54

Bare du og jeg…

Så sidder jeg her med morgenkaffen og har lige takket nej til at være med i Go’ morgen Danmark. Ikke fordi jeg er krukket, men fordi jeg er privat og genert og ikke har lyst til eksponeringen. Fordi jeg synes, at jeg skal have noget på hjerte, hvis jeg skal optræde på tv. At jeg skal have en sag. At vinklen skal være saglig eller i det mindste klar og ikke bare med udgangspunkt i læsertal og popularitet.

Fordi jeg bare skriver om min hverdag og derfor ikke anser mig selv for at være specielt interessant. Fordi virkeligheden ikke er tv. Fordi mit liv leves der, hvor der er mennesker af kød og blod og fordi, jeg dybest set ikke forstår hvorfor og ikke har noget interessant at bidrage med lige dér midt i morgenkaffen.

“Tænk på alle de klik, du kan få”, var journalistens argument, men jeg er ligeglad med klik. Jeg trives her i mit lille hjørne af cyberspace og det er meget muligt, at jeg er en af de mest læste weblogs i Danmark, men det gør mig ikke interessant nok til, at jeg kan bidrage med noget som helst verdensforrykkende. Allerhøjest to minutters morgenunderholdning og en mulighed for at “se giraffen”. Ikke til mig, tak.

Så tænker jeg alligevel, at det vel er lidt pudsigt. Det skisma mellem at være så læst og derfor så eksponeret og så alligevel ikke have lyst til, at sidde der i det nye grønne og orange studie, fordi jeg er et genert og privat menneske, men sådan er det altså.

Jeg bilder mig ind, at jeg er omtrent anonym. At vi bare er os to. Du og jeg.

Sådan bliver det nok ved med at være.

Du vil sikkert også kunne lide