Vi drager til København på fredag. Hus- og hundesitteren er garanteret utålmodig, for hun elsker foråret og vores have, så med udsigten til en weekend, som næsten kan byde på solskin og forårstemperaturer, ved jeg godt, hvor vi kan finde hende og Oskar. På terrassen. Lige midt i en solstråle, godt pakket ind, men stornydende og sikkert med en hær af veninder til at underholde – jeg ser dem for mig og hun glæder sig, ved jeg.
Vi glæder os også. Gode venner har budt til konfirmation og det bliver med garanti en dejlig dag. Den værste tøjkrise er overstået og nu er Kenneth virkelig kommet på arbejde, for det er ikke længere kun mig, som kan fortvivle. Oline kan også, men vi har afbødet de værste scener. Der er bestilt nye klude og nu mangler vi kun, at de ankommer i tide. Ellers så…
Desværre bliver turen sådan én, som ikke levner plads til meget andet end en dejlig fest. Vi må i denne omgang undvære familiebesøg, vennevisitter og alt det andet, som ellers er det gode ved en visit på Sjælland. Vi gør det alt for sjældent. Intentionerne om at komme afsted lidt oftere er gjort til skamme. Vi er stadig tyndhudede og tryghedssøgende, så vi holder af weekenderne hjemme, hvor vi finder glæde i at være sammen. Bare os. En lille, skamskudt familie.
Denne eftermiddag skulle jeg hente noget på en hylde i spisekammeret. I blinde stak jeg hånden ind på hylden og ud trak jeg et gammelt kompres til Alexanders tryksår. Vi havde ellers tømt skabet for alle hans ting, men dette her må have gemt sig. Det udløste øjeblikkelig en strøm af tårer og ikke sådan en blid sommerregn. Det var nærmere en efterårsstorm med slagregn og det kom helt spontant og uden jeg kunne gøre spor for at dæmme op for det. Det overrumplede og overraskede mig, men det viser mig, at der stadig er hud, som er så tynd, at du kan slå hul med et stykke skumgummi.
Det får en ende. Jeg ved det. Vi tager én dag ad gangen. Vi er faktisk hamrende gode til at finde vej i det her nye og forandrede landskab, men ind imellem tager turen kortvarigt pusten fra os. Godt vi kan hente den igen.
10 kommentarer
Smurfa
31. marts 2009 at 13:16Slike dager vil alltid komme, uansett hvor lang tid det går, og slik skal det også være synes jeg- det viser bare at vi har vært heldige og fått elsket og at han fremdeles tar stor plass. For oss er det 4 år siden vi mistet, og de fleste dager går så bra, men plutselig kan det komme en sang på radioen eller en duft igjennom luften og jeg er der igjen- midt i sorgen. Heldigvis er det ikke farlig, bare vondt ……….og godt- man elsker fremdeles!
Klem til deg
gry
31. marts 2009 at 10:32Ja, sorgen gjør seg noen ganger gjeldene på en slik måte at man føler seg totalt overrumplet.
Men slike episoder avtar med tiden, merkelig nok…
Det er raust at du deler slike opplevelser.
Håper dagen i dag blir bra og at du slipper å bli smittet av det samme som datteren din;)
diana rose
31. marts 2009 at 00:06Kære Liselotte.
Hvad er 2 år, – hvem siger du ikke må være hudløs – det ville da være sært, hvis du ikke var det.
Bamseknus og god tur til Københavnstrup fra Diana
Karin
30. marts 2009 at 23:26Kan så godt følge dig i at det er ofte er de små men aldeles uventede slag som slår hårdest når man er tyndhudet…
Fríða
30. marts 2009 at 22:45ja livet er et underligt sted. jeg har min brors billede stående her lige ved siden af. de fleste dage tænder jeg lys for ham og synes ofte jeg kan se det specielle gavtyveglimt i hans öje lige i det jeg tænder og det vækker smil og glæde hos mig. men så indimellem, lige pludselig og helt uventet, kommer der dage hvor jeg ikke engang kan se på det billede uden at briste i gråd. og der er ingen umiddelbar forklaring på hvorfor det er sådan lige den dag, sådan er det bare.
knus herfra, Frida
Anne Dyrholm Stange
30. marts 2009 at 22:44Tanker herfra…
Annette
30. marts 2009 at 22:25Kære Liselotte,
Jeg har fulgt din blog længe og jeg ved, at du får masser af tilkendegivelser af hvor skønt det er, at du deler momenter at dit liv med os andre. Men vid herfra, at jeg virkelig glædes over at du har modet og styrken til at føle og udtrykke dine tanker gennem ord – og dele dem med os andre. Jeg er fuld af beundring og sender dig de varmeste tanker.
kh
Annette
Vita
30. marts 2009 at 22:07Jeg taber helt vejret, når du deler oplevelser, som den du havde med kompresset idag.
Det trækker spor fra dit liv, gennem en mørkeblå aftenhimmel, hen til et sted i mig hvor al ømhed bor. Du, af alle mennesker, ved at der aldrig er ord nok.
Øjeblik…
Jeg mosler med koderne til et virtuelt kram!
Pernille
30. marts 2009 at 21:49Jeg kan ikke lade være med at tænke; hvor er det dejligt, at der er plads til tårer og tanker og følelser :)
Maria Jensen
30. marts 2009 at 21:29Det sker indimellem at tårene flyder uden stop!
selvfølgelig Alexander er jo stadig savnet og vil altid være det!
Med tiden viger sorgen og smerten for glæden over de oplevelser i fik med ham.
Han følger jer fra et sted derude og glæder sig over den styrke i alle 3 udviser at i vil livet selvom det ikke “er let bare fantastisk”som Du selv skriver!
Mange knus sendes herfra
Maria