Jeg elsker de dage, hvor solen og lyset lader gangen stå med lys på. Det er skønt, at der er lysindfald ude fra døren.
Jeg drømmer nu alligevel om en udskiftning. Sådan en hvid, smuk hoveddør med vindueskig indenfor. Lys ind, som ikke først skal forcere en gul, gammel glasrude, som giver underligt, skummelt lys. Næ, sådan én med vinduesglas i, som slipper lyset uhindret indenfor. Sådan én, som ikke er utæt om vinteren og lader både mus og andet skravl kravle indenfor, når tiden for kulde indfinder sig. Sådan én, som er ny og tæt. Sprød og nymalet. Hvid og fin.
En dør, som ikke er lappet med en tilfældig plade for det, der engang var en rude ved jorden. Den rude, som Alexander smadrede med et brag, da han en dag kom hjem fra skole. Han kørte kørestolen lige ind i glasset, som splintredes i tusinde stykker og han skreg af grin. Han var en sjuft.
Jeg lever med mange sjove, underlige og halve løsninger. Jeg ser dem ikke længere.
Jeg klager ikke. Jeg har tag over hovedet og døre, som kan lukke. Jeg har også lys indenfor. Måske et sjovt, gulligt ét af slagsen, men det er der.
6 kommentarer
Liselotte
18. april 2009 at 11:40Hanne, man skal da ikke klage – men en ny hoveddør står nu allerede på listen herhjemme – og den skal være med GLAS og kig ind og ud :-)
Hanne
18. april 2009 at 11:37Mna skal ikke klage når man har mavne fuld og tag over hovedet, MEN jeg kan varmt anbefale at få skiftet hoveddør.
Vores den gamle havde blyindfattede, mangefarvede ruder a la ´76….. den nye er hvid med klare ruder, der lade lyset slippe ind og Hera kikke ud.
Liselotte
18. april 2009 at 10:04Moster Tulle, det er nemlig sådan det er. Vi ser det ikke… og sådan er det garanteret med mange ting :-)
Liselotte
18. april 2009 at 10:02Det er netop sådan det er, Julia – det går først op for mig også, når jeg skal forklare, vise og svare på undrende spørgsmål omkring små stykker rå væg, ledninger uden formål og så videre…
Det gør ingenting. Jeg elsker mit hjem. Også med tisgult i gangen ;-)
Moster Tulle
18. april 2009 at 10:00Det er det ejendomsmæglere kalder at være “hjemmeblind” – vi ved det godt, men vi ser det ikke. Og sådan har vi det vist alle med et eller andet….
Julia
18. april 2009 at 09:52vi bor på samme måde – og det går ført op for mig, når jeg skal forklare gæster, hvordan døre skal lukkes, skabe skal åbnes etc. Meget hjemligt. som om man har sine egne tricks når man er hos sig selv?