Den underlige plet

Jeg har sådan en underlig plet i haven. Den er fremkommet ved fældning af to meget store fyrretræer, som stod så smukt på grunden, men afstedkom utallige nåleinficerede børnefødder hver eneste sommer. Nu står kun et stykke af stammerne tilbage. Op ad dem kravler Vedbend og Kaprifolie. De udgør en underlig, men fin ruminddeler i haven, men græsslåningen besværliggøres også en smule med dem stående midt i det hele.

Vi har gjort en dyd ud af nødvendigheden. Vi slår ikke græs mellem stammerne. Der er en lille ø af vildtvoksende græs iblandet alt muligt tilfældigt erhvervet såsom gamle blomsterløg, valmuer og engang imellem et drys sommerblomster i form af en håndfuld blomsterfrø. Noget har vi mere held med, end andet.

I år var der en smule påskeliljer, som valgte at byde foråret velkommen og nu, da de er afblomstret, kommer et par stækkede hyacinterog afløser. De har to smukke farver og faktisk står de, så jeg har konstant udsigt til dem, fra min plads her ved computeren.

Måske er de ikke verdens mest formfuldendte hyacinter, men jeg kan lide dem. De giver lidt farve til en have, som allerede nu hastigt bliver grønnere og grønnere, men allerbedst er nu det, jeg får øje på lige bagved blomsterne. Det er nemlig valmueblade og det betyder, at valmuen virkelig har valgt at slå sig ned, som jeg havde håbet.

Om nogle uger vil jeg have et hjørne af haven, som eksploderer i rødt. Kæmpestore, røde ballerinaer vil vaje i vinden og jeg vil være nede forbi dem hver eneste dag, fordi jeg elsker valmuer. Måske er jeg dobbelt heldig og får også røde skørter at beundre fra pladsen her. Jeg håber det.