Først skulle dagens opgaver lige overståes. Så var det retur til hjemmet gennem en regnbyge, som ved sit pludselige komme foranledigede den langsomste kørsel ad Alfred Nobels Vej, jeg nogensinde er stødt ind i. Overhaling er en by i Rusland på det stykke af byens vejnet, så det var bare om at rette ind og følge trop. Jeg tror, at vi var helt oppe at ringe på 30 kilometer i timen, når det gik rigtigt vildt for sig og ikke alene kørte vi langsomt, men bilen lå også konstant ude midt på vejen, så de modkørende nær endte i grøften, for at undvige. Farligt… farligt… og det var tydeligt, at her manglede enten koncentration eller overblik.
Da vi endelig nåede et stykke ind ad Sønder Tranders Bygade, blev jeg en smule hasarderet, for jeg vovede det ene øje og smuttede forbi bilen, som viste sig ført af en ældre mand, som sad med fortænderne hvilende på rattet – nå ja, næsten i hvert fald. Han sad med sammenknebne øjne, kørte stadig ikke over 30 i timen og var til fare for alt og alle, som mødte ham og så er det igen, at jeg undrer mig, for hvem er det, der forsømmer at fortælle den ældre mand, at han ikke længere er i stand til at føre bil? Og er han det ikke? Det så ikke sådan ud, men der er naturligvis ikke forbud mod at køre 30 kilometer i timen inde i byen. Til gengæld er det vist heller ikke helt normalt, at hoppe forskrækket i sædet, fordi en bil passerer – og det endda med et sving til følge, som ville have slået en evt. cyklist hjem, hvis vi havde spillet Ludo.
Jeg ved godt, at det ikke er verdens nemmeste opgave at få, når man som sagkundskab er nødt til at fortælle disse ældre samfundsborgere, at de ikke længere bør køre bil, men jeg synes til gengæld, at man er forpligtet. Hvor ofte skriver en læge en lægeattest, som per automatik giver fornyelse? Hvad er kriterierne, når man beder en læge om at foretage den obligatoriske lægeundersøgelse? Hvordan klæder man læger på til at risikovurdere vores ældre borgere? Jeg ved det ikke, men jeg ved til gengæld, at denne ældre mand var til fare for alle andre. Han var tydeligvis langt over halvfjerds og har derfor været omkring fornyelse af kørekortet mere end én gang.
Jeg husker tydeligt, da min egen farfar blev for gammel og for usikker, for langsomt reagerende og ude af stand til at afstandsbedømme. Vi sagde det! Han ville ikke lytte og havde en “god” læge, som glad og gerne og uden ret megen omtanke meddelte os, at farfars åndsevner var formidable. Jo tak, dem var der skam heller ikke noget i vejen med, men fordi man stadig kan formulere en fornuftig tanke, er det altså ikke ensbetydende med, at man er i stand til at føre bil.
Ringede jeg så til politiet tidligere i dag? Nej, det gjorde jeg ikke. Burde jeg have gjort dem opmærksom på hans mangelfulde kørsel? Ja, det siger min mave mig nu, for der er tydeligvis ikke andre, som har gjort det og tænk om han selv eller andre kommer til skade, fordi hans tid som chauffør egentlig er forbi. Det kan jeg så sove på i nat…
29 kommentarer
Liselotte
15. april 2009 at 22:56Sylvia, I reagerede jo præcis. Ringede efter politiet. Jeg ville ønske, at jeg havde gjort det samme i går.
Sylvia
15. april 2009 at 22:49Jeg måtte ringe politiet en gang vi var på tur oppover fjellene, med trange , svingete veier. Bilen foran kjørte midt i veien, og skjenet stadig over i motsatt kjørefelt, tilogmed i en sving! Jeg tenkte på disse stakkarene som kunne møte på ham. Derfor ringte vi politiet, og de bad oss forfølge ham så lenge vi kunne, siden de ikke hadde noen patrulje i nærheten. Men de fant ut hvem han var (pga bilskiltene) og det var en eldre herremann på over 70 år. Vi fikk stoppet ham til sist og sa vi hadde ringt politiet, og sa at kanskje noen andre kunne overta rattet.
