16

Forårskåd motorsavsmassakre

Jeg får nervøse trækninger hvert år, når vi nærmer os foråret. Det er med god grund. Også i år, skulle det vise sig. Vejens mænd bliver forårskåde. Den slags inkluderer motorsave og grensakse.

I samlet flok defilerer de forbi fra matrikel til matrikel, mens de afsøger den ene have efter den anden. De tager turen ned langs gamle frugttræer, birk og bøg. De trækker lidt i en gren her og der. De diskuterer, afstemmer og går i gang. Mit indtryk er, at de alene gør det, fordi de kan. Og finder det underholdende.

Har de ikke noget at fælde selv, spørger de gerne andre. Det kan hurtigt blive sådan, at der ikke er ét eneste træ tilbage på vejen undtagen inde hos mig, for der kommer de altså ikke. Basta!

Nu er det endelig lykkedes en af naboerne at eliminere det absolut sidste træ, han havde på matriklen. Et smukt birketræ, som jeg forleden tog de sidste billeder af i det fineste snevejr, heldigvis uden at vide, at det ville blive det sidste. Det stod oven i købet så tilpas afsides, at det på ingen måde kunne genere hverken ham eller naboerne, men ned skulle det åbenbart.

Jeg elsker træer og har stor respekt for, at de er lang tid om at blive store, livskraftige og smukke skyggesteder på varme sommerdage. Herlige skjul for havernes fugleliv. Bosted for egern og biller. Gyngestativ for de børn, som finder vej herned.

Jeg er tilsyneladende en af de få her på vejen, som ikke får mental nedsmeltning af at eje en motorsav. Fandens!

Du vil sikkert også kunne lide