Jeg drømte om Alexander i nat. Til start en helt igennem vidunderlig drøm. Vi var tilbage på Kildeløbet, i vores store klods af en tresservilla, hvor begge mine børn endelig var kommet i trivsel. Oline fik tykkere og tykkere kinder og Alexander grinede næsten altid, fordi det endelig var slut med alle kramperne og allerbedst havde han fået den lillesøster, som han elskede over alt på jorden. Vi havde det dejligt.
Pludselig var han væk. Pludselig var jeg i en tid, jeg ikke kunne genkende og væk var Alexander. Jeg ledte forgæves i meget lang tid, inden det endelig gik op for mig, at han var død. Så græd jeg. Jeg græd så meget, at jeg vågnede ved det. Klokken 4.32.
Den følelse af afgrundsdyb sorg, som jeg vågnede til, er også min virkelighed. Jeg bliver i den. Jeg græder. Jeg græder, til der ikke er flere tårer. Det her var en drøm, men ikke én af dem, hvor man kan vågne og berolige sig selv med den forklaring. Den afspejler min virkelighed og den kommer vel, fordi jeg har brug for den.
Da jeg var tom for tårer, gik jeg op forbi Oline. Jeg så, at hun sov dejligt. Jeg gik i seng igen. Kyssede forsigtigt Kenneth på kinden, trak dynen op omkring hans skuldre og faldt heldigvis i søvn.
I morges, da jeg vågnede ved vækkeurets kimen, vågnede jeg sorgfyldt og der gik nogle minutter, inden jeg huskede hvorfor. Jeg ved ikke, om de her drømme nogensinde får en ende, men de snupper en god del af mine kræfter, når de kommer forbi. Jeg hader dem!
60 kommentarer
Suzanne
3. marts 2009 at 10:02Kære Liselotte.
Jeg kan kun gisne om omfanget af din sorg… Men når jeg kigger på min store søn på snart 17 og mærker hvor stor min kærlighed er, kan jeg sagtens forestille mig hvor svært det må være at miste et barn… Jo mere kærlighed, des mere savn. Min farmor døde for snart 26 år siden, jeg elskede hende usigeligt og kan stadig mærke savnet og græde over det. Der var så mange ting jeg gerne ville have delt… Men i de sværeste øjeblikke trøster jeg mig med, at jeg – trods alt – fik kærligheden, fik lov at elske og nu kan bære hende i hjertet som noget varmt og smukt.
Jeg håber… at du med tiden vil få flere glade minder, at det vil give dig varme i maven at tænke på Alexander og at drømmene vil være de smukke af slagsen…
Louise
3. marts 2009 at 08:19Godt billede – tak for det.
Liselotte
2. marts 2009 at 22:12Louise, der er bump på vejen og man slår storetåen. Så sætter man sig et øjeblik, ømmer sig og går så videre :-)
Louise
2. marts 2009 at 21:38Jeg er meget enig.
Ville nødig være foruden, heller.
Det er et underligt miks af lykkelige følelser og dyb ulykkelighed. Nogle gange er det hele så svært at forholde sig til, andre gange tænker jeg, det er en del af mit liv.
Selvfølgelig skal livet leves videre, det bliver det også, nogle gange skal man bare lige sunde sig lidt på vejen :)
Liselotte
1. marts 2009 at 22:06Tak for tanken, Hannah :-)
Louise, drømmene er vi ikke selv herre over, så de kommer, som vi har brug for dem. Det er vel i orden at drømme om en tid, som var engang og var lykkelig. Det er dejligt, når man kan blive i den tilstand for en tid, for det giver kræfter til at se virkeligheden i øjnene og kommer videre med det liv, som selvfølgelig skal leves :-)
Louise
1. marts 2009 at 22:01At miste et barn er det allerværste der kan ske.
Det står ganske enkelt ikke til diskussion.
Som I rigtig beskriver er det som et mareridt, man for alt i verden ønsker at vågne fra, men det lader sig bare ikke gøre.
Vi ønsker stadig hver eneste dag, at vi kan få vores dejlige, livsglade prinsesse tilbage, som bragte så meget liv, glæde og lykke ind i vores liv. Men lige meget hvor meget vi ønsker, ved vi også godt, at det desværre aldrig vil ske.
Jeg drømmer også disse drømme. Drømme, hvor hun igen er her, og vi har det rart sammen. Leger sammen, lever sammen, er sammen.
