En stær i kassen, snart…

Når ingen, som i Kenneth, kigger, snupper jeg Amelia og strikker ufortrødent videre på nummer to af slagsen. Den stærefarvede, du ved…

Det går ikke lige så stærkt, som det gjorde med den første, men glæden er om muligt endnu større denne gang, fordi jeg elsker at strikke efter gennemarbejdede opskrifter, hvor der er gjort en dyd ud af selv de små detaljer. En opskrift, som bare passer og ikke efterlader en med spørgsmål eller usikkerhed omkring de forskellige løsninger undervejs, er noget af det bedste, jeg ved. Sådan en er Amelia.

Når al rosen af opskriften er overstået, er jeg nødt til også at rose modellen. Den passer, den sidder utrolig godt og jeg elsker, at den har de smalle ærmer, som ikke ender i teen, havregrøden eller alt det andet, jeg i løbet af en dag kommer i berøring med.

Ja, ja… det er vel ikke verdens bedste billede, men jeg er vel ikke den eneste her på jorden, som er ramt af tyngdekraften. Forøvrigt glemte jeg, at jeg gerne ville vise det klædelige bånd af drejet rib, som gør trøjen taljeret og vasket er skidtet heller aldrig blevet, for jeg elsker den jo. Dumme mig…

Jeg har kun valgt at ændre én ting og det er båndet af drejet rib, som jeg flytter tre centimeter nordpå, fordi min talje sidder lidt højere, end trøjen indikerer, når man følger opskriften slavisk. Det skal nok blive godt.

Omkring den grønne farve, så var jeg altså temmelig usikker på anvendeligheden, da jeg gik i gang, men al tvivl er gjort til skamme. Jeg elsker den skøre, kradse grønne og jeg indkasserer ualmindelig mange komplimenter, når jeg tager den på, så den er nok ikke helt skæv alligevel. Jeg elsker den i hvert fald. Foråret er lige om hjørnet og jeg er mere end klar – også på farvefronten :-)