15

En start…

Prototype

Vi er ude i noget prototype, intuitiv sakseføring, silkepapir, blyanter og et gammelt dynebetræk, men pokker tage mig om ikke det ser ud til, at jeg har fået krammet på idéen og selvfølgelig måtte jeg selv i gang, for jeg kunne ikke finde præcis det, som jeg ledte efter i mine sybøger. Så er det godt at have dynebetræksoverskudslager og talent for at fake frygtløs mønsterdesigner.

Stoffet er alt for kraftigt, usamarbejdsvilligt og i det hele taget slet ikke egnet, men idéen var god nok og potentialet tydeligt. Ærmerne kan forlænges, gøres smallere, være med eller uden elastik ligesom bredden kan justeres. Længden kan reguleres sydpå, så der er sommerkjoler til en varm junidag og der kan hækles sjove kanter, lommer og alverdens andet ballade. Åh ja, som der er mange muligheder…

Det tager vel rundt regnet en lille time at vride en kjole eller en tunika sammen på maskinen. He, jeg er så snedig og et grundmønster rigere.

Du vil sikkert også kunne lide