12

På turné

Foråret er kommet til Aalborg og selvom solen ind imellem forsvinder bag en sky, er der ualmindeligt lækkert vejr udenfor. Det er ikke fordi jeg har været ude i det i stor stil, men jeg har da smagt på det.

Vi tog på turné. Først i Plantorama. Ohøj, hvor var der mange mennesker og meget få planter, som jeg gad have boende. Til gengæld var der en ny is fra  Ben & Jerry, som fristede over evne.

Fristelse

Lad mig sige med det samme, at den ikke var den største oplevelse, jeg har haft på isfronten…

Efter Plantorama drejede vi indenom Bauhaus efter bøgeplanter. Stor var skuffelsen, da vi kunne konstatere, at der var meget begrænset og temmeligt sørgeligt udvalg, så det endte med endnu en køretur. Denne gang gjorde vi stop på Gug Planteskole. Det duede!

Ferskenblomster

Her var masser af planter og endda nogen, som fandt nåde for mit blik. Nu er der provianteret på stedmoderfronten og foran hoveddøren står en stak, som byder velkommen.

Ferskenblomster

Ferskentræerne stod i blomst, men de var også placeret beskyttet og derfor i et vældigt forårshumør. Lidt snyd var det, men det bliver blomsterne jo ikke mindre smukke af.

Vi fandt bøg. Nu er der bøg til både det ene og det andet sted. Huller skal lukkes og der skal nye bøgeplanter ned i skoven, så vi kan begynde at etablere det grønne, som skal gøre det muligt at fælde de snebær, som Kenneth hader af et godt hjerte. Plænen skal trimmes, huset have en kærlig hånd og så er der altså lige solen, som trækker frygteligt i mig og mit strikketøj. Mon ikke jeg lige kunne snyde mig til en lille time udenfor, inden jeg sætter foden på speederen? Jeg tror det.

Du vil sikkert også kunne lide