Politiet skulle ta kontakt med han, iallefall, så vi kunne trygt reise videre.
…………dette ble da en lang kommentar…….uffda!
Liselotte
15. april 2009 at 14:02Hannah, jeg kan ikke cykle (lang kedelig forklaring). En rygsæk kunne aldrig nogensinde række til mine indkøb. En rullekuffert er bare ikke specielt fleksibel at rende rundt i byen med, vel? ;-)
Næ, jeg ville ønske, at der var et system, som duede og så har du ret. Aalborg er en underlig by med korte afstande, men en byplanlægning, som simpelthen er ikke-eksisterende – og sådan har det været, så længe, jeg kan huske tilbage :-)
Hannah
15. april 2009 at 13:20Nu driller jeg, men det er ikke mere personligt ment end som så:
Cykel? Rygsæk? Rullekuffert? Albuevenlige løsninger.
Og med deltagelse fra offentlige kasser: Beplantning langs indfaldsveje med lægivende vegetation? Læmure? Læskure ved busstoppesteder? Særligt anlagte cykelindfaldsveje gennem boligkvarterer med lægivende huse?
Altsammen muligheder, der er billige og CO2-neutrale.
Aalborg er Danmarks dejligste by, den har alt inden for korte afstande – men blæsten er ulidelig og et reelt problem for cyklismen og buskørsel – især fordi der er brede indfaldsveje, underlige tyndt bebyggede områder tæt på indre by og en påfaldende mangel på høje træer.
Liselotte
15. april 2009 at 12:36Hannah, den indre by kunne være så rar at tage til, hvis man lige kunne hoppe på et eller andet fleksibelt transportsystem, som ikke var særligt dyrt. Så ville jeg! Nu kører jeg derind, forbander det hele langt væk, men er tvunget, fordi jeg ikke kan bære særlig meget over ret lange strækninger på grund af slidte albuer, men hvor ville jeg ønske, at jeg havde et alternativ.
Hannah
15. april 2009 at 12:14Det er sandt, og faktisk var der for noget tid siden, da serien “Sommer” begyndte, en dokumentarudsendelse om Alzheimer, der skildrede en ældre mand – sjovt nok også fra Aalborg – der gudhjælpemig først fik inddraget sit kørekort LÆNGE efter, han for længst havde glemt sin nærmeste families navne og ansigter, og det syntes hans pårørende var meget, meget synd for ham, for han var jo så glad for at køre bil. Chokerende! Det er nok en af den type, du har mødt, og selvfølgelig er det ikke ok.
Jeg mente bare, at der OGSÅ er masser af idiotiske bilfetichister, som man godt kunne forvente mere samfundssind af (og det er selvfølgelig ikke dig og Kenneth).
Det er bare OGSÅ forunderligt, at bilismen i vores samfund er så hellig en ko, at vi glemmer, at dens mange velsignelser også medfører forbandelser. Rundt omkring i landet gøres der kun en halvhjertet indsats for at skabe relevante alternativer til bilkørsel i bytrafikken og bynære områder (for slet ikke at tale om DSB’s høje priser og upålidelighed), så det bliver uudholdeligt, tidskrævende, dyrt og farligt at færdes uden bil.
Hvis vi kunne færdes sikkert og hurtigt og fleksibelt uden biler på de mange korte ture inden for byerne, hvor vi ikke har stor oppakning med, kunne vi nok også bedre tolerere en urutineret søndagsbilist.
Liselotte
15. april 2009 at 11:03Jeg er bare overhovedet ikke enig med dig, Hannah, for den gamle “bessefar” er akkurat lige så farlig, som de andre trafikanter, du beskriver. Der er ingen af dem, som burde færdes på vejene, men den ældre, usikre bilist er ikke mindre farlig, end den unge, uerfarne, travle eller uansvarlige. Havde der cyklet et skolebarn ved siden af ham, da jeg overhalede (og det var ikke med mere end i omegnen af 40 km/timen), havde han ramt barnet med sit “herresving” og det kan simpelthen ikke forsvares med, at han blev overhalet.
Du har ret i, at der er problemer på Bygaden. Der er alt for mange, som er ligeglade med brostensbelægningen og kører alt for stærkt, men det gør ikke den ældre bilist mindre farlig :-)
Hannah
15. april 2009 at 00:25Hrm.