Når jeg læser dit indlæg, bliver jeg bekræftet i, at det er i orden, at også jeg har mine drømme. Drømme om en tid, som aldrig kommer igen. Drømme om, at alt kunne blive godt igen. Drømme om en fremtid…
Kære Liselotte, tak fordi du deler med os.
Du har rørt mig dybt, igen.
Kærlig hilsen Louise
Hannah
1. marts 2009 at 11:18Jeg ville godt have været der da du vågnede for at give dig et stort stille knus. Sorg tager bare så lang tid at bearbejde. Fra en stille læser i Alperne
Liselotte
1. marts 2009 at 10:55Guylaine, I know it will be easier as time passes, but right now it hurts like nothing else… :-(
femiknitter, han er her altid. Han vil altid være med mig og det er en dejlig tanke :-)
Alice, du har ret. Man er alene i sorgen og smerten. Dybest set er man alene, men det gør en forskel, at der er mennesker, som holder af og holder om :-)
Alice
1. marts 2009 at 09:35Skønt billede og smukke børn. Jeg har få gange mødt en bestemt savnet person i min drømme, og når jeg vågner er jeg ked af drømmen er slut, i stedet står virkeligheden og hilser en “god morgen”
Jeg bliver berørt af dine indlæg, som handler om dit afsavn til din søn, men mangler altid ord, for jeg ved, at jeg ikke kan skrive noget som kan gøre den følelse mindre. Selvom du har en pragtfuld støttende familie, så er du dybest set alene med din følelse og dine drømme og det er meget svært – men du gør det så utrolig godt.
Jeg sætter meget pris på din blog som rummer så meget forskelligt, og det er dejligt at du vælger at dele dine oplevelser. Tak for det.
femiknitter
28. februar 2009 at 21:54Kjære Liselotte,
Så mye varme og kjærlighet og omsorg og overskudd og blomstrende fargerik energi du klarer å spre i verden, ved å være i stand til å anskue ditt liv som en gave – på godt og vondt – er det ikke til å undres over at du noen netter skal måtte fortsette å forholde deg til denne smertefulle leting… Men han er der hele tiden, vet du!; Hjertet ditt er jo så fullt av ham at det renner over!
Varme hilsner
Guylaine
28. februar 2009 at 15:08My son past away at 15 years old from heart attack… 12 years ago.. I know exactly what you are passing by and understand you so much… Despite the great pain that you feel, slowly the wound will close … good luck! :-)
Liselotte
28. februar 2009 at 09:10Anne, selvfølgelig var det ikke dét :-)
Bolette, det er bare sådan… der er ikke så meget at sige til det, anden end det er sådan mit liv er lige nu. Sådan skal det garanteret være :-)
Tove, mennesket er ikke sådan indrettet, at det husker at lade små ting fylde lidt, når der ikke er store ting til at tage plads. En bekymring er en bekymring uanset størrelsen. Så er det godt at blive mindet om det vigtige med mellemrum :-)
tove
28. februar 2009 at 08:41Mange bekymringer der kan føles store sættes på plads når man tænker på at man kan miste —bare sådan. Derfor får din drøm og dine tanker mig til at huske ikke at gøre dumme små bekymringer for store…..
Rigtig god weekend til dig, —-mange, mange gode tanker fra mig
Bolette
28. februar 2009 at 01:08lyse kærlige tanker
kender disse drømme
tab er tab uanset og udenfor tid …
og du er i det
mange tanker Bolette
Anne Dyrholm Stange
28. februar 2009 at 00:20Det var altså ikke meningen, vel…
Liselotte
27. februar 2009 at 23:24Det er tanken, der tæller, Sine – tak for din :-)
Sine
27. februar 2009 at 23:22Æv altså, der skulle have stået Kære Liselotte! Jeg blev bare så rørt over Annes kommentar…
Sine
27. februar 2009 at 23:18Kære Anne
Hvor er det et dejligt billede af dine børn! Drømme er nogen gange mærkelige, og ret svære at kontrollere… Tak fordi du delte ;-)
Mange hilsner fra Sine
(mor til 7 børn. 4 i hjertet og 3 som heldigvis er spræl-levende)
Liselotte
27. februar 2009 at 22:50Tak Anne – du får mig til at tude… :-)
Anne Dyrholm Stange
27. februar 2009 at 22:49Nu bliver det snart nat igen, og jeg ønsker for dig, at denne kan fyldes af andet end smerte og sorg. Må den i stedet fyldes med billeder af duvende lavendelmarker, med lyden af cikader i en varm og kulsort sommernat, med følelsen af fuldkommenhed og ro, det ønsker jeg for dig.
