12

Søndagstanker

Det er søndag formiddag. Jeg er oppe og i gang. Vaskemaskinen kører den første og absolut ikke den sidste tur i dag. Solen skinner, sneen er forlængst væk og forude venter et par praktiske opgaver, inden familien er klar til den hverdag, der venter lige om hjørnet.

Jeg går forbi spejlet og opdager, at der vist er basis for frisørbesøg snarest. Håret gror. Det når skuldrene og ned ad ryggen, hvor det er længst. Jeg klipper det ikke af. Næ nej, jeg lader det blive længere og længere og måske endnu længere. Hvorfor? Fordi jeg kan og fordi det fortsat er en del af den proces det er, at skabe nyt liv og nye rammer for en familie, som stadig er i gang med at finde ben at stå på, efter vi mistede Alexander.

Det går godt. Vi er fint på vej. Faktisk synes jeg, at vi klarer det temmelig godt, for jeg ved, hvor stor en omvæltning det har været for os alle. Jeg ved, hvordan angsten for at miste pludselig kan indfinde sig med en kraft, som slet ikke er fornuftsstyret. Jeg ved hvordan det føles af savne, så det gør fysisk ondt. Jeg ved, at det ikke er gjort med lidt tid bagefter. Jeg ved, at det kræver arbejde og mange og lange snakke om de følelser, som ind imellem tager livtag med fornuften. Og måske langt hår.

Jeg ved til gengæld også, at livet fortsætter og vi står midt i det. Faktisk er vi temmelig livsduelige. Vi er gode til at være glade for det vi har. Vi er meget gode til at få alting ud af ingenting. Vi er gode til at være glade og taknemmelige. Vi er ikke mennesker, som ser på det vi har mistet. Vi ser på det, vi har og vi er rigtigt gode til at glædes over det. Det er en stor gave.

Til gengæld ved jeg ikke, om mit lange hår er en gave, men det er der og det trænger til en frisør. Snarest.

Du vil sikkert også kunne lide