Det er søndag formiddag. Jeg er oppe og i gang. Vaskemaskinen kører den første og absolut ikke den sidste tur i dag. Solen skinner, sneen er forlængst væk og forude venter et par praktiske opgaver, inden familien er klar til den hverdag, der venter lige om hjørnet.
Jeg går forbi spejlet og opdager, at der vist er basis for frisørbesøg snarest. Håret gror. Det når skuldrene og ned ad ryggen, hvor det er længst. Jeg klipper det ikke af. Næ nej, jeg lader det blive længere og længere og måske endnu længere. Hvorfor? Fordi jeg kan og fordi det fortsat er en del af den proces det er, at skabe nyt liv og nye rammer for en familie, som stadig er i gang med at finde ben at stå på, efter vi mistede Alexander.
Det går godt. Vi er fint på vej. Faktisk synes jeg, at vi klarer det temmelig godt, for jeg ved, hvor stor en omvæltning det har været for os alle. Jeg ved, hvordan angsten for at miste pludselig kan indfinde sig med en kraft, som slet ikke er fornuftsstyret. Jeg ved hvordan det føles af savne, så det gør fysisk ondt. Jeg ved, at det ikke er gjort med lidt tid bagefter. Jeg ved, at det kræver arbejde og mange og lange snakke om de følelser, som ind imellem tager livtag med fornuften. Og måske langt hår.
Jeg ved til gengæld også, at livet fortsætter og vi står midt i det. Faktisk er vi temmelig livsduelige. Vi er gode til at være glade for det vi har. Vi er meget gode til at få alting ud af ingenting. Vi er gode til at være glade og taknemmelige. Vi er ikke mennesker, som ser på det vi har mistet. Vi ser på det, vi har og vi er rigtigt gode til at glædes over det. Det er en stor gave.
Til gengæld ved jeg ikke, om mit lange hår er en gave, men det er der og det trænger til en frisør. Snarest.
12 kommentarer
HeidiBF
25. februar 2009 at 09:55Pudsigt, tænkte jeg, da jeg læste om dit lange hår og tankerne om sorg. Da min dreng døde lod jeg også håret gro. For min familie handler livet meget om at blive forældre igen, da vores døde dreng var første barn. Nu er det snart tre år siden, og mit hår har været klippet flere gange, men det gror stadig langt…
Heidi
Liselotte
22. februar 2009 at 23:41Kristina, tusinde tak for alle dine ord. De varmer og gør mig glad. Det er dejligt at læse, at du har fundet glæde ved at være kreativ igen. Det er simpel terapi, som gør godt for sjælen, tror jeg :-)
Kristina
22. februar 2009 at 21:34Kære Liselotte
Tak for dine ord og dine tanker – og at du vil dele din hverdag. Jeg er jo relativ ny her, og var ikke med fra starten, og fulgte ikke hverdagen, da din søn stadig levede. Jeg har selv en søn på snart 17 mdr. som min kæreste og jeg fik i oktober 2007, da jeg var 34 år. Jeg elsker ham overalt på jorden og kan slet ikke holde tanken ud om at miste… trods det jeg kender til det, da min mor døde, da jeg var otte år. Men jeg sender dig tit mange kærlige tanker, selvom jeg aldrig har mødt dig, for du har gennemlevet noget af det, som jeg synes må være det allerhårdeste..
Du har alt i alt fået en stor betydning i min hverdag, for jeg bliver så glad og varm om hjertet, når du åbenhjertigt byder mig ind i dine stuer og fortæller om dine tanker og også viser dine kreative projekter.
Du inspirerer mig helt enormt med dit store hjerte og din sprudlende kreativitet. Tak, for at du er den, du er Liselotte :)
Mange kærlige hilsner og tanker fra Kristina
Siden jeg begyndte at læse din blog, har jeg næsten dagligt været kreativ, hvilket er SÅ dejligt at give sig tid til..
