Både udenpå og indeni

Sikke det regner. Udenfor.

Indenfor er der sprøde tulipaner, varm kaffe og snurrende vaskemaskine. Der er strikketøj og god tid. Der er ro indeni. Det er nemlig søndag.

Jeg elsker søndag… og tulipaner…

Planerne er alene at nyde, at huset er hult og varmt, når vejret alligevel ikke levner plads til udendørs sysler.

Jeg nyder, at jeg ikke har nogen forpligtelser. At jeg ikke har angst og sorg indeni.

Jeg husker stadig, hvordan det var. Jeg husker det helt tydeligt og lige præcis denne formiddag husker jeg også den angst og uro, som var forbundet med morgener, hvor jeg skulle ind og tjekke Alexander kun for at opdage, at han havde det skidt og jeg blev overmandet af afmagt og sorg over, at jeg ingenting kunne ændre. At jeg bare kunne være der for ham. Sende alle de kræfter jeg havde ud i verden, for at berolige og skabe overskud, så han stod igennem. Skabe et overskud, som jeg den dag i dag ikke forstår hvor kom fra.

I dag er kvindernes internationale kampdag og jeg tænker ulogisk nok, at jeg skal være egoistisk og se indad. Jeg skal huske at nyde, at jeg er, hvor jeg er. Jeg skal huske, at med den uendelige sorg det var at miste mit barn kom også en indre ro, som jeg ikke havde kendt i alt for mange år. Jeg minder mig selv om, at det er okay at være glad for det, fordi det andet ikke var til at holde ud.

Der er meget at være taknemmelig for på en søndag, hvor alting er stille. Både udenpå og indeni.