Så sidder jeg her med morgenkaffen og har lige takket nej til at være med i Go’ morgen Danmark. Ikke fordi jeg er krukket, men fordi jeg er privat og genert og ikke har lyst til eksponeringen. Fordi jeg synes, at jeg skal have noget på hjerte, hvis jeg skal optræde på tv. At jeg skal have en sag. At vinklen skal være saglig eller i det mindste klar og ikke bare med udgangspunkt i læsertal og popularitet.
Fordi jeg bare skriver om min hverdag og derfor ikke anser mig selv for at være specielt interessant. Fordi virkeligheden ikke er tv. Fordi mit liv leves der, hvor der er mennesker af kød og blod og fordi, jeg dybest set ikke forstår hvorfor og ikke har noget interessant at bidrage med lige dér midt i morgenkaffen.
“Tænk på alle de klik, du kan få”, var journalistens argument, men jeg er ligeglad med klik. Jeg trives her i mit lille hjørne af cyberspace og det er meget muligt, at jeg er en af de mest læste weblogs i Danmark, men det gør mig ikke interessant nok til, at jeg kan bidrage med noget som helst verdensforrykkende. Allerhøjest to minutters morgenunderholdning og en mulighed for at “se giraffen”. Ikke til mig, tak.
Så tænker jeg alligevel, at det vel er lidt pudsigt. Det skisma mellem at være så læst og derfor så eksponeret og så alligevel ikke have lyst til, at sidde der i det nye grønne og orange studie, fordi jeg er et genert og privat menneske, men sådan er det altså.
Jeg bilder mig ind, at jeg er omtrent anonym. At vi bare er os to. Du og jeg.
Sådan bliver det nok ved med at være.
54 kommentarer
Liselotte
28. februar 2009 at 09:07Bolette, jeg bliver ikke det mindste fornærmet, for selvfølgelig var der formentlig en forventning til, at jeg ville ligne min blog og være mild og rund, så det hele kunne glide ubesværet ned sammen med morgenkaffen ;-)
Bolette
28. februar 2009 at 01:15AC du er også her ;-)
og nej Liselotte har ret her
det er kun ting der skal kunne glide ned med morgenkaffen
ik for at fornærme din blog Lislotte men det var sikkert også vinklet og de mere lette og lækre ting som er på din blog som vi alle nyder …men læser jo også med når det tungere kommer på banen og lever med dig idet …
men din blog er mere end læsværdig AC
kh Bolette
Liselotte
26. februar 2009 at 22:14Næ, det gør det ikke, AC, for det er ikke, hvad morgenseeren vil have. Han/hun vil have let underholdning ;-)
Fruen
26. februar 2009 at 19:44Det bliver desværre nok aldrig en kvinde som fr. møller … eller jeg selv, for den sags skyld, som kommer i Morgen TV for at fortælle om livet i “skide-sporet”…
Respekt for din beslutning.
kh
AC
Liselotte
26. februar 2009 at 09:45Det handler vist bare om at mærke efter i maven… og tro på det, man mærker, tror jeg :-)
Suzanne
26. februar 2009 at 08:56Før min blog sådan for alvor blev en realitet, havde jeg læst om denne her pige i Sverige, som efter sigende skulle være blevet millionær på at blogge. Sideløbende har jeg så fulgt hendes blog og konstateret, at hun har udviklet sig meget i det snart år der er gået og at hun er meget eksponeret i Sverige. Nu er hun så også meget ung og har derfor muligvis en anden holdning til eksponeringen – men egentlig er det da ret fantastisk… Læs evt. selv med på http://www.blondinbella.se
Jeg ved ikke hvordan jeg selv ville have det med eksponeringen, tror ikke man kan tage stilling til det for alvor før man står i situationen…
Uanset, så kan jeg godt forstå dit ønske om at være privat… Uagtet at man deler nogle personlige ting.
