Godmorgen langfredag

Bristefærdige ranunkler, et strikketøj der vil og radioen dæmpet i gang med at underholde, så ønsker jeg ikke meget mere, sådan en langfredag morgen. Måske skulle det lige være et kig i en havebog eller to…

Solen skinner udenfor og lover godt for resten af dagen. Selv i haven er der forårsstemning fra morgenstunden, for vind er der næsten ingen af og solsorten synger glad nede i skoven. Naboens vimpel er der ikke meget fest ved, men når den er allermest kedelig ved jeg, at vejret er allerbedst, så jeg klager ikke.

Ranunklerne er rov fra gårsdagens tur ud i verden. Jeg elsker ranunkler og allerhøjest de buketter, som er blandet af smukke farver, men i går var der hvide og pink. Sådan. Èn buket af hver og jeg er glad. Nu mangler jeg bare, at de springer ud og mens jeg venter, glæder jeg mig endnu mere til, at jeg skal hente friske blomster ind fra haven. Det er den allerbedste grund til at gide luge et staudebed. Det og så synet af et frodigt sommerbed fuld af farver.

Fristelser var der mange af ude i verden. Plantecentre bugner af forårs- og sommerblomster og det er fristende at fylde krukkerne, men jeg ved af erfaring, at det ikke haster. Planterne har brug for varme, for at trives og vokse, så der er ingen grund til hastværk, selvom jeg er én af dem, som næsten ikke kan vente. I år venter jeg.

Jeg lægger planer for baljer og krukker. Nogle skal rumme sommerblomster af den slags, som kun holder den ene sæson. Det er en af charmerne ved at have plads til den slags, at man får lov til at skifte beholdningen hvert eneste forår, men jeg har også et par store baljer, som hidtil har været anvendt til to forskellige ting.

Den ene har lagt plads til Hortensia, som aldrig, siden Ella viste mig, hvordan de skal beskæres, har blomstret eller for den sags skyld lagt an til det. Jeg har en fornemmelse af, at de ikke kan lide mig.

I den anden balje har været vand. Jeg elsker vand på terrassen. Flydelys og blomsterhoveder har været faste gæster i vandoverfladen, men jeg hører rygter om, at i år kunne blive et frygteligt myggeår og jeg reagerer jo temmelig uhensigtsmæssigt på de kryb, så vandet flyttes til mine store, flade zinkbaljer, så det kan skiftes hele tiden. Baljen, som hidtil har været det våde indslag på terrassen, skal i stedet plantes til med noget, som kan erstatte fornemmelsen af vand. Jeg tænker duftende lavendler og storkenæb kombineret med marguerit og brudeslør for kontrastens skyld. Eller…

Jeg glæder mig til at få fingre i jord og planter, men jeg venter altså, for jeg er så fuld af fornuft dette forår, at det er på kanten til at blive kedeligt.