De seje og hjertevridende drømme vil for altid være din følgesvend, ligesom savnet og smerten, men jeg håber, at tiden vil hjælpe med at få dem bragt ned i antal og lade de smukke nætter fylde.
Jeg sender dig alle mine kærligste tanker…
Liselotte
27. februar 2009 at 22:46Mette, man kan spilde tiden med mangt og meget – det er vist temmelig menneskeligt, men kan man lade være, er det da at foretrække :-)
Jane, det kan jeg også :-)
jane
27. februar 2009 at 22:42jeg kan stadigvæk dufte ham!!!!!!! uhmmmmm
mette friis
27. februar 2009 at 22:16hej Liselotte
tak fordi du flige fik mig til at føle mig så pokkers taknemmelig for mit liv og mine unger og min mand…man skal huske at sætte pris på det mens man har det for man ved ikke hvornår det er slut…og man skal huske ikke at spilde gode tider på åndsvage bekymringer om støvsugning, økonomi, slankekur eller andre latterlige ting som i virkeligheden er fuldstændig ligegyldige…
tak
Mette
Liselotte
27. februar 2009 at 21:22Det får jeg, Anette – der er heldigvis ikke grund til andet :-)
Billedet elsker jeg :-)
anette
27. februar 2009 at 21:17Som Sofie skriver, hvor er det bare et dejligt billede.
Mange tanker til dig herfra – jeg håber du får en dejlig weekend :-)
Liselotte
27. februar 2009 at 21:11De værste mareridt er nemlig dem, som ikke forsvinder, når man vågner. Det tager tid. Så gør det dét…
Sofie
27. februar 2009 at 19:56Sikken et helt fantastisk vidunderligt billede og en helt forfærdelig drøm. De værste mareridt er dem som ikke forsvinder når man vågner.
merete
27. februar 2009 at 18:53åh ja, hvor jeg drømte den slags drømme, da min mor døde, da jeg var alt for ung. og det var en mor. det må være meget værre med en søn. men godt at du som regel kan rumme sorgen uden at vågne op og værre sorgfuld og vel, ulykkelig. og godt at der er masser af godt at tænke på i forhold til alexander. det glæder mig på dine vegne.
Elin
27. februar 2009 at 18:44Det er godt at drømmme og forløses i sin sorg.
Ja!! – en trist drøm, men måske havde du brug for at blive mindet om dengang, brug for at få den forløsning en dyb gråd også kan give?
Jeg tror du selv kender alle svarene.
Kirstenk
27. februar 2009 at 16:35De sorger vi bærer rundt på er en del af os. Sorgen kommer op til overfladen når man mindst venter det og har brug for det, men tror det er vigtigt at lade dem komme og så tage den derfra…varme tanker herfra
Gitte
27. februar 2009 at 16:26Det er det der ‘sorgens landskab’, som man er pisket til at vende tilbage til.
Enten i drømme, eller – for mit vedkommede – faktisk oftest i vågen tilstand. For et år siden gik jeg rundt i det konstant, og jeg kunne kun tage på ganske korte rejser ud af det.
I dag tager jeg mest på korte rejser ind i landskabet, det meste af tiden er jeg et andet sted.
Og dog – jeg har det jo med mig – altid. Som en særlig erfaring, der ikke ligner nogen anden erfaring, jeg har oplevet i mit liv. Og som er dyrekøbt og dyrebar.
Tak fordi du minder mig om den.
Liselotte
27. februar 2009 at 16:14Der skal noget til at ryste sådan en drøm ud af kroppen igen, men det er vel sådan livet er også. Godt og skidt og heldigvis mestendels fantastisk :-)
Tina - omme i London
27. februar 2009 at 15:45Oh, og jeg glemte helt at kommentere billedet. Sikken et par soede dukker! Skoent billede. Lige en af den slags Oline vil elske at have, naar hun en dag selv faar boern. :)
Lene
27. februar 2009 at 15:40Jeg har jo ikke prøvet det, Liselotte, men er tæt på min søster og kan se at selvom hverdagen er god, selvom livet leves intens og nærværende, så kommer disse øjeblikke, som river i sjælen, og jeg tror du har ret, du må lade dem komme, blive i dem, føle sorgen og afmagten, for kun derved får du mod på livet igen.
