20

Nu med krøller…

Jeg vidste altså godt, at jeg har krøller. Det er ikke sådan, at jeg vågnede op en morgen og pludselig var begyndt at udvikle dem. De har været der, siden jeg var barn, men jeg har været korthåret, så længe jeg kan huske – altså lige med undtagelse af dengang i ’84, hvor jeg flyttede over til Kenneth og København på bagsmækken af trailer iført smækbukser og med et hår, som var så permanentet, at en Kongepuddel ville være misundelig.

Det var sådan et kortvarigt flip med ønsket om langt hår, som suppleredes med en god, stram permanent, men det var knapt nået til ørerne, før jeg blev bundhysterisk og fik skidtet klippet af igen. Det var der mange, som var taknemmelige for.

Nu gror håret så i vildskab og med længden kommer krøllerne. De er helt fantastiske. Og mange…

Trine havde ret. Kram lidt, så er de der…skal jeg love for. Jeg kan faktisk godt lide dem.

Du vil sikkert også kunne lide