11

Sommerdrømme

Jeg har en arbejdsdag, som er af en beskaffenhed, der fordrer disciplin. Jeg skal arbejde en enkelt time omkring frokost og skal så ikke arbejde igen, før engang i aften. Alle de timer, som ligger mellem de to opgaver, kan nemt forsvinde med ingenting, men jeg har vasket første maskinfuld tøj og nummer to er på vej. Jeg har ryddet op hist og pist og jeg har været i bad og er klar til at smutte ud af døren, når den tid nærmer sig.

Jeg har støvet nogle af de gamle bøger af og taget et kig i dem, siddende i min nye gyngestol. Jeg fik sådan en trang til udeliv, for nogle af bøgerne handler om netop sommer, sol og udeliv…

Det kan ikke vare længe, før den første eftermiddag siddende i solen på hjørnet af terrassen er her. Jeg glæder mig. Jeg trænger til lys og varme. Jeg drømmer om sofaer i mit yndlingshjørne. Masser af puder og tæpper skal udgøre hovedingredienserne i et hjørne, som skal trække hele familien udenfor i de næste mange måneder. Et lavt og tillokkende siddearrangement.

Egentlig drømmer jeg om antikke jernsenge fra Provence, men mindre kan gøre det og jeg tror faktisk, at der er noget lignende at hente meget billigere i et af vores store møbelvarehuse her i landet. Både IKEA og Ilva har noget der ligner og med den meget billigere pris, kan jeg bedre tillade mig, at lade dem stå udenfor hele sæsonen. Jeg kunne også male dem. Gule… eller himmelblå… eller…

Lige så snart vejret tillader det, er vi udenfor. Vi lever halvdelen af vores liv på terrassen, så jeg vil gerne, at der er så indbydende, som muligt. Jeg kunne synes, at et flydehjørne kunne være skønt, for jeg elsker at komme hjem fra arbejde og sætte mig, for at nyde den sidste eftermiddagssol med en varm kop kaffe, inden jeg trisser ned i haven og nusser lidt omkring stauderne. Jeg elsker at sidde om aftenen og læse, mens Oskar nifler nederst i haven og lyden af legende børn svinder med lyset. Jeg elsker i det hele taget, at jeg kan være udenfor de fleste af døgnets timer. Et par flydesofaer kunne være godt, er jeg sikker på, så jeg drømmer videre.

Jeg tror snart, at jeg må på jagt, for jeg kan slet ikke vente med det der udeliv.

Du vil sikkert også kunne lide