Et stort knus herfra :-)
Farmors
27. februar 2009 at 15:36Ettersom årene går blir det de gode minnene som overskygger sorgen. Man glemmer aldri, selv etter 35 år kan jeg bli trist ved tanken, men det er mer som “god-triste” tanker om du forstår…
Ella
27. februar 2009 at 15:25Det gør så ondt at drømme den slags, og det sætter dybe sorgfulde spor i sjællen længe efter. Det er ikke til at vide hvad meningen var med drømmen, men jeg kan ligefrem mærke din sorg, Liselotte – og jeg forstår dit behov for at kæle for dem der sov roligt omkring dig.
(((kæmpestort varmt kram)))))
karen
27. februar 2009 at 14:46Kjære Liselotte – jeg kan bare ane den smerten det må være. Jeg lever selv med sykdom og fremtidsusikkerhet hos et av mine barn og blir noen ganger lammet av en bunnløs angst for ham, for fremtiden.
Smerten du føler må være en million ganger verre. Håper at gode mennesker og ting rundt deg i dag kan lindre den og gjøre deg gladere igjen! Takk for at du er der og for at du deler av dine erfaringer – både gode og smertefulle. Det har mange ganger vært til stor glede og hjelp for meg.
Deborah
27. februar 2009 at 14:14Jeg ved jo ikke, om det er lige sådan for dig. Men længe efter mor døde blev jeg også ved at drømme om lige den dag og hele forløbet. Det var også rædselsfuldt, men de holdt op til sidst. Jeg håber dine sorgdrømme gør det samme, selvom vi stadig vil savne. Håber du kan glæde dig over weekend lige straks.
Irene
27. februar 2009 at 12:49Jeg sender dig den varmeste omfavnelse. Jeg sender dig varmt og kærligt lys ind i dit hjerte, der hvor din smukke Alexander bor.
Kærlig hilsen,
Irene
Toni
27. februar 2009 at 12:27Det er så hæsligt, at nogen skal opleve det, som du og din familie har. Jeg bliver inderligt grebet om hjertet af sorg, hver gang jeg læser en af dine hudløse beretninger om Alexander, og jeg ville sådan ønske, der var en måde, man kunne annullere den slags oplevelser på. Men hvis der var, ville I måske aldrig have fået Alexander, og jeg mærker så tydeligt, at der også er så mange vidunderlige minder med ham. Og frem for alt den enorme kærlighed, hele familien føler for ham.
At miste et barn må være det allerværste, der kan ske én. Jeg lister ind på drengeværelset og ser på min egen lille purk, der er på vej til de 2 år. Liv er så skrøbeligt og sårbart – og så smukt og unikt…
Tina - omme i London
27. februar 2009 at 12:20Stort knus til (((((((((((((((((((((((((dig)))))))))))))))))))))))) min snut. Vaer lidt ekstra god ved dig selv i dag.
Pernille
27. februar 2009 at 12:10Kære Liselotte
Drømme har altid været en del af mit og min søns liv. Han kunne ikke dele sine, da han var uden verbalt sprog. Men han fylder meget i mine drømme, både da han var levende og nu hvor han er død. Der har og er, både gode og “onde” drømme. De gode drømme fylder en med gælde og gode håb for livet, de mindre gode, fylder en med sorg, således afspejler de vel, hvem man er og hvad livet har været med til at “forme” en til. Tak for en rigtig dejlig og livsbekræftende blog, der bringer både smil og eftertanke.
Sissel
27. februar 2009 at 12:03Jeg tror det må og skal være sånn, det er naturstridig for en mor å overleve sitt barn.
KLEM
Marianne's mening
27. februar 2009 at 11:58Når jeg, uden at vide det er fyldt med savn for mig far, sker det samme for mig. Jeg græder i søvne og vågner af det. Sorgen kan blive der til dagen efter!
Når jeg drømmer om min far, så er det for det meste gode drømme, og hvor er det dejligt at se ham igen!
Du har en kæmpe sorg i dig!
Jeg drømte faktisk om dig i nat og Ella, og andre bloggere, der ikke var navne på. Vi var i Ålborg, og der blev snakket og strikket på livet løst. Jeg lyttede kun for jeg kan nemlig ikke strikke.
Underligt, når jeg aldrig har mødt jer, men I var med :0)
Yrsa
27. februar 2009 at 11:46Pyha den trak vand.
Tror også de drømme kommer fordi der er brug for noget forløsning, men det må være helt uhyggeligt når du vågner og det går op for dig hvordan det hele hænger sammen. Godt du kunne gå ind og se Oline sove sødt.