Liselotte
22. februar 2009 at 21:00Ja, det gør det, Anne. At få et handicappet barn ER en livslang sorg. Man lærer at leve med og håndtere, men man bliver vist aldrig færdig med at sørge over det, man ikke fik, nemlig drømmen om et helt normalt barn og et helt igennem normalt liv. Det gælder hvad enten barnet er levende eller dødt, tror jeg.
Anne Lindholt Ottosen
22. februar 2009 at 20:02Jeg var til et foredrag i mandags om stress, hvor foredragsholderen talte om kronisk tilbagevendende sorg, som kan tage så mange kræfter. Når sorg, som ellers er håndterbar i det daglige, og som man erkender, forholder sig til og alt det rigtige og fornuftige og bla bla, når den sorg kommer tilbage som som lyn fra en klar himmel og trækket tæppet væk og lægger indehaveren ned i timer og dage. Og det ligger som regel hele livet og lurer. Det giver så god mening.
Liselotte
22. februar 2009 at 15:21Tine, det er aldrig rart. Angst æder sjælen op, så det er skidt at være bange, men heldigvis lyder det til, at I er ved godt mod og har god prognose, så der er noget at se frem til. Held med det hele til jer :-)
Kirsten K, det er så vigtigt, at være i stand til at være tilfreds, hvor man er. Drømme er vigtige, for de flytter os, men mens vi rejser, er det vigtigt at have det dejligt, hvor vi er :-)
Sofie, der er ikke grund til ikke at værdsætte. Vi har det jo fantastisk. Ingen katastrofer, mad nok og trygheden ved at vide, at vi bor et sted, hvor der bliver taget hånd om det meste :-)
Sofie
22. februar 2009 at 15:04Det er lige præcis sådan det er. Du beskriver det så usandsynligt smukt. Livet er ikke altid let, men det er fantastisk, især hvis man som dig forstår at værdsætte det som er. Det gør du så godt.
Kirstenk
22. februar 2009 at 13:26Det er rigtigt, at livet ikke altid er let, for det er det ikke, men det er stadig fantastisk. Evnen til at se det gode i det, man trods alt har er fantastisk….
Tine
22. februar 2009 at 13:07Åh hvor er det dejligt at hente energi ved at læse dine ord og betragtninger. På tirsdag skal min kæreste til samtale på sygehuset, hvor vi skal forberedes til den kommende strålingsbehandling, der starter den 5. marts og fortsætter 17 hverdage i træk….. så vi glæder os til april, kan du tro.
Prognosen er god, men det er aldrig rart at have kræftsygdom inde på kroppen.
Liselotte
22. februar 2009 at 12:23Marianne, velkommen til… eller det er måske lidt sent, men alligevel og tak for de smukke ord, som varmer :-)
Marten, som jeg skriver i sidebaren; livet er ikke let, bare fantastisk. Sådan er det jo. Heldigvis :-)
Marten
22. februar 2009 at 11:25Dine betraktninger fra hverdagslivet og det du deler av dine livserfaringer, på godt og vondt, rører meg. Tårene kommer nesten fram når jeg leser innlegget ditt, og jeg blir litt trist og litt glad på en gang!
Slike små innblikk i hvor vondt det kan være, og hvor godt dere klarer dere er gripende lesning. Jeg blir glad på deres vegne. Og det gir glimt av håp til verden! :) Ha en strålende søndag, med klesvask, og det dagen ellers vil bringe!
Marianne Bentzen
22. februar 2009 at 11:21Jeg vil gerne sige mange tak for en vidunderlig oplevelse. Jeg har gennem hele februar gennemlæst “slagtenhelligko” og jeg har nydt hver eneste sekund. Det har været gribende på mange måder. Jeg synes, at I er en fantastisk familie – mange kan lære noget af Jer. Jeg er nok ældre end din mor, men jeg nyder denne nye verden med computer. Og jeg har været oppe hos min garndame og købt garn til en ny trøje stærkt inspireret af dig. Glæder mig til at gå i gang med at læse nye blogs f.ex. “Maldindag”. De venligste hilsener Marianne fra Nordkøbenhavn