17

En god start på ugen

Mandagen starter, som jeg bedst kan lide at mandage starter. Stille og langsomt. Jeg møder sent, så der er tid til at komme i gang på den der langsomme måde, som jeg elsker. De er en gave, disse langsomme mandage.

Søndagen sluttede, som jeg bedst kan lide at søndage slutter. Timer i sofaen med familien. Grin, lidt tv og en masse snak om alt og ingenting. Et telefonopkald kunne oplyse, at det er turboen, som er sat ud i Sharanen. Det kan laves, så der er håb forude. Endda håb om, at jeg har bil igen, når vi når enden af ugen. Det kunne være praktisk, for det griber temmelig forstyrrende ind i vores liv, at jeg ikke har en bil. Kenneth leger konstant chauffør for mig, fordi jeg ikke kan finde ud af busserne uden at skulle bruge frygtelig lang tid på at blive bekendt med dem. Så kører han i stedet. Fra sted til sted. Vi er tossede.

Gårsdagens timer i sofaen resulterede i endnu et par lapper. Det er så sjovt at lave dem. Nogle bliver grimme, andre rigtigt pæne, men målet er, at jeg ikke tænker for meget, men bare lader garnresterne bestemme. Som helhed er det slet ikke tosset… endnu…

Udenfor er der ikke skyggen af sol og der meldes om frost, glatte veje og endda sludbyger senere, men indeni mig er der en fornemmelse af forår. Jeg tror det er starten på dagen, udsigten til et par dejlige opgaver og derefter hjemmearbejdsdage tirsdag og torsdag, som giver den fornemmelse. Der er gode chancer for at få ryddet op i de hængepartier, som flyder lige nu. Det kan jeg kun glæde mig til.

Jeg får en fantastisk mandag, kan jeg mærke. Jeg håber, at du får én magen til :-)

Du vil sikkert også kunne lide