Indtil jeg flyttede for et lille års tid siden, boede jeg i fem år med bittesmå og trafikusikre børn ud til – ja, Sdr. Tranders Bygade. Det var hver dag med hjertet oppe i halsen, at jeg fulgte den ældste i børnehave, først til fods, derefter på cykel, for biler, lastbiler, traktorer og busser tonsede forbi med 80 i timen, hasarderede overhalinger, mobilsnak… og det føltes ikke meget mere behageligt, når jeg færdedes alene som blød trafikant. Et spagfærdigt forsøg på at rejse sagen i den lokale borgerforening – hvor jeg naivt gik ud fra, at de mange andre små- og skolebørnsforældre ville se på sagen nogenlunde som jeg selv og arbejde for at få nogle bump på vejen, resulterede i et sviende nederlag: “Jeg vil fandme ha’ lov at køre på min egen vej lige så tosset som jeg vil, sånoget pis gider vi satme ikke her”. Nå. Henvendelser til kommunen mødtes bare med svaret: “Der er jo ikke nogen der er døde endnu derude, så det kan vi ikke prioritere”. Men skolebørnene fik gratis buskort op til 6. klasse for at tilbagelægge 1,2 km ned til skolen, og det i en tid, hvor alle råber op om, at vores børn er for sløve og for fede. Ingen kunne drømme om at ekspropriere en smal stribe af markerne fra jordejerne (der ellers har tjent rigtig pænt på at sælge byggegrunde) for at skabe en sikker gang- og cykelsti til Gistrup.
I mellemtiden er vi flyttet, og nu er der faktisk en der er død, en voksen dame, der blev pandet ned af en bil ud for det nybebyggede område, mens hun ventede på bussen ved et ubelyst busstoppested, hvor man ikke har gidet anlægge fortov.
Her inden påske var jeg et par dage tilbage på besøg. Hvilket trafikhelvede nat og dag! Jeg længtes helt tilbage til min fredelige villavej i Hvidovre, 7 km fra Københavns Rådhusplads, hvor man ikke hører andet end fuglekvidder, glade skolebørn på cykel og en let susen fra E20 i det fjerne – og ingen knallertbøller, hasarderede overhalinger, jordkørsler og mobilsnakkende IT-konsulenter i firehjulstrækkere.
I mine øjne er det bare OK, at bessefar snegler sig ned ad Bygaden – hvis man har travlt, kan man køre tilbage gennem Grønlandskvarteret til Gug.
Sissel
14. april 2009 at 23:17SIMULATOR, selvsagt :)
Sissel
14. april 2009 at 23:17Hmm – jeg tenker at det kanskje er feil at en “god gammel familielege” skal måtte være den som skal avgjøre dette. Her i Norge, i alle fall, har vi EU-kontroll av biler – og det skulle det også vært av sjåfører. Mange av de gamle tok førerkort den gang det var 10 biler på veien og alle vinket til hverandre, -i dag er det et helt annet trafikkbilde og man skal være på allerten for å få med seg alt. Dette er jo også noe som går på manndomsstoltheten løs – og vi vet vel litt om den, jenter? :D
Det burde være trafikketaten som kjørte oss gjennom slike tester og ikke en lege man kjenner godt, og som kanskje kvier seg for å si at nok er nok.
I dag som alt mulig kan testet med data – burde det være mulig å gå igjennom en slags “bil-sumulator” slik at man fikke testet sitt mod, sin reaksjonsevne, logikk etc etc.
Ella
14. april 2009 at 23:03Vi havde, for år tilbage, en ældre mand i en gul Mazda, der dagligt satte både sit og andres liv på spil – han kørte lige ud på Hadsundvej, uden at se sig for (GiiiisssP og bremsen i) – han påkørte parkerede biler osv.
Jeg ringede til politiet og de sagde, at de ingenting kunne gøre, før der var sket en ulykke – og at det var lægen, der skulle tage sig af det. Også selv om de fik mandens bilnummer. Efter denne henvendelse så vi ikke mere til ham, så måske handlede de alligevel på det.
