Sådan kan det gå…

I dag skulle have været brugt til en tur til Lønstrup. Vi skulle flyve med drage ved Vesterhavet, spise god mad, grine, shoppe i kunsthåndværkernes smukke butikker og slutte dagen med besøg på en god restaurant deroppe.

Sygdom er hver mands eje, siger nogen, så nu ligger dele af familien i Lønstrup underdrejet og vi udsætter. Sådan skal det være og rygtet siger, at der er smittefare og med påsken lige om hjørnet, kan det ligesom ikke kaldes belejligt, at påkalde sig den slags. Vi bliver her. På sikker afstand.

I stedet for at være i gang med morgenritualerne, sidder jeg nu og dovner. Jeg har haveudsigt og kan konstatere, at hækken grønnes. Om et øjeblik kan jeg næsten glemme, at jeg har naboer, fordi de forsvinder bag en sky af grønt. Jeg elsker den tid af året, hvor jeg bor i en privat oase.

Ligusterfacisme må du gerne kalde det, men jeg er vild med, at jeg har min egen lille bid af Paradis, som tillader mig, at gøre som jeg lyster og det vel at mærke uden tilskuere. At der er tæt og grønt og derfor ugenert i min have. Det kan jeg godt lide.

Planterne i skel er de første, som springer ud. Når de gør det, er her stille, grønt og smukt. Så minder haven mest af alt om en lille park. En lille park uden parkbetjente og gartnere og med ukrudt i hjørnerne, men jeg elsker den. Jeg elsker, at den rummer både det pæne og sirlige og det vilde og uforudsigelige. Om lidt er det tid for en forårsklargøring, men i dag springer jeg over. I dag er en fridag. Sådan én skal holdes hellig og forøvrigt skinner solen og lokker til det rene ingenting. Jeg er klar.