11

Stille formiddag

Formiddagen er stille i mit hus. Helt stille faktisk, for jeg er den eneste, som er oppe. Oskar har fået tilbud om en morgentur i haven, men det eneste han afslørede var en logrende hale, som stak ud under Olines dyne. Ikke om han gad endnu. Det er jo påske og dermed fridag, så det har ingen hast.

Udenfor skinner solen fra en omtrent skyfri himmel og jeg har sat den første vask over, for der er tørrepotentiale i skærtorsdag. Den slags skal man benytte sig af, så når jeg får fravristet resten af familien deres dyner, skal sengetøjet have en tur på tørresnoren også.

Abrikosblomster

I haven grønnes det hele. Bristefærdige knopper står på spring og mine naboer forsvinder om et øjeblik bag et saftiggrønt løv, som er godt på vej. Krokus, Vintergæk og Scilla har taget opstilling tilfældige steder i haven og i mine krukker er de tulipaner, jeg satte sidste år, på vej op i forårssolen.

Krydderurterne begynder at røre på sig og de første, friske skud viser sig på lavendlerne, så haven trækker, men først lidt senere…

Strik

Jeg har allieret mig med en kop kaffe, et strikketøj og lidt radio. Sådan kan jeg sagtens tilbringe formiddagen, mens jeg venter på, at resten af huset vågner. Man skulle jo så nødig overanstrenge sig.

Du vil sikkert også kunne lide