Det samme med min gamle, dybt senile, onkel, der til sidst ikke kunne finde rundt i den landsby han havde boet i de sidste 80 år. Min moster var rædselsslagen, men som søster kunne hun ikke få ham til at stoppe med at køre. Hun bad mig snakke med ham, og han lovede da også at lade være – men …
Lægen blev kontaktet, og han var god – han tog på hjemmebesøg, sagde at nu var det slut med at køre bil, han fik nøgle og kørerkort, og familien sørgede for at bilen kom væk.
Se det var de gode historier. Men jeg ser dagligt en fælles bekendt, Liselotte, som desværre skulle være stoppet med at køre for 10 år siden :-(
Susan
14. april 2009 at 22:48Min morfar var lettet den dag laegen sagde at han ikke maatte koere mere. Han kunne ikke faa sig selv til at sige noget til laegen gangen foer, nok isaer fordi min mormor ikke kunne koere og naegtede at bruge penge paa en taxa.
Min morfar havde regnet ud at de brugte 10.000 kr. om aaret paa at bilen bare stod i garagen – det er 15 aar siden saa meget har aendret sig siden – saa der kunne tages nogle taxa ture ned i byen for de penge. De boede ret taet paa byen og indkoeb, men min mormor synes det var spild .. og de havde jo bilen og han koerte jo godt. Hun glemte bare lige at han faktisk selv var utryg ved det, men ikke naennede at sige det til hende.
Laegen havde de i oevrigt haft i mange aar – min morfar var frisk nok, men hans syn blev for daarligt til at koere.
Liselotte
14. april 2009 at 22:47Frida og Betty, I nævner begge, at der er andre grupper, som er akkurat lige så svære at få af vejene, selvom de er til fare for sig selv og andre. Det er tilsyneladende svært at lave et net, som er fintmasket nok til, at de, som ikke burde færdes i trafikken, alle fanges i det.
Jeg nævner kun den ældre mand, fordi det var ham, jeg stødte på i dag. Det kunne sagtens have været stofpåvirkede, syge eller bare ganske almindeligt uansvarlige bilister, der var tale om. De er derude. De er heldigvis ikke mange, men man skal være opmærksom, når man er bilist. Opmærksom og ansvarlig. Jeg prøver… men jeg kører også for stærkt ind imellem.
Inge, idéen med et uvildigt lægekorps er god, synes jeg :-)
inge - viva italia
14. april 2009 at 22:34Jeg tænker på de stakkels praktiserende læger, der er pålagt at skulle afgøre hvorvidt deres patient gennem måske 20 år at han eller hun ikke mere kan erhverve kørekort. Lægen har jo tit et kendskab til familien og ved at hvis kørekortet ryger, så er det slut med frihed og besøg i nærmeste omgangskreds..
Hvorfor er det ikke læger, der er ansat på sygehuse, der skal vurdere de ældres kørekundskaber – læger der ikke har personlige relationer til dem de vurderer.
Man må da kunne lave et korps at køre-læger på lige fod med sessions-læger.
betty
14. april 2009 at 22:15Det er en problematik med mange nuancer. Når det gælder ældre, er jeg tryg ved den kognitive test, patienten præsenteres for hos lægen, og når det viser sig nødvendigt, den orienterende køreprøve. Jeg synes mange gange, der køres en hets mod ældre bilister. Hvis man ser på tal og statistikker, så er det tydeligvis unge mænd mellem 18 og 26, der er årsag til de fleste ulykker.
Senest her i påsken har der været tragiske ulykker med unge, der ikke kan vurdere fart og afstande.
En anden fare i trafikken er stofmisbrugere, som ikke bliver testet i samme omfang som alkohol misbrugere, men som er til stor fare for sig selv og andre.
Fríða
14. april 2009 at 21:56desværre handler det om flere grupper. nu findes der jo regler om körekort m.h.t. diabetes og epilepsi, men ang f.eks. parkinsonssyge er der ingen regler. jeg er selv ansat hos parkinsonforeningen og ser jævnligt mennesker der slet, slet ikke burde köre bil, men som stadigvæk gör det og bliver sure og oplever sig chikaneret hvis man bemærker det. og lægerne gör absolut ingenting ved det, og deres undskyldning er netop den at der findes jo ingen regler om det.
kh.fra Island
Frida
Letten
14. april 2009 at 21:56Min mor tar det som en selvfølge at min far stadig kan køre. Desværre.
