlagt. Kræfterne slap op, så jeg smuttede under dynen og er derfor svært frisk i dag. Det er skønt, så jeg klager ikke og haven er forlængst inspiceret, for jeg længes frygteligt derud, men måtte også erkende, at morgenerne stadig er kølige, så det får vente lidt endnu med de planer, der er for terrassen i dag.

Imens nyder jeg morgensolen indenfor. I køkkenet varmer den væggene, mens jeg brygger en kop kaffe og nyder stilheden og de smukke roser, som fandt vej herhjem i går.

Roser

Vaskemaskinen er i fuld vigør. Det er tørrevejr i dag, så jeg vil have tøj ud at hænge, selvom starten på den udendørs tørresæson også inkluderer Olines klager over, at tøjet pludselig er så stift. Hun er forvænt med blødt, tørretumblet tøj og synes, at duften af frisk luft er ligegyldig sammenlignet med følelsen af blød bomuld. Hun må vænne sig, som de forrige år.

Roser

På terrassen står blomster og frister med deres løfter om sommerstemning og varme aftner og senere skal de i potter og krukker, men indtil da er der nok at tage fat i. En oprydning her, hvor jeg sidder, er absolut tiltrængt, så det står først på programmet. Bagefter er der sikkert tid til de andre ting, som trænger og så er vi der, hvor jeg kan indtage terrassen. Det kan kun gå for langsomt.

Roser

I går så jeg nogle sengerammer, som kunne forvandles til terrassens hyggehjørne. Billige var de og det er så fristende at etablere et hjørne derude, som inkluderer et par senge med masser af puder. Jeg overvejer stadig, for der er også sommerregn, som kan forvandle den slags til en frygtelig kedelig oplevelse, men det handler vel bare om en flittig håndtering af en pressenning, som kan tage af for hvad som helst. Gider jeg mon? Jeg overvejer og er fristet, men først var der lige en oprydning…

Du vil sikkert også kunne lide