Jeg har fået Oline ned på min højre flanke og det kunne være så lykkeligt, at jeg nærmest var ved at eksplodere. Nå ja, jeg ER tæt på at eksplodere, men ikke af lykke, for hun larmer!
Hun skulle i første omgang lave lektier. Det involverer tilsyneladende hele verden og kan ikke foregå uden, at hun højt gentager for sig selv, hvad hun skriver i sin opgave. Hun er et af de mennesker, som tænker højt. Rigtigt højt. Hun indeholder også usandsynlig mange ord og de står i kø indenfor og snubler så ud i verdensrummet uden altid at være helt enige om, i hvilken rækkefølge, de skal sendes afsted. Hun forventer svar og involvering, engagement og kloge indspark. Hun fylder hele rummet ud og det er jo ellers ikke noget, jeg gør i… *hoost*
Da jeg til sidst fik nok og talte temmelig højt om mine præferencer, når man vælger at indtage halvdelen af mit bord på mit værelse i mit mentale rum, var hun færdig med at lave lektier. Pyha…
Så gik der cirka 30 sekunder, hvor min hjerne lige nåede at genfinde sig selv, hvorefter der lød en underlig banken i tastaturet ovre fra hendes side af bordet.
– Hvad laver du?
– Jeg angiver rytmen i en sang, jeg ikke kan huske…
– Øh… og hvorfor gør du det? Du kan jo ikke huske den!
– Bare fordi…
Jamen… hvad skal man gøre?
Nu har jeg sendt hende op i køkkenet for at bage og hun står allerede deroppe og sender lydtapet ud i hele min verden. Hun siger alt, hvad hun gør: “Så starter jeg med at finde opskriften. Bagefter skal jeg lige have fundet vægten og gad vide, om far har husket at købe Peanut Butter, men ellers må jeg jo…”.
Jeg får snart et sammenbrud af en eller anden slags. Hun glemmer nok at samle mig op, fordi hun har så travlt med at sætte ord på hele verden og så siger de, at jeg taler meget?
25 kommentarer
Liselotte
6. marts 2009 at 14:34Det kan være frygteligt svært at være stille, Annie :-)
Annie
6. marts 2009 at 13:30Ha, sådan en datter har jeg også.
Dengang hun var yngre, forsøgte jeg nogengange at få hende til at spare på ordene, og hun forsøgte, men endte med at konstatere, at “hun trak vejret ind i lungerne…og når hun pustede luften ud igen, så røg alle tankerne med ud af munden”. Ja, så kan det jo være svært at være stille…..
Liselotte
6. marts 2009 at 10:13Det stopper aldrig, Mette ;-)
Kyllyan, det var præcis det hun lavede :-)
kyllyan
6. marts 2009 at 09:34uuuuh, – jeg ved altsaa godt hvad hun lavede =).
Se lige hèr, saa faar du en aha-oplevelse (du tapper en sang paa keyboard’et og de fortaeller dig hvad det er for en sang) http://www.bored.com/songtappe.....in?dotap=1
Mette
6. marts 2009 at 08:17ÅH GUD, troede det stoppede en gang. Min datter på 6 synger og taler heeeleeee tiden.
:) Mette
Liselotte
6. marts 2009 at 07:30Eva, jeg ser mange rigtigt fine ting ved Oline, som jeg både genkender fra Kenneth og mig selv, men den med alle ordene… den er vist min og jeg bliver så træt – og selvfølgelig elsker jeg hende :-)
God weekend til dig også :-)
Eva
6. marts 2009 at 07:28Hvordan mon det kan være, det altid er ens egen knap så heldige egenskaber, man spejler hos sine børn. Uha hvor kan det ind imellem være frustrerende for os forældre… :-) Men de er jo vores hjerteblod og vi elsker dem!
Rigtig god weekend til dig og dine Liselotte…
Liselotte
6. marts 2009 at 07:19Hun er da så sjov, den pige, men hvor bliver man nogen gange træt ;-)
Tina - omme i London
5. marts 2009 at 23:24Jeg lider med dig (i stilhed, naturligvis) – jeg har en datter af samme stoebning!
