Ah, så fint…

Endelig oprandt dagen for frisørbesøget. Heidi var allerede godt i gang med at åbne butikken, da jeg ankom i god tid. Det er svært at beregne tid til en tur gennem midtbyen, men det gjorde ingenting, for man bliver altid budt velkommen med et smil af de to piger.

Der er altid en dejlig stemning omkring dem og at de har åbnet salon sammen, tror jeg er en helt igennem god idé, for det fungerer bare.

Man kan mærke det, så snart man træder indenfor og jeg bliver altid glad ved udsigten til deres selskab. Deres måde at hyggesnakke med kunderne på er helt i orden. Man skal ikke være bange for at blive udleveret her. Man kan snakke om alt og ingenting og det samspil, pigerne har, gør, at der er en herlig stemning i salonen, som ikke kun omfatter én, men alle, som måtte være til stede. Der bliver snakket på kryds og tværs og der grines grundigt undervejs på sådan en formiddag med frisørsakse og hårvask.

Jeg elsker den lette stemning. Man kan bare læne sig tilbage og slappe af. Nyde at man er i kyndige hænder.

Jeg skal jo have lyse striber og mit hår er en krig om at gide, så jeg sidder længe med en usædvanlig uklædelig gummihætte, mens jeg bare venter på, at Trine kommer over og siger “så kan du godt gå over til vasken”.

Imens drikker jeg te, læser blade og tripper tosset rundt og kigger på hylder med alskens lækre produkter. Ikke at jeg mangler, men derfor kan man jo godt udvide sin horisont på den front. Eller noget…

Trine og Heidi i aktion. De har naturligvis godkendt, at jeg viser deres billede her.

Jeg bruger også tiden på at iagttage pigerne, når de svinger sakse og knive. Jeg elsker at se håndværkere arbejde. Jeg er fascineret af ethvert håndværk, som kræver talent og jeg nyder at sidde stille og lytte til den snak, som glider lystigt af sted på den anden side af rummet, mens jeg sipper te og ind imellem blander mig i samtalen, fordi jeg ikke kan lade være.

Mens jeg alligevel venter, finder jeg vej ud til bordet med visitkortene. Jeg deler nemlig rundhåndet ud af dem, hvor jeg kommer frem. Jeg synes, at det er vigtigt med en god frisør. En frisør, som tager sig selv og sit fag alvorligt.

Jeg gider godt anbefale de to piger, fordi jeg ved, at de altid mener, at kunden skal være tilfreds og ikke helmer, før man sukker henført og glad. Der er ikke ét løftet øjenbryn om så de skal klippe både to og tre gange efterfølgende, for at opnå lige præcis det resultat, som kunden efterlyser.

De er også ærlige. Spørger man dem til råds, kan man være sikker på, at de har en holdning til håret. Det er rart, synes jeg. Ikke så meget pjat, men et godt bud på, hvad lige præcis mit hår kan af sjov og ballade.

Jeg opdager pludselig, at der på nabobordet står en krøllecreme, som også står hjemme på mit badeværelse. Jeg synes, at den er svær at bruge og der går kun et sekund, så er Trine i gang med at forklare mig, hvordan jeg skal gøre.

Efterfølgende bruger vi selvfølgelig det produkt i mit hår, så jeg ser resultatet af en professionel frisørs omgang med cremen. Der er temmelig stor forskel på Trines og mit resultat, er jeg nødt til at sige. Pludselig har jeg en million krøller. Et brus af krøller. Lange, bløde krøller, som bruser om ansigtet. Hun er så dygtig, er hun.

Resultatet? Der er vel i grunden ikke den store forskel at se, men sikke krøller jeg er endt med.

Spidserne er blevet klippet, men ikke mere. Jeg har stadig samme længde, som da jeg kom. Det er dejligt. Håret er nu så langt, så jeg kan sætte det op, hvis jeg skulle få lyst, men vi er enige om, at det bare skal have lov til at vokse. Trine mener, at krøllerne stadig vil være der, når det bliver endnu længere. Jeg vil se, om hun har ret.

Da jeg forlader salonen, når jeg kun lige indenfor dørene ovre i Netto, så siger en ung kvinde til mig “Sikke dog et utroligt hår du har? Er det pigerne ovre ved Hårkunst, der har permanentet dig?”. Jeg svarer hende, at krøllerne er mine egne, men skynder mig at sige, at talentet for at finde og bruge dem, udelukkende er Trines. Hun er knaldhamrende dygtig til at klippe og hun fortjener roserne, så værs’go Trine – det er da for sejt :-)

Jeg er hjemme igen. Ikke mange gram lettere, men med et brus af krøller, som jeg garanteret ikke kan gøre efter i morgen. Jeg har nu alligevel tænkt mig at prøve.