Bente
14. april 2009 at 21:48Min farfar var særdeles tunghør kunne kun se svagt med det ene øje (læste aviser med forstørrelsesglas) alligevel fornyede lægen hans attest igen og igen, da synet blev så dårligt at han ikke kunne komme ud af indkørslen havde han stadig kørekort. Men på den anden side kan man jo også bare ringe til lægen og sige man er syg, vupti har man en lægeerklæring på det, hvilket jeg aldrig har fattet.
Håber seriøst pårørende med tiden føler et større ansvar, jeg holder skarpt øje med de ældre i familien, for dræber de en familie med børn vil jeg aldrig kunne tilgive mig selv.
Liselotte
14. april 2009 at 21:37Letten, det er jeg klar over :-)
Jeg tænker bare, at du også skriver, at din mor ikke anerkender det. Hvorfor mon ikke? Så tænker jeg videre, at det kan handle om, at de så indskrænker deres “aktivitetsradius” eller alternativt er nødt til at bede f.eks. dig om at køre. Det bryder hun sig garanteret ikke om, for ikke at være til besvær… og så er vi der, hvor nogle vælger at køre på trods af, at de egentlig godt ved, at det måske ikke er så sikkert længere. Ikke din far, for han er jo netop bevidst om det, men det kunne jo godt være én af forklaringerne på de omtalte – og heldigvis meget fåtallige – usikre, gamle bilister, vi ind imellem møder i trafikken :-)
Letten
14. april 2009 at 21:26det var nu også bare for at fortælle, at der altså også er nogle, som erkender at de ikke er så gode bilister længere.
Liselotte
14. april 2009 at 21:02Lisbeth, du har helt ret. Birgitte behøver ikke føle sig stødt på hele lægestandens vegne, for der er vist ingen her, som generaliserer. Der findes naturligvis enkelte læger, som netop ikke tager deres ansvar tilstrækkeligt alvorligt og så er det dybest set et kæmpestort problem for de nærmeste. Måske er alternativet, at man kontakter politiet, som så må tage affære. Barskt, men…
Lisbeth
14. april 2009 at 20:57Jamen fordi Birgitte er samvittighedsfuld, er det jo ikke alle de praktiserende læger, der er ligeså omhyggelige. Min svigerfars praktiserende læge var helt klart ikke sin opgave voksen, og det på trods af adskillige neurologers udsagn om, at svigerfar ikke skulle køre bil. Så det har farvet mit indtryk temmelig meget. Og nemt er det da ikke, hverken for lægen eller familien. Men det er stadigvæk et problem, når der er usikre trafikanter på vejene.
Liselotte
14. april 2009 at 20:51Letten, det er jo så en anden problematik du lufter, for det har nok ofte store praktiske og sociale konsekvenser, når man ikke længere har den “frihed” en bil giver. Man bliver mere afhængig og er der noget man ikke ønsker, er det formentlig at ligge til byrde som ældre familiemedlem. Det er vanskeligt, men det er sørme også farligt, når man kører uden selverkendelse og derfor er til fare for trafikken.
Liselotte
14. april 2009 at 20:48Birgitte, hvor er det dejligt, at få dig på banen :-)
Jeg mener nu absolut ikke, at læger ikke tager dette ansvar alvorligt. Jeg gjorde mig bare tanker om hvorvidt lægerne er “ordentligt klædt på” til at skulle bære det ansvar, fordi jeg forestiller mig, at det netop ikke kan være en nem opgave at få.
Det er dejligt at læse, at der faktisk er en hukommelsestest som er en del af den samlede vurdering, men hvorvidt den er tilstrækkelig sammen med en generel helbredsattest, kan jeg da være i tvivl om, fordi der formentlig er en del faktorer, som spiller ind, når vi taler om alderssvækkelse?
Jeg bebrejder faktisk ikke lægerne, så du skal ikke føle dig det mindste stødt. Jeg funderer vist bare lidt over, hvad man – som i samfundet – kan gøre, for at “fange” disse svage bilister, for det kan netop ikke være lægens ansvar alene.