Bolette
26. februar 2009 at 01:11godt gået Liselotte :-)
jeg har læst med de sidste 2 og snart et halvt år
og jeg er en glad og ivrig læser
men kan sagtens forstå & respekterer din beslutning
endda tænke for mig selv her en sen natte time i Gudme
fedt :-)
det er jo netop det at du er dig og tro mod det :-)
tak og virtuelt kram
Boeltte
anette
24. februar 2009 at 20:53Det er meget mere modigt at sige nej tak til Go’ morgen DK, end det er at deltage – og derefter skrive det på din blog :-)
Og jeg kan også godt forstå, at du takkede nej :-)
Gitte J
24. februar 2009 at 14:20Jeg vil hellere møde dig i det virkelig liv.
Derfor klikker jeg herind hverdag, det er som om at sidde ved din side og være med dagen lang.
Det er som en serie man følger med i og ikke vil gå klip af.
Line
23. februar 2009 at 19:05Bare et Du og Jeg fra en – for dig – ubekendt læser.
Har snuset med på sidelinjen i snart mange år. Egentlig uden at kunne forklare mig selv hvorfor din blog interesserer mig. For – vi har ingen fællesnævner, ingen parraleller der kan forklare min interesse. Og alligevel skriver og beskriver du nogengange PRÆCIS sådan som jeg har det, og som jeg ikke selv kan beskrive nær så klart.
Og – når du skriver og rammer mig lige der hvor det gør ondt, godt, eller irriterer mig nådesløst, så bliver jeg klogere. På mig, på verden eller bare på livet.
Så tak for en dejlig blog, som jeg har læst hvert et ord af, i snart mange år.
Hilsen fra Line
PETER
23. februar 2009 at 18:47Godt valg Liselotte. Og jeg klikker da løs alligevel ;-)
tove
23. februar 2009 at 18:39Ja, nemlig –et lynklip ville ikke være nok…jeg er helt enig. Og så synes jeg der er nok mennesker der er vilde med mediebevågenhed i alt for stor grad…..det er åbenbart noget man bliver afhængig af, og det sku` da nødig ske for dig Liselotte, sikke så alle de andre gode ting, du så ikke nåede……det var vist lidt krinklet formuleret…!
Det kunne gå dig som en vis toppolitikers kone, så du både skulle have brevkasse og til at danse o.s.v.! Men du ville sikkert være bedre til det. Det her er ment som en kompliment…..
Ella
23. februar 2009 at 18:26Du mærkede i maven og sagde fra, og dermed var det det rigtige at gøre, Liselotte :-)
Du fortjener også mere end et lynklip i noget morgentv, uden at kunne være med til at styre begivenhederne!
Catarina
23. februar 2009 at 18:21Du er inspirerende.
Du er dig, (næsten) helt igennem min skærm.
Det er derfor jeg læser med her. :-)
Sissel
23. februar 2009 at 17:12Ja – og så lenge det er bare “du og jeg” – så har jeg et indre bilde av deg, av stemmen din, av faktene dine, og måten du snakker på – la meg beholde det, og ikke ta fra meg “magien” med damen i Danmark :D
Astrid
23. februar 2009 at 16:35Hm – sjovt. Hvor er I skråsikre allesammen. Jeg respekterer din beslutning helt og aldeles, men jeg ville faktisk synes, at det var spændende at høre, hvad du kunne bidrage med – for det kan du. Og det gør du! Du har en stor viden at dele ud af, og for mit vedkommende ville det ikke ødelægge den stemning jeg finder på din blog, at jeg også havde set dig “live”. Jeg kan godt skille tingene ad, og medierne er meget forskellige. Og det er altså ment positivt. ;o)
Anne
23. februar 2009 at 16:33Respekt Liselotte…Hatten af… :-)
et cetera
23. februar 2009 at 16:14” … men ikke om jeg vil ind og være morgenunderholdning for fem minutter i rampelyset …”
Jeg kan høre dig sige det – og det er i dén grad og lige dét, der gør dig til – dig!
Irene
23. februar 2009 at 16:01Dig og mig! Uhmmmm!
Tak!