Sender jer mine bedste tanker om en god og dejlig weekend.
Yrsa
Mette
27. februar 2009 at 11:20Hej Liselotte, kender ikke dig, og kendte ikke Alexander, men er jævnligt forbi din side til inspiration og glæde. Og jeg har har ingen ret til at kommenterer på noget så privat, som jeres tab af Alexander, men sender dig bare en masse gode og varmende tanker. Du virker som et dejligt og meningsfyldt menneske, som jeg håber det må gå vel og godt.
Mange hilsner, Mette
Pernille
27. februar 2009 at 11:18Værst er de mareridt, der er ikke er overstået, når man vågner!
Kram
Pernille
27. februar 2009 at 11:11Jeg bliver helt trist, og tom for ord :(
Jeg tror bestemt også den slags drømme skal have en plads, at de er vigtige for os som mennesker.
Håber du får en dejlig dag :)
Liselotte
27. februar 2009 at 10:54Der ligger et langt spænd af år, som heldigvis rummer masser af glade minder. Jeg er god til at huske de ting, men drømme og de følelser de udløser, er vi ikke selv herre over, så de kommer, når vi mindst venter det – jeg tror bare på, at de kommer, fordi der er brug for dem, så jeg tager dem til mig. Også de, som slider :-)
Marina
27. februar 2009 at 10:51Kære Kære Liselotte. Du fik mig til at græde. Igen. For selvom drømme er vigtige så kan de også være grusomme. Du har jo intet glemt, hverken det gode eller det onde, men mens du kan ordne og organiserer i vågen tilstand så kobler din hjerne nogen gange tingene anderledes i drømme. Det kan være ondt, men din hjerne har stadigt brug for at rydde op og jeg siger altid til mig selv og mine børn at det er det hjernen gør når den giver os de onde drømme. Store knus og varme tanker.
susling
27. februar 2009 at 10:46Ja, det forstår jeg godt. Jeg kan også have det sådan med billeder af mine børn og selv om jeg på ingen måde tilnærmelsesvis bare et millirem myggehar har oplevet det, som du har, så kan jeg relatere til din glæde over det, der har været. Det gode! Og din sorg over det, der ikke er mere. Bare i en helt anden indpakning selvfølgelig.
pedersens frue
27. februar 2009 at 10:44Kære Liselotte – elsk din drøm, den forløser. Dit billede er skønt. Kærlig hilsen fra en, der ved, hvad hun taler om ;-)
Kirsten
27. februar 2009 at 10:44Jeg kædede overhovedet ikke billede og overskrift sammen. Men det gjorde ondt helt ind i sjælen da jeg læste indlægget. Kender kun den slags drømme alt for godt – selvom jeg aldrig har oplevet en sorg så stor som at miste et barn.
Håber du får den rystet af dig, drømmen. Virkeligheden bliver ved med at være som den er; nogle dage god, andre dage helt igennem frygtelig.
Jeg håber du får en dejlig weekend, selv ovenpå dette her… :-)
Marianne
27. februar 2009 at 10:43Stilhed, eftertænksomhed og savn. Tak, fordi du deler. VIlle gerne skrive nogle smukke kloge ord- sender i stedet en masse kærlige tanker.
Liselotte
27. februar 2009 at 10:42Maria, det er bare sådan… og billedet, det er dejligt :-)
Maria Jensen
27. februar 2009 at 10:41….Liselotte jeg løber helt tør for ord!
Men sikke et skønt billede af Alexander og Oline!
Mange KNUS og tanker
Maria
Liselotte
27. februar 2009 at 10:40Måske, Susling. Jeg ved det ikke rigtigt, men de kommer ind imellem og nogle af dem er dejlige og efterlader mig med ro og glæde, mens andre ender i denne her altoverskyggende følelse af sorg. De sidste slider altså lidt på nerveenderne, men jeg tror, at de kommer, fordi jeg har brug for dem.
Billedet, som ledsager indlægget, er et dejligt minde om den gode tid. Det hjælper at kigge på det :-)
susling
27. februar 2009 at 10:36Suk, Liselotte. Måske fylder dine drømme det hul du har – bare en lille bitte smule?
Liselotte
27. februar 2009 at 10:34Du har da nok ret, Birgitte – man skulle da nødig misforstå :-)
Birgitte
27. februar 2009 at 10:22Fint – men trist – indlæg, men det gippede lidt i mig, da jeg så overskriften lige oven over det søde billede. Kan du ikke flytte billedet længere ned?? :-)