Annepålandet
5. marts 2009 at 22:10Haha, det høres da bare hyggelig ut, syns jeg!
Du spør hva man skal gjøre – men det er vel ingenting du får gjort, noen mennesker tar bare mer plass enn andre. Sånn er det bare. Her i huset er det Dattern som tar mest plass, hun fyller alle rommene og legger igjen spor overalt når hun er hjemme, mens Sønnen er stille, han kan være hjemme i mange timer uten at du merker at han er der.
Det er vel det man kaller Personlighet? ;-)
Kirsten
5. marts 2009 at 22:07Peanut Butter Marble Chocolate Brownies… Jeg tror aldrig jeg har hørt noget så smukt før. Og nu skal der vist hentes en klud, så jeg kan få tørret savl op fra tastaturet! ;-)
kagekonen
5. marts 2009 at 20:34Ha-ha… for fan*** Liselotte, du er simpelthen dansk mester på kortbane i at beskrive din omverden. Og beskrivelsen af Oline og hendes væsen er fantastisk, så fantastisk at jeg næsten hulkede af grin, for jeg kunne jo nærmest se dig (og hende) for mig… Selv kender jeg slet ikke til at fylde et rum… *host-host* og jeg har i hvert til fald slet ikke givet de gener videre til cykelsønnen *host-host-host*
Liselotte
5. marts 2009 at 20:22Ha! Jeg har nu TRE store bradepander kage stående oppe i køkkenet og Oline siddende ved siden af STILLE, mens hun læser. Jamen altså… :-)
PETER
5. marts 2009 at 19:45Sådant et engagement krav kan man vist kun byde sin elskede mor;
så jeg håber du nyder det Liselotte ;-)
Deborah
5. marts 2009 at 19:25Hold da helt fast et godt grin jeg fik *LOL* Godt du har lidt forstand at tage af, for det kunne da godt bringe en helt fra koncepterne :-)
inge - viva italia
5. marts 2009 at 19:09Jaa, det kan jo ikke være fra moderen hun har det…. fordi hun har – så vidt jeg forstået – det endnu….
Anette
5. marts 2009 at 19:04Det lyder skønt med den kage hun har gang i. Måske skal hun fløjte imens hun bager for hun kan da vel ikke både fløjte og snakke på en gang. God aften til jer (det lyder nu som om i virkelig hygger jer med det :D )
Kirstenk
5. marts 2009 at 18:37Hmm. Hva med den der med æblet og stammen???
Liselotte
5. marts 2009 at 18:23Mine ører hænger i laser nu…
– Oline bager Peanut Butter Marble Chocolate Brownies, som er en eller anden amerikansk ting, som smager vanvittig godt… hvis man kan få sig til det… og det ka’ vi godt ;-)
Kirsten
5. marts 2009 at 18:12Peanutbutter… Hmm, nu bli´r jeg lækkersulten! Gad vide om det er cookies der skal bages??! ;-)
Anette
5. marts 2009 at 18:02Åhh Liselotte. Du elsker hende jo for at være den hun er. Pa godt og mindre godt ;o)
Ella
5. marts 2009 at 17:32Vi er jo nogen der sætter ord på handling – hmmmm ;-)
Louise
5. marts 2009 at 17:22og på et eller andet tidspunkt får forældrene heller ikke alt at vide ;)
Pernille
5. marts 2009 at 17:20Tja, men hun ved hvad hun gør… her har vi et eksemplar, der igen og igen kommer i tvivl om de mest banale ting….
Eks: “Når nu jeg skal piske, skal jeg så bruge denne her?” … Han står med piskeriset :)
Suzanne
5. marts 2009 at 17:18Indrømmet, jeg grinede :) Det er fuldstændig som jeg havde det med min søn, da han var yngre… De senere år har han ikke haft det store behov for, at involvere mig i alt hvad han gør – men når han endelig gør det, skal det altid være mens jeg læser, laver noget foran pcen eller ser tv…
Først lærer vi dem at tale og bagefter beder vi dem holde mund ;)