Letten
14. april 2009 at 20:48Min far vil helst ikke køre mere, men min mor kan ikke forstå det. Men det er jo heller ikke hende der kører. Hun sidder jo bare ved siden af.
Jeg låner deres bil lige nu, og det passer min far godt, for så har han en undskyldning for, ikke at køre. Det går så lidt ud over mig, da jeg så skal køre dem indimellem, men hellere det, end at de vælter sig ud i trafikken.
Min far kan godt se, at han ikke er så sikker i trafikken mere, heldigvis.
Birgitte
14. april 2009 at 20:33Lægens svar: Som praktiserende læger tager vi os bestemt det ansvar meget alvorligt selv om det naturligvis ikke altid ender med at vores ældre patienter er enige med os. Det er jo mest optimalt med vurderingen af de pt. vi kender i forvejen, men ved hver af vores konsultationer i forbindelse med kørekortsattester foretages en hukommeltest til grundlag for den kognitive funktion, og er vi i tvivl henviser vi til en orienterende køreprøve og selv om vi indimellem er i tvivl så består de netop denne test hos den motorsagkyndige. Så bliver noget stødt over at vi fremstilles som ” gode læger “.
Liselotte
14. april 2009 at 20:26Jeg tænker, at det måske handler om, at de praktiserende læger er for dårligt klædt på til at risikovurdere.
Almindeligvis vil en læge ikke være i stand til at vurdere kognitive funktioner alene på baggrund af en obligatorisk lægeundersøgelse. De vil heller ikke nødvendigvis kunne identificere en tidlig demens. De vil have svært ved at vurdere, hvordan et ældre menneske vil gebærde sig i trafikken, fordi de ikke kan se, hvordan personen vil reagere, vurdere og agere – og så er det forøvrigt ikke sådan, at jeg mener, at alle ældre er farlige i trafikken. Langt fra. Jeg mener bare, at der ind imellem slipper nogle gennem nåleøjet, som ikke burde findes ude i trafikken.
Lisbeth
14. april 2009 at 20:05Ja, det er en meget svær problematik, du der nævner. Vi havde det tæt inde på livet med min svigerfar, som i den grad også var til fare for alt og alle i trafikken. Alligevel blev hans læge ved med at give ham lægeattest, så han fik fornyet kørekortet sidst tre måneder før han døde. Han havde så heldigvis ikke en bil, for den havde han smadret nogle år før, hvor han fik et krampeanfald, under kørslen… Vi blev uvenner flere gange over netop denne problematik, men vi kunne altså ikke overbevise ham i det fornuftige i ikke at have kørekort mere. Jeg ved ikke, hvordan man kan løse de problemer, men jeg ved, at de praktiserende læger nogle gange er lidt for gavmilde med de attester. Og tænk hvis det går galt! En ting er, hvis det går ud over de gamle selv, men tænk på de sagesløse.. Det er bare ikke iorden!
Anita
14. april 2009 at 20:04For et par år siden var jeg ude for nogenlunde samme situation. Bilisten foran mig kørte farligt (meget langsomt og alt for usikkert over en lang strækning) og jeg valgte at tage kontakt til politiet. Det vil så sige, at jeg valgte at give telefonen til min sidemand, dersom jeg selv kørte. Det var en ældre herre, fandt vi ud af, da vi blev bedt om at følge efter ham, til politiet kunne være på stedet, men om manden mistede kørekortet ved jeg naturligvis intet om.
Sidste år tog jeg en snak med min datters farmor. Hendes kørsel var sindssygt farlig, mildest talt, og ingen andre kunne tale hende fra at fortsætte med sine ture i den firhjulede. Lægen var af “den gode slags” og kunne sagtens se hende fortsætte, fordi hun var så åndsfrisk. Jeg kunne bare ikke overhøre alle faresignalerne og følte, jeg måtte reagere.
Heldigvis er det slut nu. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad konsekvensen ville have været, hvis hun fortsatte ude i den pulserende trafik.
Jeg håber, der en dag er én som får stoppet den ældre herre, du stødte på derude…