Oline sidder omtrent midt i mine lyserøde tulipaner. Hun laver lektier, mens jeg allernådigst får lov til at sidde ved siden af. Hun er flittig og sådan skal det også være, for i morgen venter hverdagen med krav om afleveringer.
Oppe på spisebordet, ved siden af den åbne køkkendør, står Amaryllis på spring. De er også lyserøde. Lidt. Og puden er lidt lyserød. Og sådan opdager jeg, at jeg er omgivet af lyserødt uden at have gjort det mindste for det.
I mit kaffekrus står den lyserøde ske og på mit bord ligger to lyserøde marcipanæg, som skal nydes om et øjeblik. Mit med en kop brandvarm kaffe og et strikketøj til.
Måske er jeg bare lidt lyserød i dag. Blid, rund og feminin…
Nej, vel?
13 kommentarer
Liselotte
15. marts 2009 at 22:29Lisbeth, de var også rigtigt gode ;-)
Vita, du ved jo alligevel en verden, kan jeg se – og sådan set vidste jeg godt, at du vidste, at jeg vidste, at du vidste og sådan er der så meget, men det allerbedste er nu alligevel, at Erna Marie har en gris, der hedder Liselotte. Jeg er så glad nu :-)
Vita
15. marts 2009 at 21:53Jeg ved ikke en skid ;-)
Måske er det i virkeligheden fordi JEG bliver glad og fluffy og lyserød som en skumfidus når jeg læser herinde….???
Jeg er ikke i tvivl om at du også er alt muligt andet: kone, kæreste, elskerinde, havnearbejder, stærk, svag, farverig, sort/hvid, rund og firkantet… og sådan lidt latino ;-)
I virkeligheden kan der være langt fra det du skriver og til den du er – det er bare ikke min fornemmelse.
Ps. Erna Marie har en dejlig dejlig stofgris der våger over hende nat og dag. Siden du smed en kommentar vedr. den gris på min side – så har den ikke heddet andet end Liselotte.
Lisbeth
15. marts 2009 at 19:02Marcipanæg…..uha bare det var mig, der skulle sætte tænderne i dem!!
Liselotte
15. marts 2009 at 18:00Vita, din stramme moster… der er SÅ meget, du ikke ved, men selvfølgelig er jeg sød, lyserød og fluffy skumfidus. Jeg er i hvert fald sød (nogen gange) og min mave kunne godt minde en hel del om en blød og hengemt skumfidus ;-)
Annemette, jeg er nu også sår’n lidt lyserød. Lidt, sagde jeg!
annemette
15. marts 2009 at 17:57Jeg elsker min prinsseagtige seje lyserøde cykelhjelm
Vita
15. marts 2009 at 17:54pfffffft! ;-)
Liselotte
15. marts 2009 at 17:09Jamen jeg elsker lyserød… men jeg er eddermugme ikke en sød lyserød fluffy skumfidus, som “nogen” herinde tror. Jeg er en havnearbejder, som tilsyneladende er lyserød i små absencer ;-)
et cetera
15. marts 2009 at 16:43Lidt lyserødt skal der til – især når det kommer til blomster :-)
Vita
15. marts 2009 at 16:10Du er en sød lyserød fluffy skumfidus – nemlig!
Margith Bonde Clarup
15. marts 2009 at 15:37Jeg har tit lidt lyserødt, idag tulipaner stort set magen til dine. På denne årstid har man brug lyse ting.
Bibberen
15. marts 2009 at 15:19… osse mig… om end jeg øjensynlig ikke kan kende forskel på punktummer og snabel a´er …
Bibberen
15. marts 2009 at 15:16….Jo da … lidt lyserøde, bløde og blide er vi alle….
Sister Bonde
15. marts 2009 at 15:16Overhovedet ikke – man kan aldrig bliver for dejlig lyserød :D