AnneMone
23. februar 2009 at 15:42Jamen, hvis jeg lavede MorgenTV ville jeg også invitere dig. Du kan noget med det her blogging, som er ret unikt, du er også et meget kreativt menneske og du har et enormt overskud af dejlig energi.
På den anden side kan jeg godt forstå din hang til privatesse.
Smil og Knus
fra AnneMone
Lisbeth Bula
23. februar 2009 at 15:11Jeg forstår faktisk . Og man kan være åpen om mangt- og likevel privat. Det går godt an selv om det synes paradoksalt ved første øyekast.
Alice
23. februar 2009 at 14:31Du er sød:)
Kirstenk
23. februar 2009 at 14:29RESPEKT!!! tager dæleme hatten af for dig…
Fr. Møller
23. februar 2009 at 14:28I disse X-Factor- og generelle “se mig, mor”-tider må det være vanskeligt for en journalist at kapere, at nogen siger nej tak til at komme i fjernsynet :-).
Jeg ville også takke nej – har gjort det i anden sammenhæng. Det ville jeg, fordi så ville fokus omgående flytte sig fra de forhold, jeg gerne vil gøre opmærksom på, til mig som person. Og jeg er inderligt ligegyldig i den sammenhæng – men det er velfærdssamfundets forfald ikke.
solveig
23. februar 2009 at 14:18Det er godt at du veit kva du vil! Det er det som gjer det så kjekt å lese bloggen din. Du er eit varmt menneske som inspirerer på mange måter:-) Takk!
Rie
23. februar 2009 at 14:13FEDT – du er altså bare for cool, jeg har stor respekt for dit valg. Men det skal ikke være nogle hemmelighed, at jeg gerne ville møde dig.
Knus Rie
Anette
23. februar 2009 at 14:07Det er fantastisk at kunne sige “nej” – det er flot du gør det når du ikke har lyst. Det har jeg stor respekt for!
Trine
23. februar 2009 at 13:45Jeg synes du beskriver det fremragende når du skriver ‘blogger af lyst til suverænt enevælde’ – og TAK for at ingen journalist kan pille ved din urokkelige integritet!
Knus Trine
Annemette
23. februar 2009 at 13:16stærkt – det er jo derfor vi læser din blog
britt
23. februar 2009 at 12:42Som altid med dig Liselotte: vel talt! Ved præcist hvad du mener.
:-) Britt
Kari
23. februar 2009 at 12:37Å, så herlig du er!
Ikke engang noen minutters kjendisstatus klarte å vippe deg av pinnen! Jeg er stolt på dine vegne:o)
Klem fra Kari*
Anne
23. februar 2009 at 12:25– bare rolig, det bliver mellem os to!!!
Liselotte
23. februar 2009 at 12:06Jeg ville ønske, at de f.eks. spurgte en som Fru Møller, om hun ikke havde lyst til at komme forbi og uddybe historierne om det vanskelige og udfordrende liv, man tvinges til at leve som en af de “unyttige” borgere i dagens Danmark. Èn, som har noget på hjerte. Èn, som fortæller en historie om andet end ingenting. Èn, som virkelig brænder og kan fortælle om andet end det perfekte liv.
At de ville tage blogmediet op, som den mulighed det er, for at fortælle om andet end blot ingenting. Det kunne være et interessant perspektiv at anlægge. Jeg ville ønske, at der var tid til den slags. God tid.
Jeg ville også ønske, at der var interesse. Det er der ikke. Vær sikker på det. Der er analyseret og alvoren er fundet for “let” – af Hr. og Fru Danmark, men ikke om jeg vil ind og være morgenunderholdning for fem minutter i rampelyset. Ikke tale om.
Maria Jensen
23. februar 2009 at 11:59Jeg har stor respekt for din holdning Liselotte!
Jeg kan godt “Nøjes” med din blog-som Vita skriver så trækker Du grænserne kærligt men bestemt og bla. derfor er vi så mange der læser med!
Hav en dejlig uge!
