Snoretræk, så det vil noget…

Egentlig skulle i dag også være brugt til de indkøb, som skulle muliggøre de store opslagstavler, jeg længes efter. Blød plade beklædt med hør, så der er store, rolige flader at fylde med alskens gode sager, sjove ting og minder, men sådan er det ikke gået. Pludselig var tid blevet kostbart og ikke om jeg vil overlade den slags til Kenneth. Jeg er jo en bestemmer.

I stedet for de store opslagstavler har jeg et par “tørresnore”. Det er i virkeligheden ikke mere end et par meter snor og nogle små klemmer. Hele skidtet er monteret på små søm, som jeg – skam mig – har slået i dørkarmen i den ene ende og bundet om et varmerør i den anden.

Det ser i grunden latterligt ud, men efter en tid ser man ingenting. Jeg har vist vænnet mig og nu må jeg også hellere væbne mig. Med tålmodighed altså. Det bliver jo ikke lige i morgen, at jeg kan begynde at hænge på nye, rene tavler.

På tørresnorene hænger alskens ting og sager og ind imellem er hele skidtet ved at falde til jorden, fordi jeg overdriver ganske betragteligt, når jeg skal vurdere på belastningsgraden. Nu har jeg ryddet op. Forårssolens energi skulle lige omsættes. Sådan!

Nu hænger der stadig alle mulige og umulige ting på snorene og det er heller ikke fordi der ikke er fare for nedfaldsskader, men jeg synes ikke, at jeg kan undvære kigget til alle tingene.

Nogle gør mig glade. Ikke mindst billederne af mine unger, får mig til at smile. Der er skiftende udstillinger, men et af de billeder, som bliver hængende, er det lille sort/hvide foto af Alexander. Han ser meget alvorlig ud på billedet, men jeg elsker det nu alligevel.

Andre ting er med til at inspirere. Enten i form af opstillinger, konkrete ting eller – og det er oftest sådan – så er det farverne, som jeg synes, at jeg kan bruge til et eller andet. En kombination, som jeg elsker. Noget nyt. En speciel grøn eller bare et riv fra et ugeblad, hvor der lige er nogle farver, som skal omsættes til et eller andet stykke grafik.

De sidste, men ikke mindre vigtige ting, er alle de huskesedler, som er helt og aldeles uundværlige og aldrig til at finde, medmindre de hænger lige foran næsen på mig. Dem har jeg ofte brug for. Der er koder, passwords og andet essentielt, men vist kun i en form, som jeg forstår. Sådan skal det jo også være.

Oprydningen er en realitet. Det føles lidt tomt ved min venstre skulder. Jeg må hellere få fyldt de snore ud, når det nu alligevel ikke blev til opslagstavlerne.