Ud og ind er lige langt…

Vi lagde ud med terrassen. Ikke så snart havde vi fået os arrangeret med tæpper og baljer fyldt med sjov og ballade, før solen forsvandt bag et tyndt lag skyer. Så er der heller ikke varmere, kan vi konstatere, for med kun et tyndt lag dis, er der faktisk temmelig koldt derude og vi pakkede sammen igen…

Godt vi har en dejlig, rummelig sofa, som indbyder til hygge, for det er her, vi er endt. Med Spartacus på skærmen og Oline bøjet over hækletøjet sidder jeg så her med alt det gode indenfor rækkevidde.

Jeg har computeren, strikketøjet og størstedelen af min lille familie nær ved. Den eneste, som ikke er i sofaen, er Kenneth, som i stedet har valgt at give sig i kast med de sidste sten på gårdspladsen.

Vi sløjfer et dumt og kedeligt bed og skifter det i stedet ud med pigsten, som på resten af pladsen. På den måde får vi mere plads, mindre at holde og en chance for at have en pæn gårdsplads uden alt for meget arbejde. Det sidste er praktisk, når der i forvejen er så rigeligt.

Oskar nyder, at han kan ligge i et af sine yndlingshjørner. Uforstyrret ligger han og sover, mens han sikkert gasser sig over ikke at skulle dele hjørnet med Kenneth, som han plejer. Vi andre dovner bare og nyder også, at vi kan have vores hjørner i fred. Vi er så nemme at stille tilfreds.