Knus Maria
Olines
23. februar 2009 at 11:50Stor respekt for din beslutning. Igen får du mig til, at stoppe op og tænke. Tak for det!
Vita
23. februar 2009 at 11:34Jamen er vi da ikke det – kun os to?
Du trækker de fineste grænser. Og det er jo DET der gør dig så populær!
Lotte
23. februar 2009 at 11:33Men du kunne vel være taget derind og givet dem en ordentlig sviner fra det halve af blogland?
Nej…jeg mener det ikke.
Jeg håber du bevarer den bastion….
Godt gået…
:-)
Eva
23. februar 2009 at 11:20Jeg har stor respekt for din evne til beskrive dine tanker og overvejelser her på din blog – og li’så stor respekt for din evne til sige fra, når du føler for det.
Håber du får ikke blot en god mandag – men en god uge Liselotte.
Sofie
23. februar 2009 at 11:16Jeg forstår dig til fulde! For mig er der på en eller andet måde noget magisk ved en blog – også selvom den ‘bare’ beskriver dagligdagen. Din blog beskriver rigtig nok din dagligdag, men på en helt anden måde end havde det været en dokumentarfilm for eksempel. Det er dig der vælger hvad der finder vej til bloggen og på hvilken måde det bliver præsenteret. Det er dét der gør nogen bloggere mere interessante end andre. Ikke så meget hvad der bliver skrevet om, men hvordan, altså måden hvorpå det bliver præsenteret. At opleve en blogger, som man ikke allerede kender i virkeligheden, på TV mener jeg fjerner noget af magien. Det fjerner denne person fra det univers hvorfra man kender personen. Du har selv gode argumenter og jeg synes det er helt rigtigt af dig at takke nej.
Anita
23. februar 2009 at 11:15Jeg kom til at tænke på noget for lidt siden, for måske har du det ligesom jeg; vi har været med så længe nu, så tanken om, at “det da ikke er noget særligt at blogge”, er temmelig nærliggende. Så bliver man sådan lidt ‘hovsa’, når der pludselig er bud efter lidt mere (og måske for meget) officiel eksponering.
Sådan har jeg det, kan jeg mærke :-)
Jeannet
23. februar 2009 at 11:07Kære Liselotte
Du er altså livsklog og jeg bliver så grebet af alt det du skriver og tager billeder.
Jeg er overbevist om at du kun skriver for os, dig og mig.
Jeg har det næsten som om jeg bor i Aalborg og er en del af din kære familie.
Så at du valgte at sige néj til Tv2 er helt okey, jeg vil hellere have dig for mig selv her på bloggen.
Hav en god dag.
Jeannet
Moster Tulle
23. februar 2009 at 11:07TV er godt for noget – blogs er godt for noget andet.
Fornuftigt valg og så behøver jeg jo slet ikke dele dig med nogen andre, så kan vi fortsætte sådan her:
Du og jeg, Liselotte….du og jeg
;-)
Sifka
23. februar 2009 at 10:52Det var en meget, meget klog beslutning taget udfra nogle smadder fornuftige betragtninger. Åhr, hvor er det godt!
Sylvia
23. februar 2009 at 10:40Jeg er helt enig med deg i det, Liselotte. man skal selv bestemme og føle at det er rett når man skal bli eksponert.
Vi har selv en “kjendis” i familien, og jeg har opplevd dem når det har stått på, og de ikke ønsker å bli eksponert! I gode og onde dager, heter det visst………
Kos deg videre med morgenkaffen du, helt alene.
Juliann
23. februar 2009 at 10:33Godt valg Liselotte! Og eg trives i ditt selskap, for når eg les i bloggen din, da er det som det er bare du og eg,…når eg bankar på døra di og stig inn hos deg! Ha en god mandag!
capac
23. februar 2009 at 10:32Det var godt, du takkede nej til Morgen-tv. Vores forhold ville ikke være det samme, hvis du optrådte dér! ;-)
Lene
23. februar 2009 at 10:24Vi vil jo alle gerne se “giraffen” ;-) så jeg kan godt forstå de spørger, men jeg kan også godt forstå at du siger nej. Jeg er dog slet ikke i tvivl om, at du ville “brænde igennem”, også på tv :-)
INGA M.JENSEN
23. februar 2009 at 10:21HEJ LISELOTTE.
MED STOR RESPEKT, GLÆDE, OG BEUNDRING.
GODE HILSENER
INGA.
Tina - omme i London
23. februar 2009 at 10:08WOT? – og her troede jeg du skrev bare for mig!
Spoeg til side, for jeg forstaar udemaerket hvad du mener.
Jeg blev spurgt for nogen tid siden af en veninde, hvordan i alverden jeg kunne finde paa at skrive om saa private ting paa min blog. Jeg bad om et eksempel, da jeg selv synes jeg er meget privat, og hendes eksempel overraskede mig noget. Hun kunne ikke forstaa at jeg f.eks. skriver om hvad jeg spiser til lunch, det synes hun var alt for intimt. :) Mine graenser for hvad der er privat er jo bare mine graenser og andres kan se meget anderledes ud. Vores version af “privat” er aabenbart meget forskellig fra hendes, men saa laenge min elskede er indforstaaet med mit bloggeri saa bliver jeg lige ved. :)
fisker & fernández
23. februar 2009 at 10:07Jeg kan godt forstaa, at dine bevaeggrunde for at sige nej tak. Det ville vaere ubehageligt at gaa paa TV med en foelelse af, at der ikke var noget formaal med det (kun alle de klik du ville faa, som journalisten sagde…).
Det er modigt at sige nej, men du behoever ikke vise Danmark mere end hvad du har lyst til. Det er der ingen, som skal foele sig forpligtet til. Saadan er det.
Ha’ en god dag :-)
Anita
23. februar 2009 at 09:45Tillad mig at tage hatten af for dig. BRAVO!
Yrsa
23. februar 2009 at 09:44Vi er jo kun du og jeg :-)) sammen med et par stykker mere !
Jeg kontaktede TV2 Lorry (vores lokale tv2) for et par år siden da jeg synes at aflastningven i vore område blev forværret kraftigt. Men da de ringede og spurgte om jeg ville deltage i tv takkede jeg NEJ.
De får altid vendt tingene på hovedet og hen på noget andet end det man havde tænkt sig. Og skulle jeg stå der på tv alene og tale om aflastning – NEJ TAK det var jeg godt nok ikke klar til. Naivt så måske at kontakte dem, men det var bare et råb i mørket.
Formanden for Andreas’ patientforeningen var i Aftenshowet her i slutningen af januar men selvom han, konen og deres 2 børn klarede det fint, blev det SLET ikke som aftalt på forhånd.
Tv er noget underligt kunstigt noget, så jeg forstår dig godt, selvom jeg selvfølgelig gerne havde set dig på TV – Jeg kender dig jo (tror jeg :-))
HenrietteB
23. februar 2009 at 09:43Jeg troede da også, at vi bare var os to, Liselotte!
Nåhr narj, jeg ved da godt at rigtig mange læser og kommenterer, men du formår altså alligevel at skabe en kontakt med læseren, som føles meget personlig, hvadenten man er aktiv i kommentarfeltet eller ej. Du skal selvfølgelig bare følge din mavefornemmelse og gøre som du lyster – og hvis det indebærer at sige nej til Go’morgen tv, så er det så bare sådan det er.
Jeg ser alligevel ikke programmet, så for mig er det ligemeget.
:-)
Gitte
23. februar 2009 at 09:35Det er nemlig sjovt, det skisma, du beskriver.
Jeg har det på samme måde – TV – nej tak – radio – ih jo, for der er vi jo bare dig og mig og et par stykker andre…
Men forstår nu godt at du ikke vil ind i det studie – det er forfærdeligt grimt for mine øjne at se på, alt det der orange og grønne og gule -og det klær ingen, selv ikke Cecilie F… :-)